Præriehirse

Præriehirsens fine aks bevæger sig i vinden som et fint svævende slør, der spiller sammen med buske og efterårsstauder. Foto: Jens Thejsen

Når september kaster sine lange skygger, og lyset skaber utrolige farvespil i haven, er præriehirse en god medspiller. De fine aks bevæger sig i vinden og er som et fint svævende slør, der spiller sammen med buske og efterårsstauder.

Præriehirse

Præriehirse, Panicum virgatum, kaldes også rishirse og er flerårig og i græsfamilien som de forskellige plænegræsser, kornarterne, elefantgræs og mange flere. Den danner stabile tuer af oprette, smalle, grønne blade. Planten bliver godt en meter høj. Fra juli står den med strå med aks samlet i åbne toppe, og den kan blive op til 1½ m. I løbet af sommer og efterår farves blade, strå og aks gullige eller rødlige. Der er udvalgt flere sorter efter farve. Om vinteren kan planten stå og lyse op med de efterhånden gule strå og aks.

I naturen

Panicum er en slægt med flere hundrede arter, men det er især Panicum virgatum, som anvendes til prydgræs. Præriehirse er hjemmehørende flere steder i Nordamerika og er en rigtig prærieplante. Den vokser på højgræsprærierne og kan klare de ekstreme forhold med blæst, varme, tørke og kolde vintre.

I haven

Præriehirse trives dårligt i en kold, våd og sur jord. Når planten er etableret, klarer den udmærket tørke. Den foretrækker en sandblandet lerjord eller en god humusjord. Den udvikler sig flottest i fuld sol, hvor hele planten får de fineste høstfarver.

Der er ikke den store pleje ved præriehirse, det vigtigste er i etableringsfasen, hvor der skal luges flerårigt ukrudt og især græsukrudt. Præriehirse skal først klippes ned tidlig forår, den står derfor fint vinteren over, og flere fugle har stor glæde af de fine korn.

Formering

Præriehirse kan både frøformeres og deles. Det kan dog være vanskeligt at skaffe frø, og den sætter ikke så ofte modent frø i Danmark. Det mest almindelige er at dele planten, da det især er sorter, som bruges.