Måneskinshaven

Af Birgit Reimer, planteskoleejer, Caroline Mathildestiens Staudeplanteskole

En vinter læste jeg Vita Sackville-Wests bog om tilblivelsen af Sissinghurst Garden og den berømte hvide have. Ved et senere sommerbesøg, hvor jeg vandrede rundt i den hvide have, var det midt på dagen, og den tog sig ikke anderledes ud end de andre haver på Sissinghurst. Alligevel kunne jeg sagtens forestille mig det, hun havde skrevet om familiens sene aftensmåltid i netop den have. Om solnedgangen og tusmørket og skyggerne og månens stråler, der fik det grålige løv og de forskellige blomster til at lyse, så hele haven lyste i halvmørket. Det kunne jeg ikke glemme.

Hvid fredløs Foto: Birgit Reimer

Alunrod ‘Chantilly’ Foto: Birgit Reimer

I min egen staudeplanteskole gik jeg konstant rundt og blev inspireret til at sætte bede sammen med en særlig farve, et specielt udtryk eller en bestemt stemning. Det endte med, at jeg sammen med Maria Juhl Jakobsen skrev en bog om at lave bede, og kapitlet om måneskinsbedet var et af de første, vi skrev.

En have i måneskin er en fortryllet have. Alt ser ud og føles meget anderledes, end det plejer, så hvis man elsker sommeraftener udendørs, er det nemlig oplagt at plante et måneskinsbed eller nogle måneskinsstauder i nærheden af siddepladsen. De kan stadig nydes, når solen står lavt, når dagslyset svinder, og når tusmørket falder på. Eller man kan plante en god portion månegule stauder længere væk i haven. Om dagen falder de i med alle de andre stauder, men om aftenen træder de frem og giver dybde.

Måneskinsbedet

Engblomme ‘Alabaster’ Foto: Birgit Reimer

I bedet i bogen plantede jeg hvid silkepæon, lysegul nellikerod, sartgul engblomme, lysgul ranunkel, hvid sibirisk iris, gul fingerbøl, hvid fredløs, hosta med gulligt løv, grønbladet alunrod med hvide blomster og oktobersølvlys. 10 planter til 1m2. Lidt mange måske, men de fyldte bedet på bare en sæson.

Jeg har altid haft en svaghed for stauder med cremehvide og sartgule farver, og jeg kan bedst lide at blande det hele som i en grøftekant. Altså 1 m² med 10 forskellige stauder i stedet for 1 m² med en slags. Størrelsen på blomsterne er også forskellig. Pæonen er imponerende i blomst og akkompagneres af småbitte ranunkler og nellikerod. Er der store blomster, skal der også være små, og er der noget groft, skal der være noget fint. Kontrasten fremhæver begge dele og giver det frodige og vilde udtryk, som jeg godt kan lide.

I bedet er der planter i blomst fra maj til oktober. I oktober til november har hvid fredløs og alunrod høstfarver, og resten af vinteren står sibirisk iris med markante frøstande.

Ranunkel ‘Sulphureus’ Foto: Birgit Reimer

Dette måneskinsbed kan gro i fuld sol, hvis jorden er tilstrækkelig fugtig, eller under letløvede træer i vandrende skygge. Blomsterfarverne passer alle steder. I fuld sol skiller bedet sig ikke ud fra andre bede, men på en overskyet dag lyser de sarte farver og kan ses på afstand.

Måneskinsbedet med de mange forskellige planter på et lille areal. Foto: Birgit Reimer

Men der er mange andre muligheder – se skema nedenfor.

Måneskinsstauder med stærk duft

Daglilje, Hemerocallis citrina, springer ud om aftenen og blomstrer natten lang og dufter vidunderligt. Det samme gør toårig natlys, Oenothera biennis, der også kaldes klokken-otte-blomst. Den springer ud ved nitiden (sommertid) og dufter berusende stærkt.