Sæt grænser for skvalderkålen

Hvis man har den i haven, behøver skvalderkålen næppe en introduktion. Man ved, hvor konstant pågående den er, hvor hurtigt den breder sig med sine underjordiske udløbere, og hvor svær den er at udrydde.

Kendte man ikke dens natur i forvejen, ville man beundre de flotte grønne flader med skvalderkål under hække, frugttræer, og hvor den ellers har slået sig ned i vore haver. Den hører til de vilde planter, som kan spises, men ifølge gourmetkokkene er det knopperne inden bladudspring, som er de smagsmæssigt interessante. Men at udrydde den ved at spise løs en uges tid i foråret, det kan de færreste nok overkomme.

Nu er en tilbage igen

Hvert år i det tidlige forår dukker den, altså skvalderkålen, op, hvor den ikke burde være. De fleste haveejere med skvalderkål i haven fører krig mod den, men mange taber den. Nok mest på grund af de gentagne psykiske slag, man får, hver gang man opdager, at nu er ved at generobre det stykke bed, som man ryddede for indtil de mindste rodtrevler året før.

Grav rødderne op i lange stykker stykker, så bliver der færrest småstykker tilbage i jorden. Foto: Karna Maj

Den vedvarende indsats

Det nytter ikke at rydde et areal midt i skvalderkålsland, hvis man ikke vil slås for at beholde det. Der skal patruljeres og hives løse rodstumper op, hver gang de sender et blad op og afslører, at der stadig er rodstykker i jorden. Det arbejde minimeres, hvis man ved opgravningen forsøger at få skvalderkålen op i så store og sammenhængende rodstykker som muligt. Hertil er gravegreben bedst. En tur med fræseren giver virkelig pillearbejde.

Selv den mest stædige skvalderkålskriger glemmer sidst på sommeren alt om dette arbejde og tror, at nu har man vundet krigen. Men skvalderkålen arbejder sig lige så stille tilbage – under jorden.

I det tidlige forår er den tilbage – måske en hel meter ind i det nyligt erobrede stykke jord. Heldigvis er de nye rødder lette at få op i dette stadie. Det ser værre ud, end det er. En hurtig løsning af jorden med en gravegreb, og de lange underjordiske udløbere kan hives op i lange stykker. I hvert fald, hvis jorden er tilpas løs, og der ikke er planter på bedet. I et staudebed er det noget sværere, især hvis skvalderkålen har helle i stauderne.

Skvalderkål kan ikke standses af en 25 cm bred gang af cementfliser. Bedet til højre er et aspargebed, som bestemt ikke skal invaderes igen. Heldigvis er skvalderkålens rødder næsten oppe i jordoverfladen under tangdækket. Foto: Karna Maj

Sæt en grænse for skvalderkålen

Når man har erobret et stykke land, så skal der trækkes en grænse, som fjenden ikke umiddelbart kan komme tilbage over. En hårdtrampet jordsti er ikke nok. En klippet græssti er ikke nok. Selv en 25 cm bred flisegang kravler den under ad åre.

Den kan hegnes ind med plader sat et godt stykke ned i jorden, men den skal nok finde en vej ind, der skal kun få mm sprække til, for at rodspidserne på de lange udløbere kan finde vej ind i en pladesamling.

Hvis man er i gang med at generobre haven bid for bid, så kan man lave et midlertidigt og ret effektivt forsvarsværk med en dyb grøft mellem skvalderkålsland og den kultiverede have. Forklaringen er selvfølgelig, at skvalderkål ikke sender sine rødder ret dybt ned, så den kan ikke finde ud af at komme videre, når rødderne ender ude i den fri luft i grøftens ene skrænt. Grøften skal selvfølgelig holdes under opsyn for overløbere.

Indtil nu har grøften virket som den bedste metode i min have til at sætte en midlertidig grænse for skvalderkålen, mens jeg samler kræfter til næste udfald og erobring af ny land.

Her er lavet en grøft mellem det indvundne land og skvalderkålsområdet. Skvalderkålens rødder kan ikke komme videre, de ender ud i luften. Foto: Karna Maj