Harlekinmariehøne – ny art i hus og have

Mariehøns er nyttedyr – det ved enhver haveejer. Men nu er der undtagelser fra reglen: I oktober 2007 fik Danmarks fauna for alvor et nyt medlem: Harlekin-Mariehøne, Harmonia axyridis. Den nye art mariehøne har været ventet, men ikke med længsel, for den har et dårligt rygte i de områder i verden, hvor man allerede har stiftet bekendtskab med den.

Harlekinmariehønen er en såkaldt invasiv art, dvs. en ikke-hjemmehørende art, der breder sig voldsomt, og som har en negativ indflydelse på vore egne arter. I Storbritannien regner man med, at den vil have invaderet hele England, Skotland og Wales i løbet af 2008 efter første gang at være fundet i 2004. Siden da har den spredt sig til alle typer plantesamfund, bortset fra hedearealer.

Skadedyrlaboratoriet, Aarhus Universitet, efterlyser fund af harlekinmariehønen i Danmark – se sidst i artiklen.

Nyttedyr eller skadedyr?

Mariehøns har normalt – og med rette – et positivt omdømme. De æder bladlus, så det er nyttedyr, som haveejere værner om. Den nye arts dårlige rygte skyldes især, at harlekinmariehønen er et særdeles glubsk rovdyr, som desværre ikke er særlig kræsen. Derfor æder den ikke kun bladlus, men kan forgribe sig på de hjemmehørende mariehønearter, når bladlusene slipper op. Ud fra erfaringer i andre lande, hvor harlekinmariehønen har etableret sig, er der grund til bekymring for, om den nye mariehøne vil fortrænge nyttige eller sjældne insektarter også i Danmark.

En anden meget ubehagelig egenskab hos harlekinmariehønen er dens forkærlighed for at søge ind i huse og andre bygninger for at overvintre. I udlandet opfattes harlekinmariehøne som et til tider meget generende skadedyr inden døre, når den i tusindvis invaderer boliger se information herom.

Desuden kan den i sensommeren også opsøge modne frugter og bær, hvor mariehønsene kan ernære sig af udsivende saft. I private haver vil dette formentligt være uden betydning, men vinproducenter i både USA og Frankrig melder om problemer. Det skyldes, at de ildesmagende mariehøns er umulige at rense fra drueklaserne, hvilket kan spolere vinproduktionen.

Hvor kommer den fra?

Harlekinmariehønen er hjemmehørende i det sydøstlige Asien, hvor den især findes på vedplanter. Her lever den i balance med en række andre bladlusfjender.

Hvordan er den kommet hertil?

Vi ved ikke, hvordan harlekinmariehønen er endt i Danmark. Arten er nu almindeligt udbredt i adskillige europæiske lande, efter første gang at være fundet på friland i 1999 i Sydtyskland. Herefter har den spredt sig til bl.a Belgien, Frankrig, Holland og England. Harlekinmariehønen kan være kommet hertil med importerede planter, eller den kan være fløjet eller blæst hertil fra Nordtyskland.

En anden mulighed er, at den kan være undsluppet fra væksthuse, hvor den i nogle år var anvendt til biologisk bekæmpelse af bladlus.

Hvor er den set i Danmark?

De første fund af et mindre antal voksne harlekinmariehøns i Danmark blev ifølge Jan Pedersen på Zoologisk Museum gjort i 2006 i lysfælder i henholdsvis København og på Møn. I sommeren 2007 blev enkelte individer fundet i vegetation på Sydfyn og i København, og i oktober stod det klart, at Harlekinmariehønen nu med sikkerhed har etableret sig i Danmark.

Skadedyrlaboratoriet fik en henvendelse fra en beboer i en ejendom på Nørrebro i København, som havde fundet et større antal mariehøns inden døre. De viste sig at være harlekinmariehøns, og i den nærliggende gård blev der fundet adskillige hundrede larver, pupper og voksne mariehøns i vegetationen og på plankeværk.

Vi har efterfølgende fundet harlekinmariehønen mange steder i København. Fundstederne tyder på, at den indtil videre især er tilknyttet træagtige planter, i hvert fald sidst i vækstsæsonen. Omtale i medierne har desuden resulteret i et lille antal ikke-verificerede fund andre steder i Danmark.

Livscyklus

Som alle andre arter mariehøns overvintrer harlekinmariehønen i voksenstadiet. Mens de fleste andre arter overvintrer udendørs i græs, tørre blade eller under bark, søger Harlekinmariehønen gerne ind i huse og andre bygninger. Det sker i det sene efterår, hvor andre arter mariehøns for længst er gået i vinterhi.

I foråret søger hunnerne ud fra overvintringsstederne og lægger æg i små grupper tæt ved en fødekilde, typisk en bladluskoloni. Æggene klækker efter 3–5 dage, og larverne gennemgår derefter fire larvestadier i løbet af et par uger, imens de æder bladlus og andre tyndhudede insekter. Herefter dannes en puppe, som sidder fasthæftet til blade eller bladstilke. Efter nogle dage kommer den voksne mariehøne frem og kan herefter fortsætte livscyklus.

I andre lande er beskrevet flere generationer om året. Det er formentligt også tilfældet i Danmark, hvor der er fundet larver og pupper så sent som i december.

Hvordan kender man den?

Det er ikke uden grund at harlekinmariehønen i USA kaldes Multicoloured Asian Ladybird, for den er meget variabel i farvetegning, og i øvrigt også i størrelse. Mens de fleste af de danske arter mariehøns er nemme at artsbestemme i voksenstadiet, kan det være mere vanskeligt med harlekinmariehønen pga. den store variation.

Bestemmelse af voksne harlekinmariehøns samt store larver er dog ikke umuligt, for der er en række karakteristiske kendetegn. Den voksne harlekinmariehøne er større end de fleste danske arter (5–8 mm lang) og fremtræder rund, hvor de andre arter er mere ovale af form. Den mest udbredte farvetype i Danmark har orange-røde dækvinger, med 0–19 sorte pletter. Alene antallet af pletter vil sammen med dens størrelse gøre, at den bliver bemærket. I lyse eksemplarer er forbrystet desuden hvidt med en sort tegning, der ligner et M eller et W afhængigt af hvilken side, man ser det fra. I mørkere eksemplarer er dette kendetegn dog ikke anvendeligt. En mere sjælden type af harlekinmariehønen er sort med 2, 4 eller flere røde pletter.

Larven har også et meget karakteristisk udseende. Hvor larver af den syvplettede mariehøne er blågrå med nogle mindre gule områder, er larven af harlekinmariehønen sort med orange striber på langs.

Er der positive aspekter ved harlekinmariehønen?

Harlekinmariehønen er som nævnt en grådig og effektiv fjende af bladlus, skjoldlus, bladlopper, mider m.fl., og det er ikke uden grund, at den har været anvendt til biologisk bekæmpelse.

Hvis den som forventet breder sig fra træer i byen til det dyrkede land, inklusive haver, kan den måske – nu det ikke kan være anderledes – ses som et positivt element i naturlig regulering af skadedyr. Det forudsætter naturligvis, at den angriber skadedyrene, inden de når at skade planterne, og at den ikke vender sig mod de andre naturlige fjender i stedet.

Samlet set er der dog næppe tvivl om, at de negative konsekvenser af den nye arts fremmarch vil veje tungest.

Yderligere information

• Skadedyrlaboratoriets vejledning om mariehøns inden døre.
• Skov- og naturstyrelsen om Harlekin-mariehønen.
• Mariehøns. Af Jørgen Baungaard Hansen. Natur og Museum nr. 2, juni 2000 (god indføring i de danske arter af mariehøns).
• Udbredelseskort over harlekinmariehønen i Danmark.