Året rundt i haven

Chrysantemum i november

Af Karna Maj, tirsdag, 18. november 2008

Da jeg var barn og ung i 50’erne og 60’erne var der ingen landbokoner, som ikke havde en række vinterasters i haven, så de var selvforsynende med blomster frem til julen tog over med juledekorationer. Vinterasters har intet med asters at gøre, men var det populære navn for chrysantemum. Chrysantemum var dem, man købte hos blomsterhandleren med kæmpestore blomsterhoveder – der var lidt begravelse over dem, især de hvide, som ofte blev brugt til kranse og kistepyntning.

Jeg nåede lige at få have midt i 70’erne, hvor de stadig blev dyrket, og jeg byttede mig til en del sorter med mine naboer. Når det begyndte at bliver frostvejr – det skete dengang allerede i oktober eller først i november, så blev de slået ind i drivhuset i en balje, og der var friske blomster til jul. Så vidt jeg husker, så ebbede dyrkningen ud i takt med at vi fik lidt flere penge, og der kom masser af billige chrysantemum som potteplanter. Og deres perfekte blomster kunne chrysantemum på friland ikke konkurrere med. I dag har jeg ingen af de gamle sorter, og det er vist på høje tid, hvis man skal finde og redde dem i gamle haver.

Men i år har jeg faktisk dyrket chrysantemum, både småblomstrende og en enkelt storblomstrende, som man kan se på billedet. Den har en fantastisk smuk farve og det giver en fin buket til mit spisebord.

Chrysantemum

Jeg kan plukke de yndigste buketter af denne laksefarvede chrysantemum med store blomster. Foto: Karna Maj

Du kan læse mere på Havelyst.dk om mine chrysantemum, og hvor jeg har købt dem, i artiklen Novemberhaven er også dejlig, som også handler om andre livsbekræftende haveoplevelser i november.

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2008 > November > Chrysantemum i november

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider