Erantis en februarmorgen efter let snefald. Foto: Karna Maj
En januar dag, hvor landskabet står hvidt og flot, kan små gule hoveder stikke frem gennem sneen og enkelte med en grøn krave. De små forårsfolk er naturligvis erantis, som virkelig er en forårsbebuder. Kommer solen frem, vil de snart stå med fine duftende skålformede gule blomster og byde sig til for de insekter, som er en tur ude og tjekke, om foråret er kommet i gang.
En enkelt erantisart er vildvoksende i Europa, det er Eranthis hyemalis, som vokser vildt i Frankrig, Italien og på Balkan. Her vokser de i bunden af bjergskove i en porøs jord, og nogle steder kan de næsten danne et helt gult tæppe. I Østtyrkiet, Irak og Afghanistan vokser en anden erantisart, som minder meget om den europæiske; den hedder Eranthis cilicica og adskiller sig ved at have lidt større blomster og lidt mere smalle blade end Eranthis hyemalis. Eranthis cilicica vokser i bjergskove domineret af nåletræer.
Erantis har grønne kransstillede blade, og seks gyldne blade danner den skålformede blomst. Foto: Karna Maj
Erantis er en lav knoldplante i ranunkelfamilien, altså samme familie som anemoner, klematis, julerose, engblomme m.fl. Den har grønne kransstillede blade, og seks gyldne blade danner den skålformede blomst. Erantis kan blomstre over en lang periode fra januar til marts, hvor den står og danner et fint gult tæppe, som efter afblomstringen forvandles til et grønt bunddække, da bladene nu skal forsøge at binde så meget energi som muligt, der kan oplagres i de sorte knolde i jorden.
Erantis er en glimrende haveplante og en god forårsbunddækkeplante. Hvis erantis er placeret rigtig i halvskygge eller vandrende skygge i en porøs jord, vil de med tiden udvikle sig, blive kraftige, og der vil komme nye frøplanter. Erantis formerer sig både ved frø og ved yngleknolde.
Man kan ikke gøre så meget forkert med sine erantis, man skal blot lade være med at grave og rode i jorden, hvor de gror. Hvis man ønsker nye erantis i sin have, kan man sætte knolde om efteråret. Her er det en god ide at lægge knoldene i vand, inden de sættes, da de ofte kan være helt indtørrede, efter lang tid i en butik.
En anden måde af få nye planter på, er at flytte planter fra steder med en stor bestand. Det er udmærket at flytte erantis, medens de er i vækst, og er det godt etablerede planter, kan de deles. Man kan også selv høste og så erantisfrø. De skal høstes grønne og sås straks efter høstningen. Man skal være meget tålmodig, da det tager lang tid fra såning til de nye planter er i blomst; 4–5 år er almindeligt.
De to almindelige arter Eranthis hyemalis og Eranthis cilicica er krydset og en sådan krydsning er Eranthis × tubergenii, som har lidt større blomster end forældrene. Eranthis hyemalis ‘Orange Glow’ ligner arten i vækst, men har et mere gyldent skær. Eranthis × tubergenii ‘Guinea Gold’ har gyldne blomster med en mørk gul kant. Eranthis hyemalis ‘Plenus’ er en fyldt erantis.
Søg i forhandlerguiden:
HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø
Flerårige spiselige planter til haven
Eksotiske og specielle er vores liv!
Alt til den økologiske have
Store samlinger af dagliljer og hosta
Frø og blomster, også i haven
Mange forskellige stauder
Stauder tilltrækker bier, som bestøver.
Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Løg og knolde > Erantis
Kommentarer
Der er 9 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…