Lydford Gorge

Det er eftermiddag, vi har været rundt i Dartmoors bakker i et utroligt regnvejr. Vores mål er at finde et sted, hvor man kan få eftermiddagste. Det er jo i England, og der er vådt og koldt. Det er langt ude på landet, og der er langt mellem husene.

Vi finder en tankstation og spørger, om der er nogle muligheder i nærheden. Vi skal bare køre endnu længere ud på landet, til en lille bitte landsby, der hedder Lydford. I Lydford har posthuset et tearoom. Vi kører væk fra den i forvejen ikke særligt store vej, og kommer som lovet til et lille sted og ganske rigtigt: bestyreren på posthuset serverer hjemmebagte kager, »Cornish clotted cream« og en rigtig god te.

Lydford Gorge

Efter teen går vi en tur. Vejret er blevet godt, og Lydford er en historisk by med både en gammel kirke og en gammel borgruin. Smukt og hyggeligt. Da vi skal tilbage til bilen, ser vi, at hvis man fortsætter væk fra Lydford, så er der et fald på 15%. Det er måske værd at se. I hvert fald er det en smuk vej med flotte grønne vejsider. Det viser sig, at her har The National Trust et fredet besøgssted, Lydford Gorge. Der kan man gå en tur ned i en dyb slugt. Det ser spændende ud, med flotte, træbevoksede skråninger og en lille flod i bunden.

Den grønne slugt

Vi følger stien ned og ser hurtigt, at her er en flot vegetation: Mange forskellige træarter, mosser, bregner og vedbend som epifytter og en bundvegetationen med stor frytle, engelsød, kambregne og lidt ramsløg. Vi kommer ned til floden og går op langs den. Vandet er klart, og der er meget lavvandet. Ude i floden vokser frodige skærmplanter. Dem må vi ud og se. Lysspillet er utroligt smukt, når man står midt i floden og ser mod siderne eller op og ned langs den. Det glimter uafbrudt imellem vand og himmel med skiftende sol og skygge.

Vi går videre op langs vandløbet. Enkelte steder er der større huller i flodbunden, og det er tydeligt, at her er der fisk. Langs kanten står store træer. Ask og lidt længere inde stilkeg. I bunden findes nogle få anemoner, bingelurter og lidt frytler.

Vi fortsætter og går over en bro. Videre langs floden på den anden side. Skrænterne bliver mere og mere stejle. Floden ændrer sig, den begynder at bruse. Enkelte steder kan man se grundfjeldet springe frem. På klipperne vokser kambregne, nogle steder er der hjortetunge, og flere steder ramsløg. Ved kanten er der vandarve.

Den smalle fugtige slugt

Her er floraen domineret af mos og bregner. Foto: Jens Thejsen

Floden bliver smallere og smallere. Vandet strømmer med stigende kraft forbi os. Skrænterne er stadigt mere stejle, og også mere og mere fugtige. Alle vegne drypper det ned fra klipper og planter. Siderne er nu helt dækket med ramsløg, hjortetunge og med vedbend, der hænger som lianer fra klipperne ned mod vandfladen.

Alt bliver mere og mere underligt, luftfugtigheden stiger, lyden fra flodens brusen bliver mere og mere voldsom. Vandet kører rundt og danner skum, hvirvler og skaber en utrolig, buldrende lyd. Det drypper ned overalt, som regn. Stien bliver smal og våd, skrænterne er lodrette, luftfugtigheden er så høj, at man trækker vejret tungt og besværet.

Klipperne er glatte at træde på, kan man gå her? Hvor ender vi? Midt i dette er der en skønhed så enorm, at man skiftevis må spærre øjnene op og lukke dem. Lyset skifter hele tiden fra skygge til fuld sol. I skyggerne er der grønne genskær fra løvet ude i solskinnet, og sollyset selv filtreres gennem masker af lysegrønt løv. Dette er et sted for bregner og mosser, her er det de grønne farver som bestemmer skalaen. Der er fugtigt og frodigt, men køligt.

En verden af grønhed

Klippevægen er nu en verden af grønhed. Masser af fugtelskende planter, frytler, hjortetunger, små tuer af jomfruhår og bevoksninger af lungemos, som flytter alle grænser for, hvad der er ukrudt, og hvad der er ikke er det. Floden bruser, og det drypper med store, kolde dryp i håret. Vandet er mørkt og meget dybt her. Nogle steder farer det af sted med skum og brusen, andre steder kører det langsomt rundt i spiraler med glat og olieagtig overflade, sort og afvisende. Planter dækker alle flader, både de vandrette, de skrå og de helt lodrette. Stængler ranker sig efter lyset, hænger ud over klipperne ned mod vandet, spirer frem i alle revner.

Lidt længere oppe ad stien standser vi: Lydene er blevet mere dæmpede, og floden høres kun som en svag torden. Her er der store buketter af hjortetunge, hængende vedbend, store flader af ramsløg. Væggene er dækket af lungemos og enkelte fine, små radeløvbregner. Træer er der ingen af, men enkelte buske af hassel og hvidtjørn står og kæmper sig frem til et forsinket løvspring her nede i den kølige og fugtige dunkelhed.

En almindelig flodbred

Efter at have vandret langs floden på smalle stier langs med stejle klipper, når vi igen en mere almindelig flodbred. Nu er det mest fuglenes sang, som dominerer. Kun dæmpet høres lyden fra den brusende flod. Det hele bliver mere hverdagsagtigt, og det virker beroligende at se en flade med skovjordbær.