Amaryllis kan blomstre igen

Af Camilla Plum, kogekone og forfatter, Fuglebjerggaard

Amaryllis må være den mest imponerende blomst. Og netop imponerende, der er ingen rafinnementer at fordybe sig i, kun benovelse og beundring. Kødfuld og perlemorsskinnende, på stilke som trodser enhver fysisk lov. Vi køber dem i titusindvis hvert efterår, og specielt til jul.

Man køber dem i den helt sære tilstand, hvor et enormt struttende løg er ved at sprække under presset fra én eller flere blomsterstilke på vej op. Man venter, og efter ugers venten brækker knoppen, som nu befinder sig i op til en meters højde, og de nærmest sjofle blomster folder sig ud over nogle dage. De flotte eksemplarer har fire blomster, og blomsten hed da også »de fire verdenshjørner« før i tiden. Hvis man er heldig, og løget er stort, får man 2 eller 3 blomsterstilke på hvert løg. Efterhånden kommer de lange blade, nogen gange samtidig, men som regel først efter blomsterne. Det er noget af en forestilling.

Amaryllis i vindueskarmen

Amaryllis giver liv i vindueskarmen midt i den hvide vinter – her på en solskinsdag i februar. Foto: Karna Maj

Afblomstrede og trætte

Nogle amaryllisløgejere tror selvfølgelig, at der ikke kommer repriser, og køber nye løg næste år. Men de fleste håber på at få løget i blomst igen, men opgiver på halvvejen, eller får kun blade og ingen blomster.

Efter jul står de rundt omkring i en noget mere træt tilstand i kældre og på bagtrapper, indtil man enten prøver at gøre noget for dem, eller opgiver ævred.

Amaryllis blomstrer naturligt i foråret

Jeg har eksperimenteret med dem i årevis, og med en støt stigende samling, for selvom jeg har mange allerede, kan jeg ikke lade være at købe nogle flere hvert år.

Jeg har læst mindst ti forskellige forklaringer på, hvad man skal gøre, men problemet er, at de allesammen retter sig mod at drive løget frem til jul, og det kræver mindst en opvarmet udestue, hvad jeg desværre ikke råder over.

Det, man derimod skal gøre, er at opgive enhver tanke om at drive løget. Det har sin naturlige blomstring i marts–april, hvor de blomstrer i den varmeste del af Sydamerika og på de Canariske Øer, præcis som vi har krokus og hyacinther i haven.

Løget vil, uanset hvor det er i verden, indstille sit ur på denne årstid, og øvelsen med at snyde det til at blomstre før, er næsten dømt til at mislykkes, hvis man ikke er erhvervsgartner.

Sådan får du en ny blomstring

Tidlig forår
Man starter med at gøde planten godt og grundigt, fra den er afblomstret, hele sommeren og frem til sidst i september.

Man må selvfølgelig ikke skære bladene af. Det er bladene, der skal trække nok kraft ned i løget til en ny blomstring. Hvis man alligevel har gjort det, vander man forsigtigt, til løget sætter nye blade, og gøder den derefter.

Sommer
Hvis man har mulighed for det, sætter man løget ud i haven sammen med pelargonier og nerier, og hvad man ellers har af stueplanter, der får lov til at være ude om sommeren.

Hvis man kun har ét løg planter man det om i en lerpotte inden det kommer ud, ikke kun af æstetiske årsager, men fordi plasticpotter virker som en dampgryde i solskin. Hvis man har flere sætter man dem i en stor potte sammen, dels fordi det er pænere, nemmere at vande, og fordi det ikke tørrer så let ud i en stor potte. Stil potten i solen. De skal plantes med ca 1/3 af løget over jorden.

Løgene er vant til at blive bagt grundigt igennem, for at blomstre, og det kræver en solstegt plads. De skal vandes, men de må ikke soppe, der er større fare for, at løget dør af overvanding og simpelthen rådner, end at det dør af udtørring.

Man kan binde bladene op til et par pinde, hvis man synes de flopper for meget.

Efterår
Om efteråret, når man alligevel tager de andre potteplanter ind, tager man også sine Amaryllis ind. De kan ikke tåle den mindste smule frost. Så checker man potten grundigt for snegle, og stiller den en køligt, mørkt og tørt sted.

Vinter
Her står den stille og roligt og tørrer ind, og man glemmer alt om den frem til godt efter nytår. På et tidspunkt begynder der at titte små lysegule spirer frem af løget, som måske bare er blade, men også kan være blomster. Så fjerner man de visne blade, vander potten godt igennen og stiller den ind i stuen.

I løbet af nogle uger gentager underet sig, stilkene vokser, først ser det ikke ud af noget, men pludselig tager det fart, blomsterne folder sig ud, og hvis der står flere i en potte, ser det fuldstændigt forrygende ud. Jeg har amaryllis i blomst konstant fra februar og helt ind i maj.

De ser ikke altid så prangende ud som hos nyindkøbte løg, nogengange er der kun to blomster på, andre gange bliver stilkene ikke så høje, men der er absolut godt nok.

Hvis løget er stort, og man er heldig, får man 3–4 blomster. Foto: Anja Egeriis

Amaryllis i mange farve og udgaver

Meleret

Amaryllis blomstrer ofte sidst på vinteren og med det hvide landskab som baggrund til den imponerende blomst – her i en meleret/striber udgave Foto: Anja Egeriis

Der findes Amaryllis i utroligt mange farver, stribede, melerede, fersken, rosa, dybtrøde, lillarøde og brunrøde, og de ser fantastiske ud sammen. De eneste, jeg har det svært med, er den almindeligste orangerøde, men man bliver nu mere tolerant, når der står en 3–4 stykker og blomster mod ruden i det allersomsureste vintervejr. Og sådan bliver det ved, løgene sætter sideløg, men først når de er ved at sprænge potten, sætter man dem over i flere potter, de kan ikke særligt godt lide at blive forstyrret.

Iøvrigt er der flere af mine løg, som også lige tager sig en sommerblomstring, men her bliver stilkene ikke mere end 20 cm høje, og de ser helt mærkværdigt eksotiske ud i en sommerhave.

Hvis man bliver helt bidt, kan man begynde at samle på Amaryllisarter, som der er en del af. De er endnu smukkere, spinklere, og i helt fantastiske farver. Hvis man er om sig, kan man faktisk finde mange af dem, også mindre amaryllis med flere stilke på hvert løg.

Det rigtige navn er ridderstjerne

Og så må jeg vel til det, at indrømme at amaryllis er en helt forkert betegnelse for de kære løg. De hedder Hippeastrum, eller på dansk ridderstjerne, og Amaryllis, som på dansk hedder belladonalilje, er noget helt andet. Ganske vist også et løg, men en noget mere tolerant model fra Sydafrika, som på lune pladser kan gro på friland i Danmark. De blomstrer i september og ligner en spinkel Hippeastrum, med lyserøde eller hvide blomster på lange tynde stilke, og er aldeles fortryllende. Men jeg ville nu ligesom med hageliljer og neriner, som er nogle helt andre lige så fantastiske løgplanter, have dem i store potter for en sikkerheds skyld og overvintre dem indendørs, eller godt pakket ind i drivhuset.

Kommentarer

Der er 19 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Bjarne’s frø og planter

Eksotiske og specielle er vores liv!

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Staudestedet

Mange forskellige stauder

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

Solsikken

Alt til den økologiske have

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Løg og knolde > Amaryllis kan blomstre igen

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider