Kvashegn

Uanset om man kalder havens overskudsproduktion af organisk materiale for affald eller en ressource, så kommer man ikke udenom, at det fylder og kan ligge i vejen, før det bliver nedbrudt. Et kvashegn gør det nemt at komme af med materialet på en æstetisk måde og på samme tid skabe levesteder og opbygge havens kulstoflager.

Flere fordele ved et kvashegn

Ved at anlægge et kvashegn hos sig selv eller på et fællesareal sikrer man ikke blot levestederne for det trængte sjak af naturens slamsugere, bede- og skraldemænd og andre væsner, der bruger dødt materiale til ly og læ, man laver også et lager af kulstof.

Et kvashegn sparer nemlig CO2 på flere måder. Dels sparer man turen til genbrugspladsen og de ressourcer, som genbrugspladsen bruger på at forarbejde materialet til kompost, og dels forsinker man udslippet af CO2 ved at udsætte forrådnelsen af det organiske materiale, som ligger i hegnet.

Vi øger på den måde værdien af noget, der oftest kategoriseres som affald ved at lade det løse en teknisk opgave som et hegn, inden det formulder og indgår i naturens cyklus. Det er økologisk multifunktionalitet på højt plan.

Jeg har for længst sat mig for at beholde alt organisk materiale i min have og blot flytte rundt på det på min egen matrikel alt efter, hvor, jeg synes, det gavner mest.

Alt groft og vissent materiale, der ikke formulder indenfor et års tid, afsættes til vores to kvashegn, der tilsammen måler over 50 m og står i skellet mellem vores to naboer. Vi har rigtig mange store, gamle træer på vores grund og sammen med det kvas og afklip, som naboernes grunde producerer, er hegnene altid fyldt helt op.

Sådan kommer du i gang

Man kan i princippet placere et kvashegn, hvor man vil, men det er praktisk at tænke det ind i havens indretning, så det kan få en funktion som naboskel, dyrehegn, lægiver/afskærmning ved en terrasse, bigård, køkkenhave eller kompostplads. Det skal blot ikke placeres tæt på et bålsted eller for langt fra stedet, hvor kvaset kommer fra, da kvas ikke er specielt handy at slæbe.

Hvis det er et hegn på et fællesfællesareal, skal man sikre sig, at adgangsforholdene er gode, så man kan parkere med en trailer lige op ad hegnet, ellers bliver det næppe brugt.

Et kvashegn skal ikke nødvendigvis være lige. Det kan sagtens sno sig, laves i en bueform eller være kantet med flere vinkler, f.eks. hvis det skal skabe et rum til en hyggekrog.

Levende træer kan også indgå i hegnet som pæle, så hegnet fletter sig sammen med havens ældre træer og bliver en fusion mellem et levende hegn og et kvashegn.

Det kan være en udfordring at lave huller til pælene og dermed placere hegnet, hvis jorden er fuld af sten, stabilgrus (tæt på en terrasse) eller trærødder. Man kan lave en test ved at banke en hegnspæl af tentorstål i jorden de steder, hvor pælene skal stå, inden man går i gang med at grave huller til pælene.

I områder med mange sten i jorden (eks. Sverige og Alperne) sætter man pæle på skrå og fletter dem sammen, så de støtter hinanden uden at skulle i jorden eller kun ganske lidt. Det kunne godt kopieres til et kvashegn, men der vil være behov for at forbinde de to rækker af pæle indover kvaset, så de ikke vælter ud, når kvaset presser på indefra.

Hvis hegnet placeres direkte ovenpå en græsplæne, kan man fjerne mulden og anvende den andetsteds i haven, hvor den gavner mere end under et kvashegn.

Jeg har før lagt ukrudtsdug under hegnet for at undgå, at der vokser sejlivede planter op i det, men det behøver man slet ikke, medmindre det skal stå et sted, hvor der har vokset aggressive eller invasive planter som hybenroser, brombær eller japansk pileurt.

Dimensioneringen af kvashegnet afstemmes ud fra den mængde kvas, hegnet skal aftage. Man skal regne med, at kvaset synker 10–20 cm om året afhængig af, hvor tæt det er pakket.

Hvis man laver hegnet for stort i forhold til kvasmængden fra ens have, vil det enten hurtigt blive halvtomt at se på, eller man må ud at hente kvas fra naboer og venner, der har overskud. Man bliver let overrasket over, hvor store mængder kvas, et hegn kan sluge – især hvis det klippes og stampes godt sammen.

Pælene placeres i to rækker med en afstand i længderetningen på maks. 1 m. Hvis man har meget småt kvas, kan man lave afstanden mindre, så det ikke så let falder ud. Afstanden mellem de to rækker pæle (hegnets bredde) kan være alt fra 40–100 cm. 80–90 cm er en passende bredde.

Jo større og dybere, jo større dyr kan overvintre frostfrit. Jo smallere det er, jo mere skal man klippe i grenene for at få dem til at passe i hegnet.

En god arbejdshøjde på hegnet er 1–1,2 m. Det passer med pæle på 1,6 m, der graves/bankes 50 cm ned i jorden. Hvis hegnet er højere, bliver det lidt besværligt at fylde grene i. Det kan også blive ustabilt, da presset inde fra hegnet kan få pælene til at skråne ud ad. Dette kan dog løses ved at sætte en pind på tværs, der forbinder pælene i toppen.

Hullerne til pælene laves enten med et pælebor eller en pælespade. Ved at vinkle hullerne en lille smule ind i hegnet giver man lidt plads til, at pælene vil rette sig op med tiden, som der kommer pres inde fra hegnet. Tilspidsede pæle kan slås det sidste stykke i jorden med en god stor mukkert (kaldes også klaphammer) med langt skaft.

Hvis man prøver at slå en pæl i en tung lerjord uden at grave først, risikerer man, at pælen flækker. Dette kan afhjælpes ved at lægge et fladt stykke træ på toppen af pælen, som fordeler trykket fra mukkerten. En pælehammer (et stort lukket rør med håndtag i hver side) er også et praktisk redskab til hegnspæle, som er mere skånsomt ved pælens top.

Alt vissent løv kan komme i hegnet: hækafklip, staudetoppe, toppe fra jordskokker, kålstokke og afskær fra beskæringsarbejde. Afklip fra roser og brombær propper jeg selv ind i et læhegn, fordi jeg er privilegeret med meget plads. Men det kan dog sagtens komme i hegnet. Man kan vælge at placere det i midten, så man ikke river sig på tornene. De forsvinder nemlig ikke, selvom blade og stængler tørrer ind.

Når man lægger kvaset i, giver det den pæneste afslutning, hvis man lægger de kraftigste grene i enderne, så de lukker hegnet af. Det er svært at lave en jævn afslutning med småt kvas. Resten kan man fylde i, som man ønsker.

Hvis hegnet skal fremstå meget sirligt, kan man placere de kraftigste grene i yderkanterne mod pælene og proppe det mindste kvas i midten ved at stikke grenene skråt ned og hoppe i det indimellem for at lave det helt tæt. Alt, der stritter op eller ud, kan klippes med en hæksaks for at beholde det sirlige udseende.

Hvis man bare blander alt materiale og lægger det løst i uden at klippe sidegrene af, så får hegnet et mere rustikt udseende, til gengæld går arbejdet betydeligt hurtigere.

Efter nogle år vil man kunne skrabe det nederste, omsatte materiale ud fra kvashegnet og anvende i hjemmelavede jordblandinger som en god ren kompost formentlig uden frø fra vilde planter.

Pæle – tilgængelighed og holdbarhed

Valget af pæle til kvashegnet handler dels om tilgængelighed, økonomi og æstetik.

Man vil kunne bruge pæle af både tentorstål, plastik eller gamle vandrør, hvis det lige er det, man har liggende, men som udgangspunkt synes jeg, at pæle af træ går bedst i spænd med kvashegnets rustikke karakter. Når en træpæl knækker, kan den let erstattes med en ny, og den udtjente pæl fortsætter sit liv inde i kvashegnet, forudsat at pælen ikke er trykimprægneret naturligvis.

I og med, at der ikke er noget træk i pælen, som der er i hegnspæl, der skal holde en strømførende tråd, kan en pæl ved et kvashegn stå flere år, efter den er gennemtæret og hvile ovenpå jorden, før den udskiftes.

Det vil give mening at bruge pæle af den slags træ, man nu har på sin grund eller har adgang til at erhverve sig gennem venner og bekendte uden at skele til arten og holdbarheden. En god pæl er 7–12 cm i diameter, 150–170 cm lang og lige.

Hvis man skal ud at investere i pæle, eller hvis kvashegnet sættes op på et fællesareal, hvor der forventes en længere holdbarhed på pælene, er det en god idé at forlænge pælenes holdbarhed eller at anskaffe sig nogle med en naturlig lang holdbarhed.

Man kan forlænge holdbarheden på pælene ved at tørre og afbarke dem. Tørret træ holder længere uanset art, og afbarkning hjælper også på holdbarheden, da det er lige under barken, at svampe og bakterier er mest aktive med at nedbryde.

Det har også en god effekt på holdbarheden at svide den del af pælen, der skal ned i jorden. Denne metode anvendtes på de gamle vikinge- og jernalderhuse, der stod på afsvedne træstolper, hvis rester arkæologer stadig kan finde i jorden. Når man brænder en pæl, skal den være kulsort et par mm ind i træet og 10 cm over den dybde, man sætter i jorden.

Pælenes holdbarhed med jordkontakt er ligefrem proportional med mængden af kerneved. Hvis man ser på et tværsnit af en træstamme, kan den opdeles i kerneved (inderst) og splintved (yderst). Splintveddet er den levende og aktive del, hvori vandtransporten til træets blade foregår.

Men ikke alle træarter danner kerne, og der er stor forskel på, hvor meget kerneveddet fylder ved de enkelte arter og dermed holdbarheden. Hos nogle arter er kernen farvet, hvilket oftest er et tegn på, at den indeholder stoffer, der er hæmmende for svampe og insekter og dermed har en naturlig imprægnering. De arter, der ikke har farvet kerne, som eks. bøg og gran, har hjerteved, der ikke har nogen nævneværdig holdbarhed i jord.

Som udgangspunkt holder ask, bøg, hassel, pil, gran, kirsebær og poppel kortest tid (3–4 år). Ved pil og poppel skal man være opmærksom på, at de sætter rodskud, hvis ikke pælene er helt tørre. Douglas, lærk og skovfyr holder længere tid (10–12 år), men det er afgørende for holdbarheden, at pælene har en vis dimension (Ø 15) og dermed en stor del kerneved. Thuja og cypres er gode bud på arter, der kan købes for rimelige penge og har en god holdbarhed (10–12 år) selv ved mindre dimensioner.

Varighed af egepæle er ofte overvurderet. Nyfældet eg forgår relativt hurtigt. Det skal være tørret for at opnå en god holdbarhed, og man skal sikre sig, at der er en stor andel af den mørke kerne. Her er arten rødeg lumsk, da den har en meget stor andel farvet kerne, men kun ringe holdbarhed. Rødeg vokser ikke i stor stil i Danmark, men er blevet importeret og solgt som bl.a. hegnspæle, men uden samme holdbarhed som de danske arter. Tørrede pæle af de danske stilkeg og vintereg har en lang holdbarhed ligesom ægte kastanje og sort valnød (ca. 20 år).

Den mest holdbare europæiske træsort er robinie (op til 30 år). Robinie udmærker sig ved at have en meget lille andel splintved, så en stor del af stammens tværsnit er kernetræ. Robinie importeres oftest fra Østeuropa. Træet betragtes som invasiv, hvis ikke det dyrkes under kontrollerede forhold med regelmæssig fældning.

Det er dyrt at anskaffe sig og CO2-tungt i transport, men her må man opveje ulemperne i forhold til gevinsten ved den forlængede holdbarhed og mindre arbejdsbyrde med løbende at udskifte pæle. Robiniepæle sælges ofte i halve eller kvarte. Det betyder ikke så meget for holdbarheden, fordi det stort set kun er kerneved.

Byggemarkederne tilbyder desværre ikke meget andet end trykimprægneret træ, så man må bruge sit netværk, når man skal anskaffe pæle. Det lokale savværk eller den lokale skovdyrkerforening er gode steder at henvende sig.

Planter og kvashegn

Hvis man har et stort hegn, kan man vælge at have flerårige slyngplanter til at vokse op ad dele af hegnet. Det kan være vedbend, klematis og kaprifolie. Men det gør det lidt besværligt at komme til hegnet, når man skal fylde grene i.

Alternativt kan man bruge enårige planter til at pryde hegnet og bruge det som stativ i sommermånederne. Det kan være pragtsnerle eller tallerkensmækker, som begge forsvinder ved den første frost, så man kan komme til hegnet i vinterhalvåret.

Hvis man vil give det brune hegn lidt farvespil, kan man også lave en pergola hen over en åbning eller en låge i hegnet, hvor man planter tornefri brombær, en slyngrose eller andre klatreplanter.

Et kvashegn er også bare smukt i sig selv. Det repræsenterer forgængeligheden på æstetisk vis samtidig med, at det rummer alle former for liv.

Spørgsmål og svar fra forfatteren

Lugter et kvashegn ikke?

Jeg har efterhånden sat en del kvashegn op på fællesarealer og institutioner i min kommune (Favrskov) i forbindelse med forskellige biodiversitetstiltag. Det er en rigtig god aktivitet, der engagerer alle aldre. Uden udførlig instruktion kan man deltage ved enten at grave huller, fylde kvas i eller komprimere kvaset ved at hoppe i hegnet.

En mindst lige så vigtig aktivitet er de samtaler, der opstår, når man sammen svinger pælespade, hammer og kvas. Nogle spørgsmål og kommentarer går igen.

Tiltrækker et kvashegn ikke rotter?

Rotter kan sagtens leve i et kvashegn, men de tiltrækkes ikke som sådan af hegnet. Der skal være noget frit tilgængeligt foder, de kan leve af lige i nærheden som nedfaldsæbler eller spild fra et fuglehus.

Kan en have være for lille til et kvashegn?

Hegnet kan laves i alle dimensioner ud fra den mængde kvas, haven producerer, eller man kan gå flere sammen om et fælles hegn i et naboskel eller på et fællesareal.

Et kvashegn egner sig vist ikke til et parcelhuskvarter?

Hegnet har naturligvis et rustikt udseende, men det kan laves med præcis den sirlighed, man ønsker. Man kan se det som en enestående mulighed for at blive first mover indenfor en mere bæredygtig haveæstetik og være inspirationskilde for andre. Man kan vinde meget goodwill ved at lade naboerne levere materiale til sit hegn.

Lugter et kvashegn?

Nej, det lugter slet ikke. Der er meget ilt omkring materialet, så det rådner ikke, men komposterer langsomt.

Erfaringer fra et gammelt kvashegn

Jørgen Aagaard Axelsen er biolog og forsker ved Aarhus Universitet. Han har deltaget i projektet Mere natur – Mindre affald ved Renosyd, der går ud på at bygge kvashegn på 21 skoler i Odder og Skanderborg Kommune.

Forskernes opgave var at følge projektet og måle kvashegnets effekt på biodiversiteten. Forskergruppen valgte at undersøge det ældste kvashegn, de kunne finde, som ligger i Økologiens Have i Odder. Hegnet er over 30 år gammelt og 100 m langt og markerer skellet mellem parkeringspladsen og besøgshaven.

– Et kvashegn minder lidt om en skovbund med døde blade og grene og et højt humusindhold, og det afspejles meget i det, vi har fanget, er Jørgens umiddelbare konklusion på biodiversitetsundersøgelserne.

Forskerne har gravet fangglas ned i jorden, så overfladen er på højde med overfladejorden. Her fanger de »fodgængere« i en fangvæske, hvor de drukner. De har også sat musefælder og vildtkameraer op i og omkring det gamle kvashegn.

– Hegnet giver især grobund for nedbryderfaunaen. Vi fandt mange bænkebidere og både cylinder- og kiletusind-ben. Cylindertusindben er de mest almindelige, men vi fangede overraskende mange kiletusindben. Vi fangede også mange arter af edderkopper. De tiltrækkes netop af kvashegn, fordi der kommer strukturer, hvor de kan sætte spind op og fange mange af de smådyr, der lever i og omkring hegnet. Også humlebidronninger gik i fælderne. Det var jo ikke så godt, men det gav et brugbart resultat. Det var jordhumledronninger, som forsøgte at finde reder i kvashegnet. De tiltrækkes af lugten af muse-tis og vil gerne bo i gamle musereder, forklarer Jørgen.

I musefælderne fangede de især rødmus:

– Vi fangede relativt mange. Musene trives i hegnet, fordi det er et godt skjulested mod rovfugle.

Vildtkameraerne skulle primært fange pindsvin, fugle, mår og lækat, men ingen af de arter blev spottet.

– Vi havde forventet mere i kameraerne, men der var kun en huskat. Måske skyldes det den generelle nedgang i antallet af pindsvin, og at kvashegnet ligger tæt på en vej og en p-plads med færdsel. Hvis vi havde rodet hegnet mere igennem, havde vi sandsynligvis fundet fuglereder fra eksempelvis gærdesmutter, der bl.a. lever af edderkopper.

Kvashegnet gav altså primært gevinst på nedbryderfaunaen, som er upåvirket af vej og trafik. Dette var et gammelt kvashegn, så hvis man havde undersøgt et yngre kvashegn, havde resultaterne muligvis været anderledes, men mus og derefter humlebierne vil sandsynligvis flytte ind som nogle af de første.