Pip i sovekammeret

Af Susanne Mørk-Jensen, mandag, 7. april 2003

I går opdagede jeg en blå plamage i et ydmygt hjørne. Bierne havde fundet den før mig, og jeg så for første gang bier med blå »bukser«. Det er den lidt skinnede klat der ses på biens bagben. Så russisk skilla har blå pollen. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Stære er nyttige, for de spiser stankelbenslarver, som ellers ville spise græsplænen. Dertil kommer stærenes underholdningsværdi. De har en særlig evne til at fløjte fjantet. Hvad vi ikke før har oplevet, er deres mere dramatiske talent. Forleden aften, da min datter gik ud for at lukke for hønsene, blev hun alarmeret af en forfærdelig jamren og uro oppe i en af stærelejlighederne. Det lød, som om 10 stære og en mår var presset ned i samme kasse. Faderen blev overtalt til at undersøge sagen. Så han klatrede op og bankede høfligt på, før han tog låget af. Her blev han imidlertid stirret stift i øjnene af et indigneret stærepar, som ikke så ud til at fejle det ringeste. Så nu går der nok rygter mellem havens fugle om, at ham »udlejeren« er sove-kammer-kigger. Men han havde altså banket på først!

Vejret i den seneste uge har fra et havesynspunkt været noget møj. Det eneste fugtige sted på matriklen er efterhånden vandhullet, og selv det er snart tørlagt. Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. For hvad der end slumrer af uønskede frø og rødder under gruset på gårdspladsen, så holder tørken dem i fuldkommen ro.

Og solen har jo været på mærkerne, så alt det indesåede har fået godt med lys. Det har samtidig krævet masser af vanding i drivhuset, hvilket i dag førte til en krise af dimensioner (»lidenlundske« størrelsesforhold). For jeg har efterhånden så mange kasser i drivhuset (nogle er indedørs om natten, men de er alle i drivhuset i soltimerne), at det kræver en vis elegance at manøvrere derude. Så, under formiddagens vanding, kom min bagdel (sic) til at støde en lille bitte smule ind i et sammenklappeligt bord, og vupti lå porrer, basilikum, tagetes og skalotteløg i en uskøn jordbunke med bordet ovenpå! Ai, ai, ai! Hundene listede lydløst ind under sofaen, og min mand blev meget fordybet i sit arbejde. Først da bølgerne havde lagt sig lidt, kom han og tilbød at sætte flere hylder op derude. Det var så okay.

Heldigvis røg tomaterne ikke også på gulvet. Så de har det stadig fint. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Efterhånden har jeg til min lettelse fundet flere forårsblomster i min nye have end forventet. Men mere vil have mere. Jeg savner alligevel nogle af de elementære tidlige haveplanter. Især min gamle kirsebærkornel med sit lette gule flor, som lyser op i marts og april. Og på staudesiden: Julerose og lungeurt. Ingen forårshave uden dem. Det ville også gøre sig med en peberbusk (blomstrer marts/april) og en troldnød, som er i sommerhumør allerede i februar. Men hvis jeg ruster mig med lidt tålmodighed, så ved jeg, at om en måneds tid har vi så mange blomstrende frugttræer, at vores bier risikerer at få stress. Og allerede i denne måned springer vores forsytia og blodribes ud. Det er bare den forbandede vind og tørke, der gør en rastløs. Man kan jo hverken plante eller så ligenu, uden at vande i giga-mængder. Alligevel ligger der 5 poser her ved min side, som jeg har planlagt at så i kasser i dag: Savoykål (‘January King’), sukkermajs (‘Fleet’), broccoli (‘Green Sprouting’), sommerfuglekarse (Tropaelum peregrinum) og nasturtium (Tropaeolum majus ‘Empress of India’). Så jeg har ikke tid til at sidde her ved tasterne.