Lemon Queen – en staudesolsikke

Eftersommeren byder på mange blomstrende planter som solhat, duehoved, drejeblomst og mange flere. Når efteråret så tager fat, har blomstringen kulmineret, og det er nu høstfarverne, som maler landskabet.

Enkelte stauder topper dog først i slutningen af september og i oktober. En af disse er staudesolsikken ‘Lemon Queen’, som på trods af det royale navn ikke er særlig blæret. Det er en staudesolsikke med en forholdsvis lille blomst i en afdæmpet cremet gul farve. Er blomsterstørrelsen ikke stor, får den til gengæld et hav af blomster.

‘Lemon Queen’ sætter sit præg på efterårshaven og kan bruges enten som baggrundsstaude eller solitærplante. Foto: Jens Thejsen

Staudesolsikke

De fleste kendte solsikker er enårige og findes i et utal af størrelser og farver. Men der findes også fine staudesolsikker, som kan indgå mere permanent i haverne. F.eks. den fyldte Helianthus decapetalus ‘Soleil d’Or’ og den overhængende pilebladet solsikke Helianthus salicifolius. Men den småblomstrede ‘Lemon Queen’, har en helt særlig disket charme. Som almindelig solsikke er den i astersfamilien, altså samme familie som, solhat, solbrud, hjortetrøst og mælkebøtte.

Lemon Queen

‘Lemon Queen’ i selskab med sankthansurt i efterårets staudebed. Foto: Jens Thejsen

‘Lemon Queen’ er en tuedannende staude, som bliver ca. 150 cm høj. Den kommer først til syne fra omkring juli, hvor den efterhånden står som en fin grøn busk.

I september begynder den at blomstre. Lidt efter lidt åbner blomsterne sig, for efterhånden at stå med masser af blomster, som ikke har en større diameter end 6–7 cm. Men selv om der er mange blomster, virker den aldrig dominerende og voldsom. Den store bladmasse og den afdæmpede gule farve gør den til en fin baggrundsplante eller solitærplante, som diskret løfter sig og skaber ro.

Efterhånden som planten får nogle år på bagen, kan det blive en stor kraftig buskagtig staude. Den har ikke udløbere, så den holder sig fint i den kraftige tue.

I natur og have

‘Lemon Queen’ er en sort, så den er ikke naturligt forekommende, og dens oprindelse er lidt usikker. Sandsynligvis er det en sort af Helianthus microcephalus fundet i naturen, men nogle mener det er en krydsning. Den har dog mange fællestræk med H. microcephalus, som forekommer naturligt i Nordamerika midt og øst. Den vokser i prærielignende landskab og i lyse skove og skovbryn. I fuld sol og halvskygge udvikler den sig altså godt, og jorden skal helst være fugtighedsbevarende. En jord med ler eller muldjord. Den trives dårligt i en sur eller meget våd jord.

Insekter er glade for planten, og om vinteren sidder fuglene og nipper i de visne hoveder.

Der er ikke meget pleje ved planten. Plant i sol eller vandrende skygge, i den rigtige jord og vær sikker på der ikke er flerårig ukrudt. Klip den ned til foråret, når den har været vinterbolig for småkryb. Så vil den år efter år blomstre og være til glæde i efterårshaven