Kom maj du søde milde?

Af Susanne Mørk-Jensen, mandag, 19. maj 2003

Et hjørne af min have, som vi sjældent når hen i, men for tiden skal jeg der hen og kikke en enkelt gang om dagen, for svampen på »bordet« vokser lidt hele tiden, og den er så flot. Fliserne trænger til en tur, men de 3 stauder midt i vil jeg frede ligesom rølliken nede til venstre – den kunne jo bruges til en bitter en dag. Vi har lige plantet en clematis ved hver side af den bue, som går op over bænken. En tidligt blomstrende med violette blomster og en senere i den anden side med gule blomster. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Kom maj du søde milde, gør skoven atter grøn, og lad ved bæk og kilde violen blomstre skøn! Fromme ønsker, som er blevet hørt – undtagen lige det med sød og mild. Maj er foreløbig en temmelig våd og kold affære. Jeg havde ellers dømt »store udplantningsdag« i dag, men vandet vælter ned, så det er udsat endnu engang. Tomaterne kom alligevel omsider ud i formiddag. Jeg har simpelthen ikke haft tid før, og nat-temperaturen i drivhuset var da også så sent som i forgårs nede på 3–4 grader. Jeg har haft min families tålmodighed på prøve, for til sidst fyldte tomatplanterne så meget i vindueskarmene, at min mand demonstrativt begyndte at binde dem op i gardinstængerne! Nå, men nu står de altså pænt og nydeligt i drivhuset, plantet sammen med basilikum, tagetes og én enkelt tropæolum. Efter plantningen dækkede jeg jorden med 3–4 cm halvt omsat kompost. – Og jeg fik hilst på min drivhusfrø, som var blevet til to! De to var ikke begejstrede for, at alle de frodige honningurter blev fjernet, så jeg bad pænt om forladelse og anviste plads i det tætte spinat-hjørne, som stadig står grønt og venter på, at agurkerne skal udplantes først i juni.

Sidste weekend fik jeg udplantet majs (som ikke har brudt sig syndeligt om vejret derude), og adskillige rækker kål og løg, som tilsyneladende har taget kulden og blæsten med stoisk ro. I det stykke køkkenhave, som vi har inddraget fra marken i år, er der meget blæsende, så vi har nu plantet de første læplanter på vestsiden af det: bjergfyr (stedsegrøn og 100% robust selv på vores halvmagre bakketop), bærmispel (særlig smukt løv i forår og efterår, vindstærk), sargentsæble (blomster til bierne, frugter til fugle, vindstærk) og syren (skønne blomster, vindstærk).

Jeg har stadig flere kasser med kål og sommerblomster, der skal plantes ud… i morgen, hvis vejret vil. Porrerne vil jeg dog ikke have ud førend grundlovsdag af hensyn til risiko for stokløbere.

Kulde og regn til trods er der fuld gang i fugleyngleriet. Der lyder en insisterende pippen i fuglekasser (og nogle steder fra finurlige huller under udhustage!) i alle ender af haven, det er et herligt leben. Til gengæld må jeg så finde mig i klatter på ruderne – forældrene har vel for travlt til at finjustere sigtet ved guano-droppene. Men så længe det ikke er værre ting, de dumper. Apropos klatter, så møder vi dagligt nye pindsvine-ditto på havegangene, som åbenbart bliver afpatrouljeret ved nattetide. Det er en god tanke, at de tøffer rundt dernede, når vi sover. Om jeg nogensinde vil begribe logikken i at bruge tid og benzin på at køre hver eneste lille kvist væk fra sin have, så pindsvinene ikke kan finde logi (kvistbunke = »kvist-lejlighed«) i haven, og så bag efter bruge tid og benzin på at hente kompost hjem igen.

Èt af fuglebadene: »Biernes Bellevue« – selv i regn bruges vore fuglebade af både insekter og fugle. Vand giver liv. Meget banalt og meget rigtigt. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Mit kvik og skvalderkål med mere i genren er selvfølgelig også i fuld gang. Og jeg skal se mig for, når jeg luger i den mangfoldighed af stauder og enårige der er i bedene – hvad er krudt og hvad er ukrudt? Godt, jeg ikke er henvist til metoden fra Per Højholts Gitte-monolog om haven… Gitte rykker lidt i dem alle sammen og siger »dem der er løs er ukrudt«. Man forstår godt, hvorfor Preben og Gittes have aldrig bliver helt så fin som eller finere end naboens, selv om det er deres store drøm!

Jeg har en del planter, som Preben og Gittes naboer måske ville klassificere som ukrudt, mens jeg nyder dem. Der kommer f.eks. svaleurt særdeles mange mærkelige steder, adskillige kartebolle kommer i gruset langs kanterne af gårdspladsen, merian dukker op, hvor det passer den, akelejer ligeså, judaspenge, pengebladet fredløs m.fl. De bliver kun fjernet, hvis de truer andre planter, eller hvis jeg af den ene eller grund vil så/plante noget andet, lige hvor de står. Indtil da er de kærkomne bunddækkere, gode insektplanter og kønne at se på.

Jeg stod for en uges tid siden med en veninde og så på et sydvendt hjørne på gårdspladsen, hvor der er både grus og fliser foran indgangen til en lille gæstelejlighed. Imellem fliserne og i gruset står der en mængde gule svaleurt og lige i midten af dem en stor violet judaspenge: et dejligt skue synes jeg, men det kriblede i fingrene på min gode veninde; der skal ikke være noget mellem fliser, ej heller i grus! Men da det er et hjørnearel, man ikke færdes på, er de jo ikke til praktisk gene, så jeg var lettet, da vi begge var nået forbi med hænderne i lommerne! I mit hoved hedder det »det muntre hjørne«, og jeg bemærker det med fornøjelse, hver gang jeg passerer det. Men jeg har fjernet samtlige mælkebøtter fra stedet og (så vidt muligt) fra det meste af gårdspladsen i øvrigt, så der går min grænse altså.