Staudelathyrus

Staudelathyrus slynger sig gerne flere meter til vejrs med sine seje stængler og giver fra midt i juni et væld af smukke blomster, som ligner ærteblomster. Den er flerårig og kan vokse de mest ydmyge steder, hvorfra den kan kravle til vejrs og berige verden med et flor af rødlilla, hvide eller sartrosa blomster. Men – og der er et stort men, den har slet ikke ærteblomstens attraktive duft.

Staudelathyrus er en fladbælg

Staudelathyrus ligner til forveksling vores højt elskede ærteblomst, Lathyrus odorata, og den kaldes også flerårig ærteblomst.

Det botaniske navn er Lathyrus latifolius, og det korrekte danske navn er flerårig fladbælg. Den hører naturligt hjemme i Europa.

Men i en havesammenhæng er staudelathyrus og flerårig ærteblomst bedre navne, så for en gangs skyld vinder de populære navne.

Staudelathyrus og ærteblomst er to af de omkring 100 arter, som hører til slægten Lathyrus, på dansk Fladbælg.

Lathyrusslægten hører til i ærteblomstfamilien, som er en meget stor familie, der også omfatter grønsager som ært og bønne samt mange grøngødningsplanter.

Frø af lathyrus er giftige, da de indeholder derivater af myresyre.

En god og stabil haveplante

Staudelathyrus bliver flottest plantet i sol, og den klatrer efter lyset. Den finder selv noget at klatre opad, hvis man ikke er velvillig og sørger for et klatrestativ. Og skulle der mod forventning ikke være noget at klatre opad, vokser den gerne udad i stedet for og dækker et stort areal med et lilla blomsterhav. Den kan på en sommer nå op i en højde på 2–3 m.

Den foretrækker ud over fuld sol også en god havejord, gerne lerholdig. Den foretrækker en fugtbevarende jord, men tåler en tør sommer godt. Dens blade kan blive gullige, når bælgene begynder at modne sidst på sommeren.

Der er ikke ret meget, som kan slå en staudelathyrus ud af vækst. Selv nedklipning midt i væksten, dækning af roden med et sandbunke osv. overlever den og sender energisk nye skud op. Det eneste, den ikke er med på er opgravning og flytning. Lad være at forsøge, den går ud.

Modsat kan den være besværlig at fjerne et sted, hvor den har vokset i mange år, og det har givet den ry for at være ukrudtsagtig.

Den skyder nedefra hvert forår, så toppen kan klippes af i efteråret eller i foråret.

Hold blomstringen i gang

Staudelathyrus kan dyrkes i krukker og espalieres som ærteblomster. Der er normalt ingen problemer med overvintring – selv ikke i en beholder, som står ubeskyttet vinteren igennem.

Får den lov til at passe sig selv, vil den blomstre i en god måneds tid. Man kan ligesom ved ærteblomster forlænge blomstringen ved at fjerne de visne blomster, så den ikke når at sætte bælge.

Blomsterne besøges især flittigt af humlebier.

God i buketter

Blomsterne har ligesom ærteblomst en meget kort stilk, men er fine til at sætte i bunden af buketter, og de passer godt sammen med roser. De springer ud samtidig med roserne i juni.

Frø og såning

Staudelathyrus sætter mange frøbælge, hvis de ikke knibes af. De modner i sensommeren omkring 1. september, hvor man kan gå på udkig efter frø. Ofte er der stadig lidt blomster tilbage på planten på det tidspunkt.

Staudelathyrus kan selvså, men det sker kun i begrænset omfang, trods mange frøbælge. Måske er frøene eftertragtet føde for havens smådyr. Selvsåede planter er svære at flytte, og derfor er det bedre at så et antal frø på det sted, hvor man gerne vil have en plante.

Frøene kan sås i april på samme måde som ærteblomster på friland. Frøeme er meget hårde, og det er derfor en god ide at lægge dem i blød i vand i et døgn inden såning. De kan være lidt svære at få til at spire. Et gammelt råd er at slibe ydersiden lidt på et stykke groft sandpapir, så frøet ridses.

Sorter

Man kan købes frø af flere sorter med forskellig blomsterfarve. F.eks. ‘Red pearl’, som er den mest almindelige rødlilla sort i haver, ‘White Pearl’ og ‘Alba’ med helt hvide blomster, og ‘Pink Pearl’ har meget sartrosa blomster.