Året rundt i haven

En dejlig høstdag i haven

Af Karna Maj, lørdag, 31. august 2002

Kartofler

Dagens høst på 50 kg kartofler lagt ud til tørring. Foto: Karna Maj

Nogle gange får jeg lavet utrolig meget på få timer, og så har jeg det rigtig godt bagefter. Andre gange synes jeg ikke, jeg når noget. Det var en af de gode dage i går.

50 kg kartofler

Indtil i går havde jeg kun gravet kartofler op til dagens middag, så jeg havde ikke rigtig nogen ide om udbyttestørrelse i år. Men jeg havde en ide om, at det så rigtig fornuftigt ud, og det holdt stik. Jeg gravede først et bed med ‘Ditta’ op og derefter et lidt mindre bed med ‘Nikola’. Det blev til 50 kg meget store kartofler, og da de to bede incl. gangareal kun udgør 12,5 m², så er det et udbytte på 400 kg/100m2. Et rigtigt godt udbytte – og så var de helt sygdomsfri. De var blevet toppet af først i juli, så snart jeg så de første angreb på bladene af kartoffelskimmel. En lille del af dem havde dog revner, men det kan jeg sagtens leve med til skrællekartofler.

I år skal jeg i hvert fad ikke lede efter bagekartofler, og der er også gode store skrællekartofler til kartoffelmos, ovnkartofler osv. Hvis udbyttet er lige så højt i de fire andre bede, så har vi rigeligt med kartofler til hele vinteren. Måske skal jeg i år overveje at gemme til læggekartofler. Hvis der ikke er nok kartofler, foretrækker jeg at spise mine egne kartofler og så købe læggekartoflerne.

Tagetesfrø

En meget flot småblomsteret tagetes, som er værd at tage en lille håndfuld frø af til at så næste år. På den måde bliver der råd til at købe en ny slags blomsterfrø. Foto: Karna Maj

Høst af frø

Kartoflerne blev gravet op først på eftermiddagen, så de kunne nå at tørre inden aften. Imens de tørrede. høstede jeg frø. Frøhøsten har allerede stået på et stykke tid, bl.a har jeg taget frø af alle mine tomatsorter plus nogle nye tomatsorter, som jeg har hjembragt i form af tomater fra andre haver. Bla. en tyrkisk blommetomat, en ditto bøftomat og en smuk rød tomat med bronzestriber, som hedder ‘Darby’.

Jeg havde høstet de første ærtefrø sidst i juli, og nu var både stængler og de sidste ærter knasnede tørre og lette både at høste og tage frø af. Jeg bredte et stykke plast ud på græsplænen, lagde ærtebælgene der og gik simpelthen ovenpå dem, så de åbnede sig. En let nulren af bælgene, og alle ærter var ude på ingen tid. Op i et dørslag og i løbet af et øjeblik var det meste smulder rystet væk. Nu skal de bare sorteres, så kun de hele og pæne sås, men det kan godt vente.

På samme måde blev der høstet korianderfrø – dem gik jeg dog ikke på, de blev kun nulret af stænglerne. Hvor er det let at høste frø, når de er så tørre som lige nu, så de ikke først skal hænges til tørre.

Jeg har nogle meget smukke mørkorange, småblomsterede tagetes i år. Her tog det højst 5 minutter at samle den mængde frø, som jeg skal bruge til næste års såning. De er nu sat til tørre på en tallerken en uges tid, inden de pakkes væk i papirspose. Det er godt, at det er sommer, så vi kan spise alle måltider ude ved havebordet i gården, for hele spisebordet er dækket op med tallerkener og skåle med frø til eftertørring.

Ikke alt frø er modent endnu. Det gælder f.eks. min hvide blomstertobak, som er helt utrolig smuk, når solen sidst på eftermiddagen skinner ind fra siden. Det er nok den blomst, som jeg er mest glad for i år. Det er faktisk heldigt, at jeg først fik sået den i maj, for den er rigtig flot lige nu. Utroligt at så småt frø kan blive til så stor en plante med frodige store blade.

Den anden dag høstede jeg frø af rapunselklokke – det var lige så fint. Jeg har ikke smagt rødderne, som skal kunne spises. Det er en toårig plnate, som andet år blomstrer med hundreder af småbitte, lysblå klokker. Nu har jeg så meget frø, at der kan blive til en hel række planter til foråret, så jeg også kan få smagt, om de er værd at dyrke til at spise. Ellers kan jeg fryde mig over blomsterne sommeren efter.

Tobaksblomst

Denne blomstertobak står lige nu med flotte store lysegrønne blade og er 1–1,2 m høj og med de smukkeste hvide blomster, der dufter utroligt dejligt – især hen under aften. Jeg fik to planter foræret sidste år og har selv taget frø. Jeg kender ikke sortsnavnet, men egentlig er jeg også ligeglad – jeg skal bare huske at høste frø, når det er modent om en måneds tid. Foto: Karna Maj

Plukning af Filippa

Dagen slutttede jeg med at plukke en kasse Filippa-æbler. Æblerne på det lille træ var plukkemodne, mens de sad lidt for fast på det store træ. Så nu håber jeg, at de sidder så fast, at de ikke blæser ned, når vi idag får en frisk til hård vind. Filippa-æbler sidder på de helt tynde grene, så derfor er de udsatte for at falde ned, hvis der kommer bare hård vind i starten af september. Det gode ved Filippa er, at nedfaldsæbler ikke rådner på samme måde som andre sorter. Her kan det faktisk betale sig at samle dem op til senere brug.

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2002 > August > En dejlig høstdag i haven

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider