Fuld kraft frem i haven

Af Susanne Mørk-Jensen, mandag, 18. april 2005

Hvide anemoner er et af de mange forårstegn. Foto: Susanne Mørk-Jensen

»Spring eg, spring ask, spring alting roligt ud«, skriver Frank Jæger et sted. Og vist arbejdes der på højtryk i buske og træer for at adlyde digteren til tiden. Skal man tro biologerne: endda før tiden.

Her i haven har en del store træer dog båret løv for sidste gang. En stribe elm var så elendige sidste sommer, at vi fældede dem i vinter. Og tre ældgamle seljerøn blev fældet alene ved naturens hjælp. Jeg hader, når der fældes, men jeg indrømmer, at der pludselig er kommet lys og luft, som giver nye fristende muligheder. For en uges tid siden blev elmene erstattet af en hæk af sortrøn, Aronia melanocarpa. Det vil give en noget lettere afslutning på et haverum end elmene gjorde. Sortrønnen bliver kun et par meter høj, har smukke blomster, grønne blade med rødlige og gyldne nuancer i efteråret og flotte sorte bær. Den nye hæk er og bliver dog ikke stor nok til stærekasser, så nogle af stærene må flytte. Men der er selvfølgelig fundet ny passende indkvartering på matriklen.

Men tilbage til start, for jeg glemte egentlig en indledning. Forrige sommer skrev jeg på dette sted om min families nye have her i Himmerland, som jeg dengang oplevede en sommer igennem for første gang. Der var meget at opdage og mange planer at lægge. I år skal jeg skrive lidt om, hvordan det går med planerne

Jeg lægger ud med det mest positive: Køkkenhaven, som vi inddrog fra marken forrige forår. 19 højbede á 1,2 × 3 meter er det blevet til. Forrige sommer fik jeg langt fra alle bede ordentligt vinterklargjorte. Hele sensommeren mere eller mindre fløj bort i gode gæsters selskab. Det bødede jeg noget for sidste forår, og svor: Aldrig mere sjuske med efterårsarbejdet. September/oktober 2004 blev alle køkkenbede gennemrenset og puttet under et passende lag fra hestemøddingen. I år er alle bedene lige til at gå til. Men jeg synes stadig, der er for køligt til at så, selv om vores jord er tilpas tør. Disse bede ligger i den mest udsatte del af haven.

Sidste sæson førte jeg dagbog over alt, hvad der passerede i køkkenhaven. Dels af hensyn til sædskiftet. Dels for at huske, hvad der vil/ikke vil trives på dette sted. I praksis er dagbogen et A3-ark med en kopi af alle bede og plads til i stikordsform at notere sædskifte og erfaringer i de enkelte bede. Og på en skøn dag sidst i august sidste år tog jeg et nyt A3-ark i brug til planerne for 2005. Mens jeg sad midt i køkkenhaven med de bedste forudsætninger for at kunne se de nye planer for mig »on location«. Det er min erfaring, at de planer der lægges i vinterens løb kan have urealistiske anslag. Men indrømmet, det har stor mentalhygiejnisk virkning at sidde med frøkatalogerne samt skoldhed te og kage sidst på en lang mørk vinter og lægge planer. Ganske bestemt.

Nå, jeg burde nok alligevel ha’ sået f.eks. salat i dag, men var nødt til at koncentrere mig om nedlæggelsen af vores kompostplads. Forklaring følger.

Her i marts stod det pludselig klart, at vi er nødt til at få lavet et nyt nedsivningsanlæg til vores spildevand. For at fælde mindst muligt i den forbindelse skal hele kompostpladsen, i al fald midlertidigt, sløjfes – inklusive et stor dejligt kvashegn, som jeg byggede så sent som sidste efterår: 75 cm bredt, 5 meter langt og 1,6 meter højt. Ak!

Vi har besluttet at flytte kompostpladsen til et endnu mindre befærdet sted. For bunken af hundelort (3 hunde!), kaffeposer, teposer og køkkenaffald er så afgjort ikke noget kønt syn. Og nu er kvashegnet flyttet om til bierne og lagt ud i ½ meter højde foran hele bigården. Det giver læ lige foran flyvesprækkerne. Jeg synes, det ser ganske fornuftigt ud, og min mand er allerede fornøjet på sine biers vegne. Vi stod sammen i eftermiddag og beundrede biernes flid. De knoklede. Det er en vidunderlig oplevelse for syn og hørelse at se/høre sådan en veludvintret (betyder velovervintret på biavlersprog) bigård. Synes vi i al fald. Om vi deler denne passion med en stor del af menneskeheden er nok et åbent spørgsmål, men mange vil sikkert forstå vores søde forventninger om en stor honninghøst.

En mængde kompost var brugsklar. Så jeg kørte nogle børfulde rundt til frugttræer og klematis. Og drivhuset fik 2 børfulde færdigomsat samt en ditto med grov kompost. Det blev rodet godt ned i drivhusjorden, som jeg derefter dækkede med staudetoppe. Det ser måske underligt ud, men jeg hader at se de tomme bede ligge og tørre ud. Og vores »drivhusfrøer« skal have noget at gemme sig under indtil det er »plante ud-tid« – hvad der stadig er nogen tid til. Og heldigvis for det. For mine tomatplanter her i vinduet har ikke meget mere end 2 par blade, og agurkerne er først sået i dag. Jeg har ikke haft tid, og kulden har ikke ligefrem ansporet til såmanøvrer. Kunne jo også bare købe færdige planter, men så får jeg måske slæbt skadedyr med hjem og desuden er det ikke nær så sjovt.

Til sidst fik jeg tømt kompostpladsen helt. Ikke noget behageligt job, for der kunne ligge forskellige kræ og gemme sig under bunkerne. Men de måtte hellere komme frem idag, end når en maskine går løs på stedet. Jeg fandt heldigvis ikke noget pindsvin, men 3 frøer og et utal af orm og diverse kriblekrabledyr.

Slut for i dag. Næste gang vil jeg bl.a. fortælle om duen der udrugede et hønseæg (helt i H.C. Andersens ånd), en indkørsel belagt med gulvtæpper samt om kvikgræsset, der kom for at blive.