Økologiens Have i Odder
Besøg Haven og få en god oplevelse, nyttig viden og en dejlig dag for både børn og voksne
Økologiens Have i Odder er Nordens største økologiske besøgs- og demonstrationshave. Her kan du opleve en smuk og mangfoldig biodiversitet og mange fine løsninger inden for økologisk havebrug. Haven er et godt sted at hente grøn inspiration, nyttig viden og ny energi. Der er borde og bænke rundt omkring i Haven, og egen mad må godt medbringes. I sæsonen er der forskellige aktiviteter på programmet for både voksne og børn: haverundvisninger, workshops, æsel- eller ponyridning, foredrag, mad over bål, Grøn Festival, m.v.
Havens historie
Økologiens Have blev startet som Den Økologiske Have af Landsforeningen Praktisk Økologi på en 7 ha stor bar pløjemark i 1991 med det formål at skabe en demonstrationshave for økologiske dyrkningsmetoder. Landskabsarkitekt Niels Junggren Have har tegnet Haven og står for de store linier så som stianlæg og emnehavernes placering og form. Haven blev opbygget og drevet af af medlemmer fra Praktisk Økologi, ansatte og frivillige. I 1998 blev Haven selvstændig, men havde fortsat et udstrakt samarbejde med Praktisk Økologi.
I 2011 gik Haven konkurs og genopstod som en fugl Føniks i 2012 ved hjælp af en gruppe frivillige ildsjæle. Haven er nu en forening, og bliver drevet af nogle få ansatte og ellers frivillige.
Emnehaver
Økologiens Have, som nu er på 10 ha, indeholder en lang række emnehaver, hvor man kan se økologisk dyrkning i praksis.
Køkkenhaven er stor, og her vises mange forskellige grøntsagssorter, både almindelige og mere specielle. Køkkenhaven dyrkes i en meters brede bede, der så vidt muligt ikke betrædes. Det giver, sammen med tilførsel af kompost og dyrkning af grøngødning en god løs jordstruktur. Dyrkningsmetoden har forvandlet den oprindelige tunge lerjord til god dyrkningsjord. I mange bede blandes blomster med grøntsager, og denne mangfoldighed af blomster og urter er medvirkende til at holde skadedyrene i skak, og give nyttedyrene gode forhold.
Urtehaven. Her præsenteres ca. 150 forskellige planter, opdelt i tre områder, lægeurter, homøopatiske urter og tidligere anvendte. Der er urter, der bruges til te, snaps m.m.
Urtehaven er fyldt med historier fra folkekulturen. Desuden giver den mange gode insektplanter til glæde for sommerfugle, svirrefluer, humlebier m.fl. Blomsterfloret giver en skøn variation af farver og dufte, som er en oplevelse i sig selv.
Parcelhushaven er en model af en parcelhushave til inspiration. Den har det hele, køkkenhave, græsplæne, hæk, frugtbuske, kompostbeholder, hønsehus m.m. Køkkenhaven er lagt midt i haven, så den får masser af sol, frugtbuskene er placeret som var de almindelige prydbuske, og træer og buske er udvalgt efter, at de skal give gode redesteder og bær til havens fugle.
Herudover er der staudehave, vinhave, frugthave med både almindelige og mere specielle frugter. Der er hegn af hasselbuske og et mere varieret hegn, som giver gode gemmesteder for fuglene, og blomster planter som tiltrækker insekter, for på den måde at sikre et mangfoldigt insektliv og dermed sikre en naturlig biologisk bekæmpelse af skadedyr.
Der er to store væksthusdomer, hvor der dyrkes forskellige sorte af peber, tomater, chili, agurker m.m.
Udover væksthusdomerne er der to væksthuse. Det store væksthus, hvor man kan sidde, hvis det regner, og som bliver brugt til kurser og større arrangementer. Desuden udlejes det til private fester.
Tunnelvæksthuset bruges bl.a. til planteskole. Vores gartner fremstiller et stort antal planter til salg.
Vi har en markedsplads der bl.a. bruges til Skt. Hans bål, Grøn Festival den sidste søndag i august og ikke mindst til legeplads for børnene med et stort halmtelt.
Også et godt sted for børn
Økologiens Have er et dejligt, børnevenligt område med gode legemuligheder og forskellige dyr (ponyer, æsler, får, geder, m.v.), som godt vil klappes og kløes bag ørerne. Der er også en hønsegård, en stor sandkasse, klatreting, pilehytter og god plads til at gå på eventyr. Haven er i øvrigt et godt sted at lege sammen. Forskellige udendørsspil kan lånes i cafeen.
Café og butik
I Havens café er der mulighed for at købe lette frokostretter, boller, kage, is, drikkevarer m.m. Nyd maden i cafeen eller tag maden med til et smukt sted i Haven. I butikken sælges økologisk slik, vin, gode havebøger m.v. Der er også salg af planter, frø, økologisk gødning, krukker og andre haveartikler.
Se www.okologienshave.dk/det-sker vedr. arrangementer i haven.
Rørthvej 132, 8300 Odder
24 96 30 15
Her er du: Forsiden > Forhandlerguide > Økologiens Have