Er kunstgødning bandlyst?

For nylig blev jeg spurgt om, hvorfor man i økologisk dyrkning har bandlyst et moderat forbrug af kunstgødning. Først er der vel det at svare, at ingen har bandlyst kunstgødning. Sådan noget skal man have paver til at gøre, og sådan én har man ikke blandt økologer.

Moderat forbrug?

Dernæst er det svært at forholde sig til, hvad »moderat« er i forbindelse med brug af kunstgødning. Er det, hvad man brugte for 25 år siden, for 50 år siden, eller er det den mængde, som kunstgødningens opfinder, Liebig, anbefalede? For ikke at havne i noget, som kunne være en fælde af selvmodsigelser, har man valgt at sætte grænsen ved 0. Det er til at kontrollere, og det frister ikke til at overskride med en »moderat« margin.

Det besvarer dog ikke det saglige i spørgsmålet: hvad skade kan det gøre at bruge kunstgødning. Nedenfor følger en skematisk opstilling af nogle forhold, som kan inddrages i sammenligningen mellem kunstgødning og naturgødning.

Kunstgødning tilfører ikke jorden organisk materiale. Hestemøget er derimod føde for jordens mikroorgansimer, og når den nedbrydes, frigives der næringsstoffer til planterne, og der dannes humus. Foto: Karna Maj

Mineralindhold

Blandt disse forhold er det oftest kun mineralindholdet, som bliver diskuteret. Det er det eneste punkt, hvor naturgødningerne står svagt. Det er jo heldigt for producenter og forhandlere af kunstgødninger. Netop dette ene forhold, altså at kunstgødning indeholder de nødvendige mineraltilskud i rigelig og let tilgængelig mængde, fremhæves altid som begrundelse for at bruge disse salte i stedet for naturligt forekommende gødningstyper.

Energiindholdet

Hvis man derimod ser på indholdet af den biologiske bundne energi, som de levende organismer i jorden skal leve af, så findes den slet ikke i de kunstige gødninger. Salte indeholder ingen forbindelser, som kan omsættes og afgive den livsnødvendige energi. Man kan kort sagt ikke fodre mikroorganismerne i jorden med kunstgødning.

Kulstofforbindelser

Dette hænger sammen med, at kunstgødning ikke indeholder organiske kulstofforbindelser, sådan som naturgødningerne gør. Disse forbindelser er rester af de stoffer, som blev skabt i planter og dyr, der har dannet naturgødningen. Foruden at være energikilde for jordbundens organismer skaffer naturgødningen også nogle byggestene til opbygningen af jordbundens organismer. Og vigtigst af alt: naturgødningen indeholder de stoffer, som senere kan omdannes og oplagres som humus.

Energiforbrug

Under fabrikationen af kunstgødning bruges der enorme mængder energi. Råstofferne skal brydes, knuses og transporteres. De skal underkastes rensning, raffinering og kemisk omdannelse, og de skal tørres, granuleres og afvejes, før de igen skal transporteres og oplagres. Særligt kvælstofgødningen er meget energikrævende. Der kræves nemlig voldsomme mængder elektricitet for at få forenet luftens kvælstof (N2) med brint fra olie, så der kan opstå ammoniak. Ammoniakken kan neutraliseres med svovlsyre (så har man svovlsur ammoniak) eller den kan iltes til salpetersyre, som så neutraliseres med kalk (det giver kalksalpeter). Det skal lige nævnes i forbifarten, at hele produktionen af kunstgødning også er stærkt forurenende, jfr. udledningen til Lillebælt af gips og andre stoffer fra Superfoss’ fabrik i Fredericia.

I modsætning til dette kræver det ikke ekstra energi at fremstille naturgødning. Den er der så at sige altid på forhånd. Ofte bliver den endda betragtet som et spildprodukt. Det koster ganske vist energi at samle, opbevare, transportere og udbringe naturgødning, men det er ubetydeligheder i forhold til kunstgødningerne.

Tungmetalindhold

Samtidig gør produktionsbetingelserne det næsten umuligt at fjerne de tungmetaller, som følger med råstofferne ind i produktionen af kunstgødning. I råfosfat findes f.eks. altid en mængde cadmium, som følger med til den bitre ende, og som altså havner i den jord, man gøder med fosfatholdig gødning. Det kan ikke udelukkes, at der findes spor af tungmetaller i naturgødning (om ikke andet så kommer tungmetallerne fra kunstgødningen!), men dyr og planter trives dårligt med disse gifte, så det i sig selv sætter en grænse for mængden.

Den biologiske balance

Endelig kan man se på den forstyrelse af de bestående, biologiske balancer, som opstår, når der gødes.

Ved tilførsel af kunstgødning dannes der en lage af opløste salte i jordvæsken. Denne lage er så stærk, at den dræner vand ud af jordens dyr og planter. De dør af kemisk udtørring. Lagens styrke måles i enheder, som kaldes ledetal. I drikkevandet her, hvor jeg bor, er der en mængde opløste salte, som giver et ledetal på 0,5. Til sammenligning kan tjene, at ledetal på eller over 2,0 betragtes som livstruende for planter. Det skal dog indrømmes, at denne chokvirkning fra kunstgødningen kun er kortvarig. Dels blandes og fortyndes lagen med jordvandet rundt omkring i dyrkningslaget, og dels flyttes gødningskoncentrationen nedad hver gang, det regner. I gennemsnit flytter hver mm regn gødningen ½ cm nedad i lerjord og 1 cm nedad i sandjord.

Det er ikke sådan, at naturgødning skåner jorden for forstyrrelser. Den stærkt øgede mængde af tilgængelig føde betyder en hastig opformering af de mest grådige og veltilpassede organismer i jorden. Det sker på bekostning af mere specialiserede organismer, som er tilpasset mere nøjsomme vilkår. Her kunne man nævne mange af de mycorrhiza-dannende svampe som et eksempel. Men ret hurtigt klinger grovædernes gilde af, de dør og bliver ædt af andre, som igen omsættes af atter andre, indtil balancen i jorden er genfundet på et nyt og mere velgødet grundlag.

Argumenter for naturgødning

Når nu vi er havnet i en situation, hvor tempo, produktivitet og afkast er rettesnor for vore handlinger, så kan det næppe diskuteres, at man bør gøde sin jord. Men når alt er lagt sammen og trukket fra, så må man foretrække naturgødning ud fra følgende argumenter:

• Naturgødningerne er skånsomme over for naturen i alle led.
• De koster ikke så meget i energiforbrug.
• Brugen af dem omdanner affald til ressourcer.