Amarant

Drømmer du om en både flot og nyttig plante til sommerhaven, så er amarant et godt valg. Den kan give farve og form i haven, den kan fylde husets vaser med buketter hele året, den kan tiltrække fugle til haven, og ikke mindst kan den anvendes på flere måder i dit køkken.

Amarantfamilien

Amarantfamilien er en stor plantegruppe med over 50 forskellige arter, der stammer fra Amerika, Afrika og Asien, men som i dag er blevet spredt over hele kloden.

Amarant har et usædvanligt højt næringsindhold, og siden tidernes morgen er frø og blade af vilde arter blevet indsamlet og brugt som medicin, fødekilde og foder til dyr, og amarant er i dets hjemlande blevet dyrket.

Flere amarantarter og -sorter er meget iøjnefaldende på grund af farverige blade eller gevaldige blomsterstande, og derfor er planten blevet dyrket som sommerblomst i Vesten. Man kan for nemheds skyld inddele amarant i grupper efter deres brugsværdi. Der skelnes mellem:

• Bladrige amarant
• Specielt frøholdige amarant
• Dekorative amarant
• Amarant som ukrudt

Alle amarant har spiselige blade

Alle arter og sorter af amarantfamilien har spiselige blade, så havens kulørte sorter kan også give farve og ekstra pep til salaten. De bladrige amarant dyrkes pga. deres store bladudbytte, og her er der stor variation mellem arter og sorter.

De vilde arter er også værd at omtale. De er især brugt i mad i Østasien. En blad­rig amarant er som regel en etårig opret voksende køkkenurt, der bliver ca. 35 cm høj. Bladene er saftige og klasker let sammen efter høst. Bladene kan være mørkegrønne, lysegrønne, rødnervede, mørkerøde eller brogede. Bladene varierer i størrelse; nogle er små, mens andre er op til 15 cm lange. Mange bladrige amaranttyper udvikler attraktive blomsterstande, der varierer i farverne grøn, gul og rød. Blomsterstande hos de bladrige typer er som regel oprette i vækst.

Både blade og stilke er egnede til spisebrug. Pluk unge blade og brug dem som erstatning for spinat i stirfry-retter eller som fyld i suppe og stuvning. Brug dem som pynt på smørrebrød eller som et farverigt indslag i salatskålen. De unge stilke kan skrælles og dampes let a la asparges ligesom den gamle køkkenurt stolthenriks gåsefod. Blade af amarant er fulde af A- og C-vitamin, samt kalk, jern og protein. De indeholder også oxalsyre.

Bladrige amarant

Kinesisk amarant, Amaranthus tricolor (tidligere A. gangeticus), dyrkes som erstatning for spinat i Indien, Sydøstasien, Kina og Japan. Hele planten er spiselig, men det er især blade og stilke, der foretrækkes. Planten skal have varme og fugtighed for at trives godt. Ved udplantning bør der beregnes en afstand på ca. 10 cm. Planterne høstes efter ca. 6 uger, når de er ca. 20 cm høje. Sorten ‘Red in Snow’ får røde stængler og rødnervede blade og bruges bl.a. som skær og kom igen-kultur.

Specielt frøholdige amarant

Amaranthus hypocondriachus og Amaranthus cruentus er to arter, der begge stammer fra Sydamerika, og som især er dyrket som kornafgrøde.

Frø af disse er blevet spist som spirer eller blevet formalet og brugt ved bagning af brød. Når frøene ristes på en varm pande, popper de op ligesom popcorn, men det er meget små popcorn. De smager let nøddeagtigt.

Selv om arterne er fra Sydamerika, så er de i dag mere populære i dyrkning i Indien, hvor bl.a. de røde former af Amaranthus cruentus bruges til farvning af stoffer.

Amaranthus cruentuskaldes på dansk rød amarant og bliver op til 50 cm høj. Den får gulgrønne eller røde oprette aks, og hos de rødblomstrende sorter er selv bladene mere eller mindre purpurfarvede. ‘Pygmy Torch’ får røde blade, mens ‘Green Thumb’ får grønne blade.

Dekorative amarant

Kinesisk amarant, Amaranthus tricolor, dyrkes især for den dekorative værdi, og den kaldes også for papegøjeamarant. Blade på denne art er gerne smalle og mere farverige. De danner en farverig bund i havens blomsterbed, og bladene pynter i dagens salat.

Amaranthus caudatus har det danske navn er rævehaleamarant, men ofte kaldes den blot rævehale. Der findes flere sorter med både grønne eller røde hængende blomsterduske, og nogle sorter har kortere og mere oprette blomsterduske. Den bliver op til 100 cm høj og blomstrer fra juli og indtil frost. Den oprindelige farve var vinrød, men i dag findes også sorter med gulgrønne blomster, f.eks sorterne ‘Green Tails’ og ‘Viridis’. På New Zealand er man begyndt at dyrke Amaranthus caudatus, da frøene er ved at være en eftertragtet fødekilde på grund af deres høje næringsværdi, og fordi de ikke indeholder gluten.

Amarant som ukrudt

Nogle arter, der betragtes som ukrudt, er topamarant, Amaranthus hybridus, hvid amarant, Amaranthus albus, grøn amarant, Amaranthus viridis, og opret amarant, Amaranthus retroflexus.

Hvordan jeg har fået sidstnævnte art som ukrudt i haven, ved jeg ikke, men i dag dukker den troligt op i køkkenhave og staudebede til glæde for mine høns og de små fugle. Den kaldes ofte for svineamarant, da den bruges som foder til svin i Østen. Flere arter er indslæbt i Norden, og er bla. forvildet via haveaffald fra lossepladser.

Dyrkning af amarant

Når du sår amarantfrø, så vent til jorden er mindst 10 grader varm. Forså gerne i mistbænk i april måned, eller så den ovenpå jorden i maj. Husk at planten slet ikke tåler frost. Plant ud på en lun jord, hvor der er læ, og jorden er næringsrig og muldrig. Så evt. planter i køkkenhaven mellen squash og bønner, ligesom de gør i Kina. Så kan de klatrende køkkenurter støtte sig til de høje amarant.

Hvis du ikke høster dine amarant, før frøene modner på planten, vil den så sig selv og kan blive ukrudtsagtig. Fuglene er glade for de modne frø. Der er lavet forsøg med dyrkning af amarant herhjemme, men forsøgene mislykkedes, da det er svært at høste frø maskinelt. Frøene modner langsomt og over en længere periode, hvilket giver et spild ved høst. Brug evt dine frøstande som foder til piphans.

Man kan også tørre frøstandene i buketter. Amarantblomsten beholder farve og form efter tørring, hvorfor den kan bruges i blomsterdekorationer og kranse. Navnet amarant kommer af »maranton«, der betyder »ikke forgængelig«, og planten er blevet symbol på udødelighed.

Høst af frø

Prøv med mellemrum, om der er ved at være modne frø. Frøene »malkes« af frøstandene med hånden og ned i en skål. Der skal høstes i flere omgange, og man får masser af fnuller med. Frøene er meget små, og den letteste måde at adskille frø fra fnuller er med en sigte, hvor frøene netop kan passere. Det sidste fnuller kan blæses væk.

Amarant som fødekilde

Længe før Columbus fandt vej til Amerika og bragte frø og andre kostbare skatte med tilbage til Europa, var amarantfrø en af Latinamerikas væsentligste fødekilder. Frøene havde stor betydning ved religiøse højtider, hvor de blev formalet og blandet med honning og menneskeblod og derefter formet til slanger, dyr og guder og spist ceremonielt.

De spanske conquistadorer brød sig ikke om disse hedenske skikke og forbød dyrkning af amarant. Den, der spiste af frøene, blev straffet med døden. Det medførte, at planten blev glemt, bortset fra få steder i Andesbjergene, hvor indianere holdt liv i afgrøden.

I dag er man imidlertid blevet opmærksom på, at der ligger uanede værdier i denne vækst, som kan få betydning på verdensplan.

Amarantfrø kan købes i helsekostbutikker, og frøene egner sig ìsær til mennesker med vægtproblemer, da der er et mere ideelt proteinindhold end i korn og soja, bl.a. på grund af et stort indhold af aminosyren lysin. Da frøet ikke indeholder gluten, men giver godt mel, der kan bruges til brødbagning, anses det også for at være et godt alternativ for gluten­allergikere. Poppede amarantfrø kan også købes, og de findes i en række müsli­produkter.

Opskrifter på amarant kan bl.a. findes i bogen Mad med korn og frø fra Forlaget Frydenlund.