Drivning af rabarber

I vintermånederne drømmer vi om foråret. Vi læser havebøger og kigger frøkataloger. Men faktisk kan vi gøre noget aktivt og helt praktisk for at fremskynde en af de allerførste afgrøder, vi kan høste i haven, nemlig rabarber. Det er så let at glemme det og komme for sent, og hvor er det ærgerligt, når man med en lille arbejdsindsats kan begynde at høste rabarber hele 3 uger før normalt.

Tidlige sorter til drivning

Hvis man vil prøve at drive rabarber, forsøger man sig selvfølgelig med en del af dem, som man nu engang har i haven – de vil jo altid blive tidligere end resten. Vil man for alvor satse på at drive rabarber, er det en god ide at investere i tidlige sorter som ‘Timperley Early’, ‘Rosara’, ‘Victoria’ og ‘Linnaues’.

Kuldeperiode nødvendig

Rabarber stammer fra Asien, bl.a. Mongoliet, og planten kræver en vis kuldesum, inden den går i gang med at sende blade op. Kuldesummen er sortsafhængig, men ligger på 7–9 uger ved 3–10°C. Denne kuldesum når man normalt engang i løbet af januar.

Den besværlige og professionelle metode

Man kan drive rabarber til høst allerede sidst i januar, men det kræver dels, at man har forhold til at drive ved de helt rigtige temperaturer, dels at man ikke høster af dem året før, og at de graves op om efteråret. Når de drives så intensivt, skal de enten skal kasseres bagefter eller skal have flere års pleje, inden de igen kan bruges til drivning.

Rabarber kan graves op allerede i efteråret og sættes i potter til drivning. De skal placeres ude, så de får den kuldesum, som er nødvendig, inden de kan drives. Når drivningen skal startes, sættes de ved 13° C, som er bedste temperatur. Temperaturer under 10° og over 15° giver reduceret udbytte og dårligere resultat. Drivning i mørke giver rødere stængler.

Drivningsforsøg i 1964 ved Spangsbjerg

Nedenfor kan man se resultaterne for de fire bedste sorter fra et drivningsforsøg i 1964, hvor 18 sorter i alt blev afprøvet. Drivningen foregik i mørke i elopvarmede bænkkarme. Victoria gav langt det største udbytte med kraftige stilke, der efter drivning i mørke havde en tilfredsstillende farve, men saften var næsten farveløs. Rosara forekom lidt tynd og med lys stilkfarve, men havde den mest røde saft.

Udbytte i høstperioder kg/m2

Stilkfarve og saftfarve for drevne sorter.

Kilde: Sortsvurdering af rabarber 1977–79. A. Thuesen. Beretning nr. 1592 fra Statens Planteavlsforsøg.

Den lette metode til baghaven

Der er imidlertid en langt lettere og for planterne mindre stressende måde at drive dem på, hvis man er tilfreds med at fremrykke høsten ca. 3 uger. Faktisk kræver denne metode ikke større arbejdsindsats, end det tager at skaffe et par trillebørfulde halmrigt hestemøg. Måske kan man bruge anden møg, men det er en betingelse, at det er meget halmrigt, da halmens isolerende virkning spiller en vigtig rolle. Måske kan man bruge ren halm, selvom man så ikke får den varmeskabende og gødende virkning, når møget nedbrydes.

Rabarberne skal ikke dækkes, før vi har haft kulde nok til at de har været udsat for den ovennævnte kuldesum, typisk i løbet af januar. Når tiden er inde lægger man simpelthen et 50–60 cm tykt lag hestemøg hen over det sted, hvor rabarberblokkene står. Hvis man kan se – eller ved, hvor blokkene er – kan man sætte en omvendt spand eller stor urtepotte over, inden der bunkes hestemøg op over. Der kan evt. lægges plast ovenover.

Rabarber dyrket i direkte kontakt med hestemøg bør selvfølgelig ikke spises rå, men skal vaskes og tilberedes først.

Drivning med eller uden lys

Rabarber drevet helt i mørke får mere intenst røde bladstilke. Hvis man vil have mest mulig rød saftfarve, skal man plante ‘Rossara’ – intensitet i saftfarve er nemlig sortsafhængig, som man kan se i skemaet ovenfor.

Rabarber midt i marts. Stilkene i midten med de gule blade er drevet i mørke under en sort 10 liters spand. Stilkene til venstre er drevet under en kæmpestor urtepotte, så bladene har kunnet få lys og luft. Stilkene til højre er fra en blok, som kun blev dækket med hestemøg. Foto: Karna Maj