Viburnum i dufthaven

Duftsnebolle, Viburnum carlesii, har en sød nellikeagtig duft. Foto: Karna Maj

For at få lidt højde i dufthaven er der lige så mange slags dyrkelige og dejlige viburnum, som jeg har kunnet opdrive. Viburnum er ikke lige kønne allesammen, og nogle er for besværlige til mig. Rynkeblad, der af en eller anden grund er plantet i næsten alle haver, ser altid ud som om, den er lige ved at dø.

Viburnum i vinterhalvåret

Den første, som begynder forestillingen allerede i oktober, er Viburnum × bodnantense ‘Dawn’. Dens stivnakkede måde at gro på er ikke særligt yndefuld, men de små rødlige kviste med himmelske lyserøde duftblomster er fine at plukke af hele vinteren. Dens stammoder kejserbusk, Viburnum farreri, er lysere i blomsterne og endnu mere hårdfør. Den stammer fra et af de koldeste og mest nederdrægtige steder på jorden, på grænsen mellem Kina og Mongoliet. Hvis man kan gro der, kan man gro allevegne. Den er ikke meget brugt som hæk, hvad der er synd for dens stive gemyt ser overraskende yndefuld og meget gammel ud, når den blomstrer på nøgne grene, og selv om man klipper den tæt, vil der komme blomster alligevel, fordi den også blomstrer på gammelt ved.

Duftsnebolde i foråret

Så kommer Viburnum carlcephalum, bladene er lidt grove, men de hvide blomsterbolde dufter, så man er ved at besvime, i kold forårsluft er den dejlig, men den er faktisk for meget at få ind i stuen. Lidt senere blomstrer duftsnebolle,Viburnum carlesii, som danner en fin rund busk. Det er nemmest at få fat i dens afkom Viburnum burkwoodii, der ligner den meget. Begge bliver en halvanden til to meter høj busk med tiden.

Viburnum opulus

Den almindelige kvalkved, Virburnum opulus, der bliver et lille træ, med sine flade, hortensialignende blosmterstande i maj, har jeg også plantet. Det er faktisk et for kultiveret sted til den, den gror måske bedst i et hegn, hvor den kan få lov at vokse til, men indtil videre får den lov. Dens fine, men duftløse kusine rosenkvalkved, der står i bedet ved siden af, har også en yndig let vækst. Den er nu så hårdt plaget af en eller anden blodfejde, den har gang i med et skadedyr, at jeg ikke synes, det er sjovt længere. Alle de første skuds blade bliver hullede som en maribo-ost, de nye skud går fri. Men det ligner en ulykke på et sted, hvor den på grund af størrelsen helst skal være lidt pynteligt, så den bliver flyttet. Der er mange flere Viburnum at vælge imellem, hvis man leder, men det må være, der er simpelthen ikke plads til flere i haven.

Opstammet som træ

Når Viburnum bliver for voldsom, kan de og de fleste andre buske stammes op og blive endnu finere. De mørke grene bliver knudrede med tiden, og hvis de bare får lov at beholde et par velvalgte skulpturelle grene, bliver det et fint lille træ, der kan vokse noget under. Det er i det hele taget en god model at arbejde med, når buske bliver for meget. Et helt busket bliver til en grim barbenet stikkende jungle på tyve år. I stedet for at høvle dem ned til jorden, så de begynder forfra, men med endnu flere grene, er det langt kønnere at stamme dem op. Klip sidegrene af forneden, og fjern alt småskravlet helt ned ved jorden. Man vil forbavses over virkningen. Og så er der pludselig både et smukt småjapansk grenværk og lys og luft til at plante løg og småting under buskene, som f.eks scilla og botaniske krokus.