Børn og havens giftige planter

Af Inge Havetip, forfatter, Inges havetips

Jeg møder ofte bekymrede forældre, der er bange for, at deres børn spiser nogle giftige planter i haven. Ifølge selvsamme forældre har ungerne nemlig for vane at putte stort set alt i munden.

Stormhat, der også kaldes for Venusvogn, er skurken i mere end én krimi. Planten er en både smuk og nem staude, men seriøst giftig.

Med et glimt i øjet tænker jeg, at det må være dejligt. Børn har jo ellers ry for at være så skrækkelig kræsne, så tænk at have en pode, der helt frivilligt guffer alskens grøntsager i sig ;-)

Nå, spøg til side! Jeg forstår i allerhøjeste grad forældrenes bekymring! Men jeg kan også berolige med, at langt de fleste giftige planter smager rædselsfuldt, og at der som regel skal betydelig mere end et enkelt blad eller bær til at give forgiftningssymptomer. Samt at symptomerne oftest er opkastninger, udslæt, hovedpine eller diarré. Altså ikke noget virkelig alvorligt, selvom det da helt bestemt kan være ubehageligt nok.

Dyrk dine egne lækre og sunde grøntsager i haven

Der er dog enkelte planter, som små børn skal holdes langt væk fra. Galnebær, Pigæble, Taks og Stormhat er slemme sager, og de ellers så smukke engletrompeter, fingerbøl-blomster (se foto øverst på siden) og juleroser karakteriseres også som meget giftige, mens guldregn, der undertiden bliver omtalt som noget nær dødelig, »kun« betegnes som almindelig giftig og altså hører til i samme kategori som rhododendron og tulipaner.

Du kan finde flere informationer om giftige planter på Giftlinjens hjemmeside

Anlæg en spiselig og ganske ufarlig have

Hvis du synes, at det virker ret uoverskueligt med alle de giftige planter, så har jeg et godt forslag. I stedet for at sætte fokus på alt det, der er mere eller mindre giftigt og farligt, så anlæg en helt igennem spiselig have, hvor ungerne kan gumle og gnaske i de dejligste bær, frugter, nødder og grøntsager.

Purløg er flotte, når de blomstrer. Brug dem som kant eller muntre farveklatter rundt om i haven. De er så nemme at dyrke – og ganske ufarlige

Frugttræer er jo selvskrevne i sådan en have, og det samme er bærbuske. Både solbær- og ribsbuske er glimrende som uklippede hække, og hindbær kan bruges som let læhegn ved terrassen eller danne en spændende labyrint, som ungerne kan lege og gemme sig i.

Jordbær behøver ikke stå på rad og række. Planterne breder sig jo med udløbere og kan hurtigt danne et tæt og lækkert bunddække, der kvæler ukrudtet. Så slipper du samtidig for at luge.

Bønner skal altid koges, inden de spises. Rå bønner er giftige!

Krydderurter er også fine, og mange af dem tiltrækker sommerfugle, så der også bliver liv og flagrende skønhed i haven. De fleste krydderurter foretrækker sol og kan sagtens vokse i næringsfattig jord, hvor der ellers ikke er så meget andet, der trives.

Og så er der selvfølgelig også alle de dejlige grøntsager som ærter, radiser, salat, løg og spinat. Havebønner skal du dog være forsigtig med, for de er rigtig giftige i rå tilstand – og kartoffeltoppe er heller ikke helt uskyldige.

Forårsglæde og ganske ufarlig skønhed. Syrener og æbleblomster i dejlig flirt

Drømmer du om masser af blomster og farver i haven, så kan du roligt plante roser. Eller … nu bliver jeg i tvivl, for de stikker og river jo, og er altså ikke helt ufarlige – slet ikke for små børn.

Men så er spørgsmålet måske, om vi skal pakke vores børn totalt ind i vat eller om det er ok, at verden af og til har torne. Den afgørelse er fuldkommen op til dig – og afhænger selvfølgelig også af barnets alder. Men roser er i alt fald ikke giftige at spise.

Det er blomsterkarse, morgenfruer, gyldenris, asters og flittiglise heller ikke – og af blomstrende buske kan du roligt plante syrener … medmindre børnene eller andre i familien er duftallergikere.

Der findes selvfølgelig mange flere spiselige og ganske ugiftige planter, som du vælge og vrage imellem, og du kan finde meget mere inspiration i mine bøger om Frugthaven og Smag på haven. Sidstnævnte kommer hele vejen rundt om alt fra ukrudt til blomster – og fra salater til snaps. Og indeholder også en liste over de mest giftige planter i haven.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Lad dig inspirere på hjemmesiden

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Børn og havens giftige planter

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider