Jamen det er jo porrer…

Af Karna Maj, onsdag, 14. december 2005

Jeg er sikkert ikke den eneste, som har prøvet at stå med nogle frø, som jeg ikke kunne huske, hvad var. Je kommer dem som regel alligevel i en pose og skriver et spørgsmåltegn uden på posen.

I foråret 2004 fjernede jeg jordbærrene under et fritstående vinespalier, da planten nu var så stor, at der var alt for megen skygge til jordbær. I den ene side af bedet blev der plantet en række purløg, og i den anden side tænkte jeg, at det ville være godt at så en ny række hvidløgspurløg. Så jeg gik på jagt i min frøskuffe, men fandt ingen poser med hvidløgspurløg, kun en pose med et spørgsmålstegn på, som indeholdt frø, jeg mente var løgfrø. Nu ville det fornuftigste jo have været at købe en ny pose frø. Men jeg er jo inkarneret frøsamler og blev enig med mig selv om, at enten var det hvidløgspurløg eller pibeløg, og pibeløg ville egentlig heller ikke være så ringe på stedet.

Frøene spirede over al forventning, men i løbet af sommeren 2004 kunne jeg både se og smage, at det ikke var hvidløgspurløg, og pibeløg, som har tykke hule friskgrønne stængler, var det i hvert fald heller ikke. Resultatet blev, at jeg ikke gad tynde rækken, den fik lov til at stå.

I foråret 2005 stod den der fin og grøn, og jeg klippede lidt til grønt drys. Vinen voksede ud og dækkede rækken sommeren over. Den forsvandt næsten. Det blev efterår, vinens gule blade dalede ned, og så stod rækken der igen fin og grøn.

En grøn række foran frilandsvinen i december 2005. Foto: Karna Maj

Jeg begyndte at hente til grønt drys igen – det smager rigtig godt ovenpå sildemad og spegepølse og kan give forårsfornemmelser på en æggekage i december. Men jeg begyndte også at undre mig – det var jo fantastisk med den række med nye friske grønne blade, der voksede fint i december. Hvad var det dog, jeg havde fået sået?

Så endelig den anden dag faldt tiøren. Nu kunne jeg se, at nogle af planterne i rækken var ved at udvikle sig til små porrer med lavt skaft. De havde stået så tæt, at de ikke havde kunnet udvikle sig ordentligt sidste år. Det er evighedsporrer – en flerårig porre, som jeg havde fået nogle få planter af i 2002. De oprindelige står der stadig i kanten af et blomsterbed – jeg havde næsten glemt dem. Jeg havde i sensommeren 2002 taget frø af dem. Pludselig kunne jeg huske det hele og mine planer om at opformere dem.

Porrerne har stået så tæt, at de ikke har kunnet udvikle sig. Foto: Karna Maj

Så nu skal jeg beslutte, om det er helt slut med at klippe »purløg« i rækken – eller kun i en del af den, for jeg skal selvfølgelig have plantet nogle rækker ud her til forår. Noget af det, jeg har lært om planten er, at den kan stå et ret skygget sted i sommerhalvåret – den har sin vækst- og brugstid fra oktober til maj. Det er derfor oplagt at plante to rækker i hver sin side af det bed, hvor min anden frilandsvin står.

Det ser ud til, at det tager en del år, fra man sår og til planterne er store nok til at sætte frø, for i den oprindelig række har der ikke været blomstring siden i 2002, og jeg tror, at de planter, som satte frø gik til grunde. Men nu er der ved at være store planter igen. Og måske er der en ide i at så denne porreart til at klippe grønt af, selv om den er flerårig.