Dyrkning af roser på friland

Æblerosen ‘Magnifica’ Foto: Sten Porse

Ved et april-besøg i »Parc André Citrën« i Paris blev vi opmærksomme på noget, som manglede ved dette pragtfulde anlæg: Der var ingen fugle! Og det var ikke bare fuglesangen, der manglede, men også fuglene selv. Stille og øde var der, for dernede ofrer de så meget på pleje og bekæmpelse, at der ikke længere er noget at leve af for fugle og andre rovdyr. Det kan passende være en påmindelse til alle os, der helst ser, at planterne ser sunde ud og er fri for skadedyr.

I grunden er det meget enkelt at dyrke planter: man lægger et frø i jorden, eller man planter den unge plante, – og så gror de. Planter er indrettet på at vokse, det er deres projekt i livet, og de kan ikke lade være. Men af og til bliver de forhindret i at gøre det, som de er bestemt til at gøre. Vækstbetingelserne er simpelt hen for ringe eller for forkerte, og så sygner planten hen og dør.

Roser befængt med sygdom og utøj

I juni er der altid et livligt kriblekrableliv på roserne – det er havens svageste planter, der får besøg. Foto: Karna Maj

I det følgende handler det om en rosensort, selv om det lige så godt kunne have været en hvilken som helst anden plante. Men roserne er der ofte meget bøvl med, og dér ser man de fleste af de besværligheder, som man kan møde hos dyrkede planter i det hele taget.

Sorten ‘Magnifica’, som er en æblerose, har været regnet for sund og hårdfør, men den er alligevel befængt med både sygdom og utøj. Én af grundene til den megen dårligdom hos roser og altså også hos ‘Magnifica’ ligger i, at de er fremelsket i det sydlige eller vestlige udland, hvor vilkårene er væsentligt bedre. Dér har man milde vintre og især mere solrige og varme somre.

Så mens den vilde art, Æble-Rose, eller Rosa rubiginosa, er fuldt hårdfør og temmelig sund, så har sorten ‘Magnifica’ en række svækkelsestegn. Den får f.eks. meget let rosenstråleplet og står ofte afløvet hen i september. Tilsvarende modnes skudspidserne ikke ordentligt, og de fryser jævnligt tilbage, så busken står i foråret med friske blade og masser af visne skud. Ikke særligt kønt, må man sige.

Men det er langt fra det eneste, som plager denne rose. Når planter er svækkede på grund af dårlige vækstvilkår, bliver de åbenlyst lettere af finde for skadedyrene. Derfor ser man næsten altid bladlus, bladtæger, bladhvepselarver, sommerfuglelarver, mider og alle mulige andre skadedyr på netop de fineste og mest ædle af roserne. Det piner naturligvis plantedyrkerne, som lægger vægt på, at disse udvalgte sorter skal fremtræde netop sådan, som de er vist på planteskolernes skilte og i de flotte havebøger.

Skadedyrsbekæmpelse i blinde

Og så kommer problemet: hvordan skaffer man sig af med plageånderne?

Det er ligger snublende nært at falde for fristelsen og bruge diverse fantasifulde bekæmpelsesmidler. Tanken om at skulle lave en bekæmpelse er naturfjern, og hvad man end bruger, købt eller hjemmelavet, så bringer det uorden i naturens orden. For langt de fleste bekæmpelser virker bredt og blindt. Midlerne slår f.eks. alle insekter ihjel og dermed også de nyttige rovinsekter. Det ændrer balancen mellem planteæderne (»skadedyrene«) og deres naturlige fjender, og der vil gå flere år, før den er genoprettet.

Plantesygdomme angriber svage planter

Huden er svag på de hurtigt voksende, sydlige sorter, og det gør dem meget modtagelige for sygdomsangreb. Foto: Karna Maj

Med svampesygdommene ligger det lidt anderledes. De spredes ofte gennem luften ved hjælp af sporer, som lander på alle planter. Hvis svampesporen er landet på én af de planter, som den kan leve af, vil den etablere sig i løbet af få timer, – hvis ellers vejret er tilpas, og hvis plantens overhud er for svag til at modstå indtrængningen. Og huden er svag på de hurtigt voksende, sydlige sorter. De er arveligt bestemt til at udnytte lys og varme til en hurtig vækst, men det medfører, at hærdningen af cellernes vægge ikke kan følge trit, og det gør planten udsat.

Hårdføre sorter er løsningen

Det bedste ville være, om vi valgte at dyrke hårdføre og veltilpassede sorter og arter. Hårdførheden kan man forbedre endnu mere ved at give planterne netop de vækstbetingelser, som de er tilpasset til at klare. Hver eneste art har sin egen niche, som er summen af de vilkår, den kan klare sig under. Hvad om vi indrettede plantevalget sådan, at det passede til jordbunden og lokalklimaet? Det kunne spare os for mange bekymringer, især hvis vi vænner os til at plante varieret og på en måde, så der opstår fredelige hjørner til rovdyrene.

Hvis vi så ellers kunne vænne os til at se på smådyrene og svampene som noget, der skal være der, og som er betingelsen for at høre fuglesangen og frøernes kvækken.