Forsommeren er fattig på grønsager fra egen have, og derfor er det en god ide at gøre en ekstra indsats for at fremme høsttidspunktet med nogle uger. F.eks. få tidlige kartofler, salat og kål.
Man kan næsten ikke forestille sig det i dagens haver, men det er kun få årtier siden, at vi ingen fiberdug havde. Her var valget at lægge plast over, og så forsøge at ventilere ved at åbne til ventilation i enderne. Glemte man det, blev planterne varmeskadede på få timer.
Fiberdugen var en revolution – som nogle endnu ikke har opdaget. Den giver i foråret et godt indeklima med læ og nogle graders ekstra varme, ikke mindst jordtemperaturen er vigtigt for, at rødderne kan vokse, og planten dermed kan udvikle sig hurtigere end plantet ude i den barske forårshave. Fiberdugen har samme gode egenskaber i efterårshaven. Men i sommermånederne skaber den lidt tætte dug et fugtigtvarmt klima, som kan skade planternes vækst og fremme rådangreb på især kål. Her er et mere åbent insektnet at foretrække.
Ud over det bedre mikroklima beskytter fiberdugen også planterne mod uønsket besøg fra de insekter, som har planter under fiberdugen som værtsplante for sine larver. Hvis fiberdugen slutter tæt, kan f.eks. gulerodsfluen, kålfluen, kålsommerfugle osv. ikke komme ind og lægge deres æg på eller ved planterne.
Nedenfor kan man følge udviklingen af tidlige sommerkål og blomkål under fiberdug. Fra samme såning blev der udplantet på friland, så det er let at se forskellen.
Flyttet i drivhus
Kålplanterne er her flyttet i drivhuset. De stod indenfor i en kølig vindueskarm ved 10–12° C. Derfor er de ikke større den 19. april, selv om de er sået først i marts. Foto: Karna Maj
Udplantet den 29. april
Kålplanterne er til afhærdning uden for drivhuset en eftermiddag i godt vejr. Billedet er fra 26. april. De blev udplantet i tunnel med fiberdug over på friland den 29. april. Foto: Karna Maj
Planterne vokser godt 17. maj
Der skal ikke store forkromede løsninger til for at give 8 kålplanter et bedre planteliv. 3 stk buer af elrør, et stykke godt brugt fiberdug og nogle mursten til at holde dugen med. Foto: Karna Maj
Planterne udvikler sig hurtigt under fiberdugen. Foto: Karna Maj
Store planter under fiberdug den 29. maj
Her er bedet med de 8 kålplanter fotograferet 29.5. Det har regnet så meget i maj måned, at det kun har været nødvendigt at vande et par enkelte gange. Foto: Karna Maj
Blomkålen er holdt i god vækst, og det er vigtigt for at få dannet et hoved. Foto: Karna Maj
Sommerhvidkålen med store veludviklede blade. Foto: Karna Maj
Planterne på friland den 29. maj
Disse sommerhvidkål er sået og udplantet samme dag som kålplanterne under fiberdugen, men på friland i midten af bedet med rødkål. Foto: Karna Maj
Sommerhvidkål af sorten Premiere på friland – pæn plante, men ikke nær så stor som planter af samme sort under fiberdug. Foto: Karna Maj
Denne kålplante er også af sorten Premiere, men er sået ca. 4 uger senere i drivhuset den 1. april og udplantet den 9. maj. Den er lille – se i forhold til kristtornbladene. Foto: Karna Maj
Der vil komme billeder og høsttidspunkt for kålene både under fiberdug og på friland. Fiberdugen blev taget af ved sommerens start 1. juni.
Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Anlæg og teknik > Udplantning under fiberdug
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…