Mit Ingrid Marie æbletræ er omkring 20 år gammelt, selv om det ikke er ret stort. I de første år gav det pænt æbler hvert år, men da det var omkring 10 år gav det rigtig mange – både store og flotte – æbler et år. Næste år var der næsten ingen blomster. Det begyndte kun at bære hvert andet år. Jeg har samme problem med et stort Golden Delicious æbletræ.
Det er faktisk vigtigt, at man tynder sine frugttræer, hvis de bærer meget, ellers ender det let sådan her. Forrige år, hvor mit Ingrid Marie også blomstrede så overdådigt, tyndede jeg æbler ud i flere omgange hele sommeren. Lige meget hjalp det – måske fordi jeg ikke var hård nok i første omgang. Træet har brugt mange kræfter på at sætte de tusinder af små æbler, som jeg pillede af.
Det er svært at gå igang med at klippe de smukke hvide blomster. Foto: Karna Maj
I år har jeg forsøgt en anden strategi. Min mand kaldte det vandalisme den anden dag, da jeg med hård hånd fjernede nok ca. 60% af alle blomster ved at knibe og klippe dem af, lige inden de visnede. Jeg kunne bedst se, hvor langt jeg var kommet, mens blomsterne var der. Jeg fjernede dem »buketvis«, så hele sporepartier blev blomsterfri. Jeg håber så, at de vil udvikle blomster næste år, når jeg samtidig udtynder kraftigt i de æbler, som træet sætter, så træet ikke bruger for mange kræfter til frugtsætning.
Jeg kunne jo godt være gået endnu mere hårdt til værks og have fjernet en del af blomsterne i de andre buketter også, men jeg ved jo ikke, hvor god bestøvningen har været. Og jeg vil jo også gerne have lidt æbler i år.
Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2002 > Maj > I år bliver der Ingrid Marie æbler
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…