Sommerfugle og solsorte

Af Karna Maj, onsdag, 19. juni 2002

Med mindre det regner, skraber jeg altid nye kartofler udenfor, og i anledning af at det er en helt vidunderlig sommeraften, beslutter jeg mig for at søge helt ned bag i haven, hvor jeg finder et godt sted med varm aftensol lige foran de store, gamle ribsbuske, som igen i år bugner af ribs.

Tidselsommerfuglen kommer flagrende, og jeg kan se, at den flyver ned med retning mod flisegangen, hvor den plejer at sidde i solen. Det kan jeg ikke stå for, så jeg må ind efter kameraet for at forsøge at få det nærbillede, som det ikke var lykkedes at få i går. Tidselsommerfuglen er ikke så svær at fotografere, hvis bare man ikke tramper i jorden og laver pludselige bevægelser. Det er garanteret morsomt at iagttage min sommerfuglefotografering listende på bare tæer, ned på hug på lidt afstand, så langsomt læne sig fremad til kameraet er 20 cm fra. Og alt sammen i slow motion. To billeder bliver det til, inden den aner uråd og flyver bort.

Tidselsommerfuglen har fundet en sten med den helt rigtige hældning i forhold til solen. I øvrigt er den utrolig godt camoufleret her midt i de visne blade, som udgør jorddækket mellem rødløgene. Foto: Karna Maj

Mindre held har jeg med en randøje, som sidder og varmer sig i aftensolen på et blad i hækken. Den har vingerne foldet sammen. Det får jeg et billede af og venter så tålmodigt i minutter på, at den skal folde vingerne ud. Men ak, da den gør det, flyver den i samme øjeblik. Jeg forsøger at komme tæt på et par gange, men hver gang flyver den og til sidst over hækken og ind til naboen.

Så er det lettere at fotografere mit vildtvoksende bed med lidt af hvert, incl. græs. Det er nok fordi, jeg ikke har nået at luge her, at der er græsrandøjer i haven. Sådan en aften med lav sol ser man nu slet ikke ukrudtet, kun hvor flotte fingerbøl og klokkeblomster ser ud mod den lave aftensol.

Selvsåede digitalis og smalbladet klokke i modlys. Foto: Karna Maj

Det gode ved at sidde helt stille er, at fuglene ikke altid ser, at man er der. Og med et kommer solsorten da også flyvende under den store opstammede thuja og lige hen imod mig. Først efter at han er drejet, kommer skideballen til mig. Jeg kan se, at han flyver ind i hækken henne ved den meget store, gamle japanske kvæde. Jeg havde nu gættet, at det ar her, at fru Solsort ligger på rede, alene ud fra hans placering i Filippatræet de sidste mange dage, hvor han har sunget flittigt. Men nu er der åbenbart unger i reden, for ikke en strofe bliver det til, men masser af flyveture ud og ind i kvædevildnisset.

Selv om der er jordbær lige nu, så er jeg ikke i krig med solsortene. De spiser sig mætte i gamle æbler, som vi ikke havde fået spist i løbet af vinteren, nede i samlebunken på kompostpladsen og lader mine jordbær i fred. Et bytte som begge parter åbenbart bifalder.