Depri i sin have? Nix.

Af Susanne Mørk-Jensen, fredag, 28. marts 2003

Gæslinger på fladpil. De flade grene er flotte i dekorationer. Og man kan roligt forære bort af dem, for jo mere man forynger træet, jo flere flade grene har den. Foto: Susanne Mørk-Jensen

I sidste uge stod at læse i fagbladet »Jord og Viden«, at en have kan modvirke depression. Det forsker man ligefrem i ved Sveriges landbrugsuniversitet i Alnarp, hvor de har terapihaver til »trädgårdsterapi«! (Ja, se selv på www.lpal.slu.se). Dette fortalte jeg en bekendt, som ejer en usædvanlig stor og veldrevet have, og han kunne til gengæld citere et gammelt kinesisk ordsprog, som lyder sådan her (så vidt jeg husker): »Vil du være lykkelig for en dag, så drik dig fuld. Vil du være lykkelig et år, så find dig en kone. Vil du være lykkelig hele livet, så pas din have«. Én ting er i al fald sikkert, at skal vi passe hele vores have, så har vi overhovedet ikke tid til at være triste…

Jeg har lige priklet de først såede tomater. De havde allerede fået 2 par blade. Nu får skalotteløgene også en tur. Det står pænt. Men jeg flytter også bakkerne ud i drivhuset midt på dagen, for at planterne ikke skal blive ranglede. Ret besværligt. Kun peberfrøene er ikke særligt villige til at spire. De vil nok gerne ha endnu mere varme, end jeg tilbyder.

Udenfor har jeg opdaget, at min pessimistiske forudsigelse om mængden af forårsblomster i vores nye have, var forkert. Der står faktisk små grupper vintergækker spredt over det hele. Eranthis er der færre af – men de er der – samt krokus, iris og en hel del, som endnu optræder incognito. Alligvel har jeg allieret mig med nogle bekendte, som forsyner os med endnu flere eranthis, gækker og dorothealiljer – fra haver, som er garanteret fri for den spanske snegl! Det forstås.

Jeg finder heldigvis flere forårsblomster i haven end forventet. Også et par klumper af den her, som ikke er den almindelige gæk Galathus nivalis. Denne her er større såvel i blomst som i blade, og navnet er Galanthus elwesii. Ifølge opslag er den lidt senere og knapt så hårdfør som »nivalissen«. Men den er ret flot. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Jeg savner kirsebærkornellen fra min gamle have, som garanteret står og blomstrer lige nu, men vi kan beundre de blomstrende pil. Og så opdagede vi pludselig i dag, at bierne trækker i stor stil på vores rødel, hvor der er pollen at hente ligenu. Pollen er biernes proteinkilde, og de skal bruge masser af protein især i forår/forsommer til at fodre yngel op på. Jo større bifamilierne når at blive tidligt på året, jo flere bier er der til at hente honning hjem til sommer. Min mand kikkede til bierne i dag for første gang i år, og det så heldigvis godt ud i staderne.

Det er sent, men jeg har først fået kalket køkkenhaven i denne uge. Nåede det ikke i efteråret. Efter bogen burde jeg have undersøgt jordens pH-værdi først, men jeg vil vædde med, at der mangler kalk, for der er mos alle vegne selv i fuld sol. Det ærgrer mig, at jeg havde fået købt almindelig havekalk i stedet for dolomitkalk, som også indeholder magnesium. Men jeg opdagede det først, da sækken var åbnet. Æv. Men alle bede fik en omgang, undtagen de kommende kartoffelbede. Kartofler er ikke så vilde med kalk.

Og jeg er ikke vild med fuglegræs. Men det tager fuglegræsset sig ikke af. Ork nej, det var allerede i fuld gang med at boltre sig i mine spæde jordbærrækker (som blev sat for sent sidste år – jeg kunne jo dårligt sætte dem, før vi flyttede ind), indtil jeg overfaldt bedet. Jeg passede i øvrigt på ikke at rode dybere i jorden end højest nødvendigt: Jo mere lys, der bliver lukket ned, jo flere uønskede frø spirer. Fuglegræs har altid været det flittigste ukrudt i min køkkenhave, så engang prøvede jeg at servere en stuvning af det for min familie. De sagde ikke så meget til det ud over at det nok var en sund ret…