I dag er det igen koldt og blæsende derude, så dagen er perfekt til at få lavet planen over hvilke planter, der skal stå hvor. Jeg har ikke fået lavet min endelige fordeling af grønsager på køkkenhavens mange bede, så det giver et ordentligt sædskifte. Jeg har heller ikke helt styr, hvad der er af frø fra sidste år, der kan bruges i år. Det er jeg slem til at glemme – og der er ingen grund til at købe frø, som jeg har. Så hellere bruge pengene til noget nyt og sjovt.
Men planlægningen skal laves færdig idag, for i morgen skal der lægges plastic over de bede, hvor de allertidligste kartofler skal lægges. De seneste dages blæst har tørret jorden godt, men de lover regn på mandag. Så i morgen skal det være. Da skulle det også blive lidt varmere og forhåbentlig også lidt mere stille vejr. Det er en klar fordel, når man skal lægge plastic ud.
Jeg har flyttet en bid af foråret herind – en flot buket fuldt udsprungne forsythia står henne på skabet. Hver gang jeg ser på den, får jeg en bekræftigelse på, at foråret er lige ved at være her. Grenene sprang ud på kun to dage. Og faktisk har jeg set en klippet forsythiahæk, der blomstrede i sidste uge. Ikke alle forsythiabuske blomstrer lige tidligt. Måske skulle jeg se, om jeg kunne tigge en aflægger fra den hæk. Faktisk er det nemt at lave en ny busk, man lægger bare en gren ned på jorden og lægger lidt jord over, og så slår den rod på et eller andet tidspunkt.
Det gode ved en forsythiabusk er, at man gerne må skære grene af den, da den sætter de flotteste og største blomster på nye skud. Efter blomstring skal de grene, der har blomstet, alligevel skæres tilbage til unge livskraftige skud længere nede på grenene. Desuden skal der fjernes en femtedel af grenene ved basis, når det er ældre buske. Det er sådan man får en flot forsythiabusk. Sådan går det nu ikke i min have, hvor forsythiabuskene står inde i et højt, fritvoksende gammelt hegn med forskellige prydbuske. Men med flittig klipning til vaserne, kommer der god nyvækst. Og ældre grene sætter også blomster, bare færre og mindre.
Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2002 > Marts > En gul buket forår
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…