En have med stedsegrønne træer og buske kan levere et godt udgangspunkt for at lave flotte advents- og juledekorationer. Her er kristtorn, normannsgran, taks, ene, thuja, buksbom, vedbend og røde grene af hvid kornel. Foto: Karna Maj
Der er mange grunde til at sætte pris på havens stedsegrønne træer og buske. De er grønne midt i alt forfaldet og den grå tristhed. De danner rammer og giver haven struktur vinteren igennem. De tiltrækker fugle til haven med læ og skjulesteder. Stedsegrønne hække og buske dæmper blæsten og giver et bedre mikroklima i haven hele året. Og i december bliver prisen rent bogstavelig, når man kan spare masser af penge ved at klippe frisk pyntegrønt i egen have.
Den traditionelle adventskrans laves af småkviste af gran, der lægges på en halmkrans og sættes fast med en tynd sort metaltråd og til sidst bindes den ned med sort sytråd. Til adventskransen kan man bruge alle slags ædelgran, der ikke taber nålene. Rødgran er uegnet.
Til adventskransen kan man bruge de grangrene,som alligevel skal fjernes ude i haven. F.eks. hvis man ønsker at opstamme et træ. Gran skyder ikke fra gammelt ved i modsætning til de fleste andre stedsegrønne buske, så grantræer skal man være varsom med at klippe af. Et bundt gran koster heller ikke alverden.
Man kan selvfølgelig vælge at have en eller flere ædelgran til at klippe af, hvor udseendet er mindre vigtigt. Man kan i skoven her i december studere, hvordan man skal klippe for at sikre nyvækst på grantræer.
Bortset fra den traditionelle adventskrans er gran ikke særlig velegnet til dekorationsbrug. Adventskranse er ikke længere stramt bundne kranse af gran, men kranse bundet med fantasi og dekorative stedsegrønne grene og andre naturmaterialer som bær og tørrede blomsterstande. Eller man vælger at lave en dekoration med fire flotte lys. Kun fantasien sætter grænsen.
Et godt sted at starte er ude i haven. Der skal ikke mange grene og kviste til en dekoration, og når først buske og træer har nået en vis størrelse, kan man sagtens klippe lidt til husets dekorationer. Er buske og træer først blevet en halv snes år gamle er problemet ofte, at der skal klippes mere af, end man selv kan bruge, hvis der kun er begrænset plads i haven. Det giver mulighed for rundhåndet at kunne forære det væk – som pyntegrønt eller færdige dekorationer.
Enebær, buksbom, taks og thuja er meget velegnede som bund i dekorationer. Der findes forskellige enearter, og f.eks. den kinesiske ene findes i mange sorter med gule, grønne og blålige farver. Buksbom fås både små- og storbladede.
Hvis man er heldig har man også nogle af de mere dekorative arter: Kristtorn både med og uden røde bær eller med gul- eller hvidbrogede blade. Ranker af vedbend eller vedbendgrene med grønne umodne bær. Grene af troldpil og troldhassel. Buske med røde, gullige og grønne grene, f.eks. hvid kornel, Cornus alba sibirica, med de stærktrøde grene. Lærkegrene med kogler. Grene af vildroser med hyben. Måske har man tørret blå eller rosa hortensiablomster i efteråret.
Hvis man er til guld- og sølvspay, er der masser af visne blomsterstande at gå i gang med, f.eks. merian, oregano, hør, hosta, røllike og hortensia. De skal tørres et par dage først. Et helt let pust af sølvspray giver en rimeffekt. Men man skal omgås disse spray med forsigtighed, fremgår det af en rapport fra Miljøstyrelsen. Man skal kun spraye udenfor – eller et godt ventileret sted – og lade det tørre inden det tages ind i stuen. Ligeledes anbefales det at begrænse brugen af spraydåser med julesne indendørs mest muligt, da de kan indeholde problematiske stoffer, og man skal ikke lade børn bruge disse spraydåser.
Alle disse slags pyntegrønt er ikke kun meget dyre at købe, de er ofte også klippet lang tid, før de sælges. Og mange af ovennævnte arter kan slet ikke købes afskåret. Så det er en god ide at plante stedsegrønne træer og buske i haven.
I haven er der stadig mange røde og orange bær, som kan bruges i dekorationer. Her ildtorn. Foto: Karna Maj
Både thuja- og cypresgrene har små yndige bærkogler. Foto: Karna Maj
Buksbom er god til at lave en neutral bund i en dekoration. Foto: Karna Maj
Vedbend har nogle meget dekorative bær, som er under udvikling og først modner i løbet af vinteren. Foto: Karna Maj
Søg i forhandlerguiden:
Prydtræer og prydbuske.
Vi opformerer gerne frugttræer.
Se hvor billigt det kan gøres
Frø og stiklinger af træer og buske
En verden med rhododendron
Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug
ikke bare æbler men også de sjovere ting
Her er du: Forsiden > Prydhaven > Træer og buske > Pyntegrønt fra egen have
Kommentarer
Der er 6 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…