Snyltehvepse, rovbiller og fugle forén jer!

Af Susanne Mørk-Jensen, mandag, 14. juli 2003

Denne musevikke er så flot og vrimlende fyldt med små humlebier, at den får lov at blive stående som del af mit vilde have. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Prikbladet perikon går over sine bredder med et væld af gule blomster. Merian er i begyndende blomstring med et lyst violet flor, som sommerfuglene elsker. Og de får travlt på deres flagrefærd, for de skal også aflægge visitter i alle havens isop. Isop er nemlig endnu en yndlingsplante for mange sommerfugle.

Topscorer for bier og humlebier ligenu er en høj hvid campanula med store opretstående klokker i aks. Jeg har p.t. ikke opklaret artsnavnet, men det er en herlig staude.

Dagpragtstjernerne er seje – de har blomstret længe og fortsættter. I skumringen lyser de som sære mælkeveje under buskene.

Selv roserne viser sig fra deres bedste side; det må jeg lade dem. Jeg har ellers et ambivalent forhold til de meget forædlede roser. De kan få det bedste og det værste op i folk. Det bedste er stor hengivenhed. Det værste er, at næppe nogen anden haveplante har afstedkommet flittigere brug af havesprøjten mod skadedyr og svampe. For de er så sarte de kære roser. Jeg savner desuden liv i dem – ofte står de bare der og »ser ud« uden at få besøg af et ærligt insekt. Da vi kom hertil for et lille år siden, stod det næsten obligatoriske rosenbed ved fordøren. Og de så slemme ud – angrebet af alverdens svampe og utøj. Det var fristende at grave dem op straks, men jeg synes ikke, man skal starte med bål og brand i en ny have. Så i april klippede jeg dem bare grundigt ned. I dag er de tilsyneladende ikke chikaneret af noget, men udstyret med ganske kønne blomster i kraftig pink. Omgivet af bl.a. perikon og i en bund af pengebladet fredløs (samt fuglegræs!). Roserne bliver med andre ord stående, selvom at de ikke ville være mit første valg på planteskolen. Skal jeg selv vælge roser bliver det det buskroser, som dog ikke er egnede i de mindre prydbede. Jeg ville aldrig vælge fyldte roser, men enkle blomster, som kan danne hyben til gavn for fugle og fæ.

Glimt fra køkkenhaven: løg, gulerødder og tagetes. Halm på sti mellem bede. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Der er ikke jubel, fryd og fuglesang det hele. Der er sultne larver på spil andre steder i haven. Så: »Snyltehvepse, rovbiller og fugle forén jer! Æd de larver, som forgriber sig på mine kål, basilikum og anisisop!« Opfordringen er ikke helt ud i det blå, for jeg har gjort en del for at få deres opbakning: Masser af blomster, som tiltrækker voksne snyltehvepse, bunddækket som rovbillerne kan skjule sig under og alle gemmestederne til fuglene. Snylthvepse er godtnok nogle barske kumpaner; de lægger æg inde i de uønskede larver, som herefter ædes indefra. Naturens metoder er på ingen måde idylliske. Jeg selv ser ikke bare til, men er jævnligt en tur omkring for at checke de udsatte planter og selv pille nogle larver af. Med kort proces.

Rosenkål, kartofler og ærter. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Skimmelen kom, bredte sig hurtigt og tog toppene på de tidlige og middeltidlige kartofler. Så dem klippede vi af og fjernede allerede forleden. Ingen grund til at få skimmel vasket ned på knoldene. Den seneste sort står dog stadig grønne med blomster og vokser.

Jeg skal ud og lave en opløsning af hønsemøg til at gøde med, for jeg kan se at spinat, kål og porrer i de gamle køkkenhavebede mangler gødning. Jeg gætter på, at det er flere år siden, der er gødet. Jorden mangler også masser af organisk materiale til at holde på fugten. Så til efteråret skal der godt med hestemøg/halm på, og som tidligere fortalt lægger jeg jorddække på allerede nu. Min mand har netop hjulpet med at slæbe gamle halmballer over og lægge dem ud i flager á 5–10 cm tykkelse på stierne. Det er super-lækkert at sidde på, når man luger, tynder, fjerner larver eller høster.

Friskplukkede kirsebær: Så er desserten serveret! Foto: Susanne Mørk-Jensen

Vi har høstet 5 kilo ribs, og afventer modning af yderligere nogle kilo. Og så viser det sig, at vores meget store kirsebærtræ er en tidlig sort, som begyndte at modne allerede primo juli. Det er så stort, at det næsten er med livet som indsats, man klatrer derop – og de bedste bær sidder selfølgelig rigtig højt oppe. Men udfordringen tiltalte teenagedatteren, som frivilligt tilbragte to halve dage oppe i kronen, og høstede masser af bær. Alligevel er der stadig en mængde tilbage til stære, solsorte o.a.