Blomster i græs

Græsplæne med naturens egne blomster i form af bellis og ærenpris. Foto: Karna Maj

Aargh, græsplæner! Skuepladsen for de mest hårdnakkede haveskænderier, stedet, hvor holdninger skiller vandene så klart, at det er svært at tale sammen.

Ukrudtsfri eller blomstereng

Er man til militaristisk disciplin på grønsværen, ukrudtsfri smaragdtæpper med stukne kanter, fløjlsbløde og eviggrønne? Skal der mosfræses, luftes og hele regimentet ud og stikke mælkebøtter, som modstanderne mener, er den rene havefascisme, og som tilhængerne mener, er den eneste måde at være et ordentligt menneske på.

Eller er man til det bongofrigjorte, hvor engene blomstrer og græsset bliver langt og gult og visner over det hele, mens mosset breder sig uhæmmet over de skaldede pletter? Dovenskab og misforstået naturglæde, fejlplaceret økoromantik, eller måske bare det smukkeste? Både og – vil jeg sige.

Græs skaber orden

Der er intet, der kan få orden i en have som nyslået græs. Pludselig ser alt ud, som om det er med vilje, især hvis man klipper græsset så det får striber og gerne tern på tværs af klipperen. Græs skaber orden, perspektiv og ro over feltet.

Det er klart, at flejnskaldethed er helt uantageligt, hvis man skal have den virkning. Der må ikke være bare pletter, og hvis der er det, skal man lægge fliser, grus eller noget andet, fordi sliddet simpelthen er for stort til en græsplæne. Mos under træerne må der gerne være der for mig, det er dejligt at gå på, skønt at ligge på og grønt det meste af tiden.

Blomster i græsplænen

Krokus i græsplænen giver en god haveoplevelse i marts. Foto: Karna Maj

Til gengæld må der meget gerne være blomstrende partier i en græsplæne. Det er sågu da smukt, når en stor flade som græs bliver sæsonvist overgivet til blomster midt i retlinetheden.

Det er smukt selv med de blomster, som nogle måske vil betragte som ukrudt: Et stykke med hvidkløver, hvor bierne summer, bellis, som nogle hader mere intenst, end det er rimeligt, og ærenpris, der simpelthen er ude af stand til at gøre nogen fortræd, heller ikke græs. De er alle vidunderlige, hvis der er mange af dem bredt ud over grønsværen. Violer, som vi har tusindvis af i plænen i april, får man heller ikke, hvis man pinedød skal stille skæret lavt for at få gang i sit grønne ryatæppe.

Forårsløg, som scilla og erantis, små krokus og snepryd, er ufatteligt porcelænsagtigt sprøde mod et grønt tæppe. Rundt om træerne har vi sat løg og balkananemoner, Anemone blanda, i tusindvis, både de forårsblomstrende og de efterårsblomstrende krokus og mængder af scilla, og de står ufatteligt fint i cirkler, der med årene bliver udvisket til fede brede bånd af blomstring.

Man kan sætte andre løg, skovtulipaner, skovmærker, små iris, og anemoner, og det vil også være fint. En af de smukkeste plæner, jeg kender, er fuldstændigt bestrøet af lærkesporer og vintergækker i ugevis.

Kærminde skal også have lov, og vores plæne har endnu en blomstring, måske den fineste, når de helt flade rosetter af krybende læbeløs, pludselig hæver sig i tusindvis af himmelblå blomsterspir og skaber en blå sø midt i det grønne.

Herregud, man kan jo bare køre udenom med plæneklipperen, for så at klippe det pågældende stykke igen, når blomsterne er visnet ned. På vores plæne bliver der simpelthen kørt slalom indtil midten af juni, hvor det hele både er blomstret af, og for løgenes vedkommende, har samlet nye kræfter.

Og det er ikke en blomstereng, jeg taler om, vores jord er alt for fed og leret til, at en mager, rigtig eng kan lykkes, den vil blive ædt op af konkurrencedygtigt græs, før det kom så vidt. Næ, der er tale om en fin, grøn, rimelig velholdt græsplæne, midt i al den salige, blomstrende uorden.