Honningurt

Honningurt, Phacelia esculentum, er en enårig – først opret, senere nedliggende, børstebehåret plante med fjersnitdelte blade og hvidlige til lyseblå blomster. Skuddene bliver ca. 70 cm lange. Oprindeligt hjemmehørende ved Californiens kyster. Arten er forædlet, og sorterne afviger lidt med hensyn til vækstmåde og udviklingshastighed.

Honningurt er smuk, når den blomstrer. Foto: Karna Maj

Jordbund

Honningurt er en fordringsløs plante, som trives på de fleste jorde. Den udvikler sig godt på lettere jord, og med tilstrækkelig løsning også på sværere jorder.

Klima

Varme er afgørende for plantens trivsel. Har planterne først etableret sig, modstår de en del tørke. Arten har lavt vandforbrug.

Honningurt tåler let frost, men dør ved – 6°. En tæt bestand, evt. i blanding med overvintrende arter, kan dog holde sig i live hen mod december.

Vækst

Honningurt spirer villigt om foråret – men den hurtige ungdomsudvikling sættter først ind ved varme. I kølige forår er den nogen følsom for ukrudt – særlig rodukrudt, som f.eks. kvik, som den vanskeligt overvokser i senere stadier.

Honningurt danner stor grønmasse. Den er dagneutral og blomstrer hele vækstsæsonen. Uden støtteplanter går den let i leje under blomstring, vegetationen lysner moderat. I sene stadier forveddes planten. De træagtige stængler er dog skøre, og planten kan – også i denne tilstand – let indarbejdes. De tørre stængler giver god struktur til en grønmasse under omsætningen i jorden. Ved gode vækstbetingelser dækker honningurten jorden effektivt og konkurrerer godt mod ukrudt. Den er aggressiv i forhold til blandingspartnere, som den kan undertrykke ved overgroning.

I eftersommeren gror den hurtigt, så længe der er varme i jorden. Ingen planter overvintrer, men spildfrø kan overvintre.

Honningurten har en relagtiv kraftig pælerod med en del siderødder. Særlig i løs jord fordeler roden sig godt. Dens evne til at oplukke fortættet jord er begrænset.

Honningurt er her udsået sidst på sæsonen i renbestand. Fotograferet sidst i november. Foto: Karna Maj

Anvendelse

Honningurten finder anvendelse i kortere kulturer og som blandingspartner. Den har ringe foderværdi. Den kan modne frø under vore himmelstrøg.

Egner sig ikke til undersåning i kornafgrøder. I Tyskland finder den bl.a. anvendelse som undersåning i rækkeafgrøder – roer, majs og grønsager, hvor den beskytter mod erosion. Velegnet som efterafgrøde, og den bør indgå med større eller mindre andel i alle korterevarende efterafgrøder. Ved henfald eller nedfrysning giver den plads for andre arter i blandingen. Honningurt tåler udsåning til slutningen af august. Honningurt blev oprindeigt indført og dyrket som biplante og anvendes også til vildt.

En fin fremspiring på et bed efterafgrøde med honningurt med de bregnelignende blade, havre og vikke. Foto: Karna Maj

Dyrkning

Honningurt har ikke sygdomme af betydning. Den er sædskifteneutral og roenematode-neutral. Den udnytter næringsstofferne godt, og den nedbrydes let.

Da honningurt ikke er i familie med nogen af vore dyrkede haveplanter, er den meget anvendelig i have og gartneri. Den udvikler sig hurtigt og sikkert, dækker jorden godt og er men at få væk igen. Den kan udsås i størstedelen af vækstsæsonen og kan derfor bruges til at dække jorden i kortere eller længere perioder. Desuden er den attraktiv for insektlivet i haven – og så pynter den.

Udsåning: Hvis der er varme og fugtighed, tåler den et ret groft såbed. Er disse betingelser ikke til stede, etableres den på et rent, findelt og fast såbed i 1–2 cm’s dybde.

Den tåler ikke tæt afklipning.

Planten indmuldes før fuld blomstring. Om vinteren beskyttes jorden moderat af bevoksningen, afhængig af udviklingstrin og vejrforhold. Planterne nedfryser og kan ligge til forårsarbejdet. En stor grønmasse skal afklippes og fortørre, før den indarbejdes i jorden.

Honningurt kan udsås som jorddække og insektplante mellem f.eks. kål. Foto: Karna Maj