Året rundt i haven

Æbletyve på spil

Af Karna Maj, mandag, 21. oktober 2002

I år er der mange store æbler på mit Jonagold-træ. Æblet er en krydsning mellem Golden Delicious og Jonatan, som i min barndom var det æble, som vi hen på foråret fik serveret i frugtskålen om aftenen. Et af de mest holdbare æbler.

Jonagold smager pragtfuldt, sødt og aromatisk, og så kan det holde sig i hvert fald februar med og stadig være værd at sætte tænderne i. Desuden er det et godt æble til bagte æbler og i tærter. Jeg bruger det desuden til at snitte i vores vintermorgengrød.

Jonagold

I år har den gode eftersommer givet mange af Jonagold-æblerne en meget flot rød farve. De ser ellers mange år lidt skrupne ud – men skindet bedrager. Det er et meget velsmagende og aromatisk æble. Foto: Karna Maj

Så jeg går lige nu og holder øje med, hvornår mine Jonagold æbler begynder at slippe, så de kan plukkes. De skal som regel ikke plukkes før omkring 1. november, men nok lidt før i år. Den anden nat satsede jeg og lod dem hænge, selv om der kom let nattefrost. Æbler tåler et par graders frost, og mere regnede jeg ikke med, at det blev.

Solsortene har fornemmelse for smag

Så jeg blev både lidt ked af det og noget knotten, da jeg fik øje på, at solsortene igen i år var begyndt at hakke i et par af æblerne– de største og flotteste – var ved at blive til fugls føde. Bare et enkelt hak og de kan ikke gemmes.

Æble

Jonagold-æble hakket i stykker af solsorte i oktober 2001. Foto: Karna Maj

I min have er der masser af nedfaldsæbler, som solsortene får lov til at mæske sig i. Og der har været mange solsorte – de letter i flokke og skælder vældigt ud, når jeg viser mig. Det er helt i orden. Men at de formaster sig til at gå i gang med æblerne på træerne, inden de er plukkemodne, det er for groft. Især da der er masser af nedfaldsæbler på jorden overalt. Det eneste positive man kan sige er, at solsorte har fornemmelse for smag.

Nedplukning før de er helt plukkemodne

Det samme skete også sidste år, og der var ikke så meget andet at gøre end at hente to kasser og plukke æblerne af, men det var lidt besværligt, for de slap ikke, men måtte knækkes af og det kostede nogle frugtsporer. Så i år vil jeg tage en saks og klippe dem af, hvis de stadig ikke slipper. For belært af sidste år, hvor de nåede at hakke i en halv snes, så må jeg se at få dem hele ned i et par kasser, næste gang de er tørre.

Jonagold er ude af sortslisten

Og så må jeg jo desværre oplyse, at Jonagold ikke længere er på sortslisten. På trods af at den i smagstest har fået endda meget gode karakterer. Når den er udgået, er det selvfølgelig fordi, det ikke er blandt de mest sunde sorter. Men i en god og lun have, kan man få endda meget gode æbler.

Det er ikke længere muligt at gå ud og købe sorten i nærmeste planteskole. Jonatan fås også kun i planteskoler, som har specialiseret sig i gamle sorter.

Begge sorter kan man dog pode selv, hvis man kender en have, hvor man kan hente podekviste. Jonatan kan man bestille podekviste af ved at kontakte Pometet i december.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2002 > Oktober > Æbletyve på spil

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider