Længe leve pausen!

Hver gang jeg hører folk udbryde;
– Åh nu er det snart solhverv, så vender lyset tilbage, og så kommer foråret.

Tænker jeg, hvad er der galt med den korte vinterpause? Hvorfor er vi så forhippede på at leve forlæns, og hele tiden at glæde sig til alt det, der ikke er NU? Når det er november længes folk efter lys, forår og varme. Når det er forår, glæder folk sig vildt, til det bliver sommer. Når det er sommer – ifølge kalenderen er det sommer også udenfor juli måned – så taler alle om længslen efter sol og mer’ varme. Som om det, at bo i Danmark, er behæftet med en stor klimafejl, når temperaturen er under 25 grader, og drinks ikke står i kø på terrassen. Før debatten om klimaforandring, nærmere betegnet i min skoletid, lærte jeg, at Danmark har et tempereret kystklima med milde somre og milde vintre. Modsat Rusland, som har fastlandsklima med iskolde vintre og drønvarme somre. Allerede dengang tænkte jeg, hvor er vi bare heldige her i landet (selvom jeg da havde bemærket, at det sjovt nok altid regnede Skt. Hans aften) med alle fire årstider, der glider over i hinanden på smukkeste vis. Én af de fire årstider er altså vinter.

Jeg kan tage fejl, men jeg har svært ved at forestille mig, at mennesker få generationer tilbage sad hver vinter ude på landet og længtes efter forår og sommer. Hvor de skulle pløje og så, passe og pleje jorden, og knokle fra morgen til aften. Mon ikke en i ny og næ sad og smånikkede i stor tilfredshed med, at der faktisk ikke var det helt store arbejde at udføre udendørs? Bortset fra pasning af dyrene. Som nød de ekstra timers halvmørke, hvor man lige kunne snuppe en ekstra lur, eller måske ligefrem indlægge en pause?

En kreativ stund i stilheden Foto: Kirsten Dietrich

Nu har vi så fået alt, hvad hjertet kan begære af varme, ly, plads og mad i lange baner. Mon ikke alle os, der har køkkenhave, glæder os på daglig basis over al det forråd, vi har stuvet sammen? Men hvor gik det galt med den dér pause? I disse tider hvor vi konstant støder på mennesker, der faktisk får penge for at fortælle andre, at det er sundt at leve i balance. At det er sundt at leve i nuet. At eftertænksomhed, pause og opmærksomhed er det, der skal til for at leve et godt og velafbalanceret liv i kontakt med vores indre.

Det er få uger siden, jeg stillede riven og grebet på plads i skuret, skuttede mig i kulden og tænkte, juhuu, nu har jeg 2 ½ måneds pause, inden det hele starter forfra. Alle valnødder er plukket, bladene fjernet og delt, for man skal ikke lægge blade fra valnøddetræer op i komposten, har jeg læst et sted. Fryseren er proppet med jordbær, hindbær, solbær, rabarber og hyldeblomster (til te). Forrådskammerets hylder bugner med syltede agurker, rødbeder, pickles og alt det sjove, man lige skulle prøve i år. Det går godt nok hurtigt med at tømme alle sylteglas og bøtter med valnødder, men alligevel. Der er dømt time out!

Hvordan folk får tid og kræfter til at holde jul, og køre hele pakken igennem, fatter jeg ikke – vi holder ikke selv jul hvert år, men det er et helt anden historie. Og hvorfor Henrik Nordbrandt har set sig vred på en dansk november, forstår jeg heller ikke. Indrømmet, jeg kan også bedre lide sne, solskin og høj himmel. Meget bedre endda. Regn i overdoser giver drivhuset og bygningerne et grønt skær, der er en anelse bekymrende. Med til at leve i flow hører, at det, man ikke kan ændre på, bliver man tvunget til at lade ligge. I stedet glæder jeg mig over, at jeg ikke lever på Svalbard eller i et tørkeramt område i Afrika.

Vores drøm om en rigtig vinter Foto: Kirsten Dietrich

Pausen bruger jeg til flere ting. Refleksion og læsning, samt alt det, der ligger ind imellem. At der findes både have, en kaffebar og et bibliotek i Paradis, er jeg ikke i tvivl om. Bøger må være noget, Vorherre opfandt på en meget lykkelig dag!

En lykkelig stund Foto: Kirsten Dietrich

Hvordan i alverden skal vi dog kunne leve et helt og godt liv uden pausen? Som giver muligheden for at reflektere over, dels om vi bruger vores potentiale fuldt ud, og dels om det, vi bruger vores liv på, giver mening. Vinteren er også tiden, hvor vi kan se tilbage på alle de tiltag, vi har udført i haven i året, der gik, og om de gav pote? Kan noget gøres anderledes? Er det stadigvæk sjovt? Giver det hele mening?

Hvis jeg tænker som regnedrengene, der i mine øjne har alt for meget magt, så er min timeløn i køkkenhaven ikke højere end den lavest lønnede indiske dreng, der står med fødderne i kemikaliefarver dagen lang for at farve tekstiler til os i de »udviklede« lande. Mine tomater er modne, når hylderne bugner i supermarkedet, også de økologiske. Mine agurker kommer godt nok lidt før tid, men de bliver hurtigt overhalet indenom, og kan købes 3 for en tier nogle uger senere i butikkerne. Mine kartofler får som regel skurv, mine gulerødder har aldrig en ordentlig spisestørrelse på det tidspunkt, da vores lokale supermarked bugner af danske lammefjordsgulerødder med top.

Selv ikke, når jeg indregner de høje priser på økologiske valnøddekerner – i år nåede vi op på 3,6 kilo til fryseren – kan al min møje og besvær b e t a l e sig. De, der ikke selv dyrker køkkenhave, siger ofte, jamen med alle de grøntsager og al den frugt, du har i din have, må du jo spare mange penge! Næh, egentlig ikke. I hvert fald ikke direkte. For godt nok ryger der mange ting i fryseren og mange ting i sylteglas, men der langes også en hel del over disken til venner og familie, der også nyder godt af alt det, en forholdsvis lille »selvforsynings« have kan byde på.

I sidste uge af marts måned Foto: Kirsten Dietrich

Så betale sig får en anden betydning end tal på et regneark. Gevinsten er al den glæde, man har ved at se og dufte til roser i fuld udfoldelse i juni/juli måned. Det er henrykkelsen over de første purløgsspidser i marts, man kan drysse over nylagte æg på en rugbrødsmad. Det er glæden ved de første vintergækker, erantis, skud på klematis og rabarber der stikker op af jorden i marts. De forskellige narcisser, der blomstrer i april, og så glemte jeg helt mine tulipaner. Og mine Magenta hybenroser – det bliver ved og ved. Fra tidlig februar til sen oktober vælter herlighederne op af jorden, og ligesom alle de ting, man skulle lære, da man var ung (såsom blindskrift for eksempel) der dengang ikke gav nogen mening i den store fremtid, man havde planlagt for sig selv, så giver det ingen mening at anskue min køkkenhave ud fra en økonomisk synsvinkel.

Mine yndlingsroser Foto: Kirsten Dietrich

I november er jeg så blevet mæt. Og træt. Af havearbejde. I år slog vi alle sammen græs i slutningen af oktober, så jeg kan sagtens både leve med og nyde de ganske få halvmørke måneder, hvor jeg har lidt overskud til andre sider af tilværelsen, og »bare« kan dykke ned i fryseren, eller snuppe et glas fra hylderne og glæde mig over, at alt det kommer ude fra min egen have. Et glas rødbeder fra supermarkedet koster ikke mange penge, men de smager overhovedet ikke som mine egne. Slet, slet ikke. Hvordan de, der ikke har en køkkenhave, kommer glade igennem vinteren, vides ikke, men her er det ikke svært.

Refleksion og fordybelse åbner op til vores intuition. Som i mine øjne er noget af det mest dyrebare, vi har. Intuitionen er altid rede til at banke på, når noget er ved at gå i ged, eller noget skønt er under opsejling. Når vi spurter rundt i haven med et greb i den ene hånd og en skovl i den anden, mens vi forsøger at udregne, hvor mange skridt, man kan spare, hvis man lige snupper trillebøren med på vejen, er ikke situationer, hvor de dybe refleksioner sættes i spil.

Derfor er det helt utrolig skønt at bo i et land med indlagte klimapauser