Glade kyllinger bliver til god mad

Af Anja Egeriis, Økologisk haveejer

Det hele begynder med et kompromis. Jeg tror ikke, at der findes økologisk opdræt af Plymouth Rock-kyllinger, som er den race, vi helst »dyrker«. Vi køber derfor daggamle kyllinger i maj/juni af absolut uøkologisk oprindelse, men da resten af deres relativt korte liv står i øko-foderets tegn, kan jeg godt leve med det.

Slagtekyllingerne går frit i staudebed og på græsplænen. Foto: Anja Egeriis

Første ophold i en papkasse

De første par dage kan man have kyllingerne gående indendørs i en stor papkasse foret med halm. Vi bruger som varmelampe en 100 W Elstein-pære, som giver varme uden at give lys. Varmelampen anbringes i den ene ende af kassen, i den anden ende mad og vand, og så skal de nok lære, hvad det skal bruges til. Det er let at regulere, så varmen passer. Hvis kyllingerne ligger og sover i en ring uden om lampen, er der for varmt, og den skal lidt højere op. Varmen passer, når kyllingerne ligger lidt
spredt ud under lampen uden at klumpe sammen i en bunke.

Insekter er lækker mad for små kyllinger

For at lære kyllingerne, at insekter er lækker mad, er det en god idé allerede en af de første dage at fange lidt bænkebidere, små orme el. lign. til dem. Det er bestemt ikke kedeligt at se på, for hele flokken jager den kylling, der har den største godbid, det er rent »rylle-rally« og fin underholdning for hele familien. Man kan også give dem lidt fintklippet græs. Begge dele giver gode kyllinger, som kan finde meget af deres eget foder, når de bliver lidt større og kommer ud på mere plads.

Hvis man har en skrukhøne, er det selvfølgelig oplagt at lade hende sørge for pasningen fra starten – men det er en anden historie.

Kæledyr eller slagtekyllinger

Inden man tager kyllingerne for meget op og leger kæledyr med dem, skal man lige vide, at der er en stor sandsynlighed for, at de bliver meget tamme, og så vil nogen sikkert have svært ved at slagte og spise dem. Det er meget fristende, for de er både sjove og nuttede – men pas på, ellers risikerer man, at de aldrig lander på middagsbordet.

Men kan man styre det, er det hyggeligt at beskæftige sig med kyllingeflokken, og det er en god følelse at se på en flok kyllinger, der trives og lever, som de bør gøre det – det giver god samvittighed, når de skal spises. Og når man har smagt dem, føler man sig aldrig fristet til at kaste sig over en lørdagskylling igen, selv om den er nok så billig.

Kyllinger med god samvittighed

Jeg beskæftiger mig i øvrigt ikke med økonomien i kyllingeholdet, for man skal ikke gøre det for pengenes skyld. Øko-foder er ikke billigt, og kyllingerne har en god appetit. Det er bare en af måderne, hvorpå man kan være med til at begrænse antallet af kyllinger, der lever deres korte tilværelse under kummerlige forhold – og som sagt få en dejlig, velsmagende kylling i tilgift.

Fra papkasse til et lille hus

Kassen bliver meget hurtigt for lille, og kyllingerne må flyttes uden for. Her behøver de et lille hus til at sove og varme sig i – stadig med varmelampe, som man efter de første 3–4 dages tid kan begynde at trappe lidt ned ved hjælp af et tænd-/slukur,således at de efter ca. 5 uger ikke får mere varme tilført.

I tilknytning til huset skal der være en løbegård med en lille overdækning, hvis det bliver regn. Gården skal kunne udvides efterhånden, som kyllingerne vokser, og de vokser hurtigt og skal have plads til at røre sig på, så deres muskler kan udvikles.

Nye omgivelser med et lille hus med en løbegård ude i haven Foto: Anja Egeriis

Når de er en 5–6 uger eller deromkring, kan man eventuelt flytte dem ind i hønsegården til de andre høns. Sæt dem ind i hønsehuset en sen aften og vær forberedt på, at nogle af dem nok skal hjælpes ind de første nætter, de er ikke alle lige hurtige til at finde ud det. Det giver lidt ballade i et par dage, til de lige har fundet deres plads i hakkeordenen, men herefter går det som regel fint.

Har man ikke en permanent hønsegård, så er det let at etablere en midlertidig indhegning med en rulle volierenet på 90 cm’s højde – de tunge kyllinger har det ikke med at flyve ret højt. Men husk at lukke for ræven om natten, hvis man bor i et udsat område.

Plymouth Rock i naturlig vækst

Som nævnt i starten bruger vi altid Plymouth Rock-kyllinger, fordi vi synes, at de bliver så dejligt store og smager godt. Racen har et lidt dårligt ry – sandsynligvis fordi de som almindelige slagtekyllinger jo skal præstere en totalt unaturlig tilvækst på de omkring 30 dage, de får at leve i. Det medfører benproblemer for mange af dem, da deres knogler slet ikke kan følge med tilvæksten, og derfor focuseres der meget på det, når man taler kyllingeracer.

Det problem kan man imidlertid undgå, når man selv opfeder sine kyllinger. Vi giver dem startfoder og diverse fuglefrø, grønt og insekter i de første 3 uger, og så kan de så småt begynde at få voksefoder og en smule knækket hvede, til de er omkring 5–6 uger. Herefter begynder vi at blande hel hvede I foderet med en større og større andel, indtil de i løbet af en 5- 6 uger mere kun får hvede og alt det grønne og levende, som de selv kan finde. Det – samt den motion, som de får, når de har god plads – medfører, at de får en naturlig vækst uden benproblemer. Skulle der være en enkelt ind imellem, der alligevel får en antydning af dårlige ben, så ryger den straks i gryden.

Et frit hønseliv med masser af motion og selvfunden føde Foto: Anja Egeriis

Slagtevægt

Når kyllingerne er omkring 3 måneder gamle, er de faktisk store nok til at blive slagtet, og mange vælger da også at gøre det her. Vi er imidlertid lidt dovne og synes, at de lige så godt kan blive større, for arbejdet med at slagte og rense er det samme pr. kylling, så vores bliver som regel 5–6 måneder gamle, inden de skal dø.

Kyllingerne nærmer sig den slagtefærdige alder. Foto: Anja Egeriis

Vores slagtemetode

Det kan godt være lidt mere bøvlet at slagte en så stor kylling – vores største indtil nu vejede 6 kg renset og havde nogle herlige brystfileter på ½ kg pr. stk. Så vi har fundet vores egen metode. En tidlig morgen – før hønsene vågner – sniger vi os ud til hønsehuset og henter kyllingerne én efter én, de når dårligt at vågne, før det er for sent, så det foregår stille og roligt. De bliver båret over til slagtepladsen, hvor de bliver skudt gennem hovedet og straks herefterfår det hugget af.

Hvis man ikke kan lide at se dem rende rundt, når de er døde (og det kan jeg bestemt ikke!), så sørg for at holde godt fastpå dem, når de bliver skudt – de er pga. deres størrelse meget stærke og kan blafre voldsomt med vingerne, hvis man ikke har godt fat i dem.

Når det er overstået, bliver de hængt op, så de kan dryppe ordentligt af, inden vi går i gang med at plukke og rense dem. Der er selvfølgelig andre måder at gøre det på, men denne metode fungerer godt for os, og lige bortset fra, at kyllingerne dør af det, tror jeg ikke, at det kan gøres meget mere humant.