Jeg kan ikke huske, at det har regnet så massivt så længe og med så vildt et blæsevejr. Ja, der blæste næsten med stormstyrke her på Vestlolland. Der var i hvert fald intet, der mindede om, at det her foregik den 27. juni – det var mere som en væmmelig novemberstorm.
Jeg havde været ude i det vilde blæse- og regnvejr og plukke hindbær, hente kartofler, løg og gulerødder, så jeg havde set, at planterne lå hulter til bulter og nogle var knækkede. Og fra vinduet ovenpå kunne vi se, hvordan kornmarken var lagt helt ned af vind og vand. Jeg turde slet ikke tænke på, hvordan alle grønsagerne på den åben grønsagsmark så ud, her er der næsten frit spil for vestenvinden.
Her til morgen skinnede solen, og jeg tog mod til mig til at bese min have, som vel at mærke er omgivet af store træer og høje hække, så her er normalt rigtig god læ.
Alle træer stod der. Et øjeblik troede jeg, at toppen af Opal blommetræet var knækket af, men da jeg kom derhen, kunne jeg konstatere, at det ikke var tilfældet – de fleste blade var »bare« revet af topgrenene. Hele haven var oversået af blade og en stor mængde æbler og blommer. Men der var ingen grund til at glæde sig over, at der var blevet tyndet ud i de alt for mange frugter, for der manglede en tilsvarende mængde blade, så der skal alligevel tyndes ud.
Vinden har flået æbler og blade af havens træer. Foto: Karna Maj
Rabarberblade var knækkede, de smukke bladselleri i blomst lå vandret, men svirrefluerne var stadig glade for blomsterne. Et par tomatstængler var knækket – godt at jeg har to hovedstammer med op på hver tomatplante på friland. Det værste var næsten, at fiberdugen over mine tidlige gulerødder var blæst af efter mørkets frembrud, så her var planterne, som slet ikke er vant til blæst, noget medtagne. En stor natlys i blomst var knækket helt nede ved jorden.
Men det var intet at regne for det syn, der mødte os, da vi inspicerede grønsagsmarken, som ligger åben mod nord og vest, og hvor der kun er et nyplantet lavt hegn rundt om de 1400 m² med grønsager. Alt var lagt ned mod jorden – der var ingen tvivl om, hvor vinden var kommet fra. Alt lå ned mod jorden i en retning – fra vest mod øst.
Jorden var så våd, at den gyngede, når jeg gik på den, men jeg var nødt til lige at tage en rundtur. Her er noget af det, som mødte mig:
Løgene stod ellers så strunke og flotte – nu ligger de ned, men heldigvis er toppen ikke mere beskadiget, end at der nok skal blive pæne løg. Foto: Karna Maj
Majsplanterne ligger næsten ned, men er ikke knækkede. Antagelig takket være at jeg hyppede dem for en uge siden, inden der blev undersået med sneglebælg imellem dem. Sneglebælgen er på vej op. Mon de retter sig op igen? Foto: Karna Maj
Desværre er mange af de store majsblade flænset totalt af vindpåvirkningen. Foto: Karna Maj
Bønnerne er det gået værst ud over. De største bønneplanter har klaret sig bedst, men disse her har lidt stor skade, men der kommer nok nye sideskud. Men måske bliver de eftersåede, som netop er på vej op af jorden, de bedste planter i år. Foto: Karna Maj
Alle kålene har lagt sig ned, men med minimal bladskade. Her er det rødkål. Men hvad sker der med rosenkålen – den skulle jo helst stå lodret. Foto: Karna Maj
Drueagurkerne har det rigtig skidt. Foto: Karna Maj
De store majestætiske squashplanter er der ikke megen pomp og pragt over mere. Men de overlever, ser det ud til. Foto: Karna Maj
Efter sådan en rundtur er der grund til at være ekstra glad for, at der i foråret blev plantet et læhegn, der om føje år vil stå med meterhøje rønnetræer og bundlæ af fjeldribs. Det må godt gro lidt hurtigt!
Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2007 > Juni > Vindskade på grønsager og træer
Kommentarer
Der er 4 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…