Salamander i haven

I foråret var jeg i gang med at vende sten og andet, som de iberiske snegle har overvintret under. Det giver som regel en god høst, mens de endnu er sløve af kulden, og så har man da ikke dem at døje med, når stauder og urter skal til at vokse.

Salamander og firben forveksles ofte

En salamander i et bed, hvor der dagen før er taget kartofler op. Foto: Karna Maj

Under en sten fandt jeg et lille kræ, som forsøgte at skjule sit hoved under halen. Den var kun lige godt og vel 5 cm lang, og der var ikke meget liv i den. Vi har efterhånden fået firben i haven, og de er meget stedfaste, så den første tanke var: Nå, her holder det til. Men dyret var lidt for spinkelt, og huden var helt blank af væde, så det kunne ikke være noget firben.

Da kom jeg i tanker om, at vi fandt tre forhutlede salamandre i sin tid, da vi flyttede ind, og det hele var én stor knoldemark. Siden har ingen set noget til dem, men de må jo have været her alligevel. For netop i april søger salamandrene til små vandhuller for at parre sig og lægge æg. De store vandhuller duer ikke, for de er faktisk de rene dødsfælder. Der huserer fisk og fugle, som alle sætter pris på en lille, lækker salamander. Vi har i flere år haft en nedgravet vaskebalje med vand i – af hensyn til fuglene, mente vi, – men det må have været nok til at holde salamandrene fast i haven.

Det er ikke ualmindeligt, at dyret bliver opfattet som en slags firben. Det har jo ganske rigtigt fire ben og en lang hale, men huden er som nævnt fugtig og tynd, og dyret bevæger sig langsomt og krybende, hvor firben nærmest springer afsted.

Salamanderens levevis

Salamanderen hører til i gruppen af halepadder, og vi har to arter, som er almindelige her i landet: Den lille og den store salamander. De lever udelukkende af rov, og de omsætter store mængder af larver, orme, snegle, bænkebidere og andre småkræ. Omvendt er de selv en yndet føde for ænder, pindsvin, mårer, snoge, krager og andre rovfugle.

I forårstiden udvikler begge køn en finneagtig bræmme, som løber fra ryggen, rundt langs over- og undersiden af halen og frem til gattet midt på bugen. På samme tid får hannerne strålende farver på bugen. Dem skal de imponere hunnerne med, så de kan få lov til at befrugte æggene. Hunnerne lægger æg­gene enkeltvis på vandplanternes blade, som de bagefter folder op omkring ægget og klistrer fast med et sekret. Efter et par uger klækkes æggene, og salamanderlarverne kommer frem. De kan ligne små haletudser, men de er meget mere slanke i kropsbygningen, og de beholder de buskagtige gæller gennem hele deres tid i vandet (modsat haletudserne, som udvikler lunger). I vandet lever larverne som rovdyr og omsætter dafnier, vandlopper og myggelarver.

Hen på sommeren får de lunger, og så kryber de på land og fortsætter tilværelsen med at jage landdyr. Om efteråret finder de et beskyttet sted med en passende høj luftfugtighed, og dér overvintrer de.

Salamandere i haven

Hvis man vil gøre noget for salamandrene, kræves der egentlig kun to ting. På den ene side er der brug for et lille havebassin med kanter, som ikke er stejle, og på den anden side må der være en stenbunke, et dige eller en kvasbunke, hvor dyrene kan klare vinteren. Det er tilstrækkeligt til, at man får disse små, harmløse dyr i haven år efter år.

Det giver biodiversitet, og diversiteten giver mere balance mellem planter og planteædere!