Vejret har været mildt i et godt stykke tid, men trods solen er det køligt, og der er vinterligt vejr forude. Det skal dog ikke afholde en fra at gå i haven. Lidt almindelig oprydning, sortering af potter og podning er godt vinterarbejde i haven. Laver man sin egen såjord, kan man også gøre det her i februar.
Går man en tur i haven, kan man ikke undlade at bemærke, at foråret er på vej. Buske og træer står med flotte store knopper, og det pibler frem med spirende planter fra jorden. Her er det dagliljer, der er godt på vej frem. Foto: Heidi Kirk Nissen
Er man ikke til havearbejde i køligt vejr, men kan dog også bruge tiden fornuftigt indenfor i stuevarmen. Her kan man for eksempel få lagt planerne for dette års have og købt frø, hvis de ikke allerede ligger klar og venter på at blive sået. Vil man have de tidligste kartofler, skal man også til at forspire dem indedøre.
Når vejret igen bliver lunere, og man vover sig udenfor, kan man på en fin februardag uden problemer begynde at vaske drivhus eller potter, så det hele er klar til brug engang i marts.
Hvis man har vinterferie og er hjemme, kan man bruge en del af den inde i varmen til at få planlagt haven, lavet lister over det, som skal købes, og få bestilt frø. Husk at tjekke, om der er brugbare frø fra sidste år inden bestilling.
Det er også vigtigt at få lavet en haveplan for køkkenhaven, så man har styr på, hvad der skal dyrkes hvor i år, så afgrøderne roteres i et sædskifte. Grønsager trives dårligere, hvis de dyrkes for ofte på den samme jord. Der er større risiko for sygdomme og skadedyrsangreb.
Men allerførst skal man gøre op, hvad det er, man gerne vil dyrke. Er køkkenhaven af begrænset størrelse, er man oftest nødt til at prioritere.
Måske finder man ud af, at køkkenhaven skal udvides, og er det ud i græsplænen, så kan man godt gå i gang på frostfrie dage, hvis jorden er til at gå til.
Hvis man vil være med i kapløbet om Danmarks første kartofler på friland eller bare vil dupere naboen, er det ikke for tidligt at komme op af starthullerne og få sat kartofler til spiring.
Der er efterhånden en hel del haveejere, der forsøger sig med at dyrke meget tidlige kartofler, og de bruger forskellige metoder. Nogle sætter i potter, særlige spireposer eller potter beregnet til kartoffeldyrkning, mælkekartoner mv. indenfor og planter ud i drivhuset, mens andre satser på metoden med at varme jorden op med plastik fra først i marts.
Uanset metode, så er det allerede i februar, man skal i gang med at finde læggekartofler af en tidlig sort som eksempelvis Sofia, Hamlet, Hela, Revelino, Marabel eller Primula.
Såningen af de første frø venter også forude. De mest ivrige plantedyrkere har allerede små grønne planter i gang i rødt eller blåligt plantelys. Og endnu flere er begyndt at spekulere både i såjord og køb af frø og er på vej til at så.
Mange af de haveejere, som dyrker chili, har måske allerede sået chili. De fleste andre vil så i løbet af de næste 14 dage, mens resten først sår i marts eller køber planterne.
Jo tidligere, man får sået, jo hurtigere får man modne chili, og jo flere chilifrugter kan nå at udvikles og modnes, inden frosten ødelægger planterne til efteråret.
Efter midten af februar kan man så chili, løg og de sommerblomster, som har lang udviklingstid. Men det kræver plantelys frem til midten af marts, hvis man vil have fine kompakte planter.
Tidlig såning kræver masser af plads i vindueskarme, en lun havestue eller et lignende sted, da planterne allerede sidst i marts/først i april når en god størrelse.
Hvis man ikke har andre muligheder, men kun et par vindueskarme til rådighed, så vent med at så chili til sidst i februar eller først i marts.
Selleri kan man også vente med at så til midt i marts, da de først skal plantes ud omkring 1. juni. Foto: Heidi Kirk Nissen
Tomaterne kan man fint vente med til midt i marts, til friland endda først i april.
Sommerblomsterne kan også sås senere, men de vil så først komme i blomst hen i juni.
Læs mere i artiklen »Lenes tips til forkultivering« >
Lige nu kan man sørge for at have alt klart: jord, potter og frø. Husk at til såning skal man bruge så- og priklejord, og det må ikke være gamle poser fra sidste års produktion, da jorden her er nået at blive så omsat, at gødningsniveauet kan være alt for højt.
Man kan også blande sin egen såjord, og det er en god idé at gøre det i god tid.
Såjord skal være forholdsvis næringsfattig, da et for højt næringsindhold kan virke spirehæmmende og svide rødderne på kimplanter og småplanter, som ikke har brug for ret mange plantenæringstoffer de første uger. Det er derfor vigtigt at så i såjord og ikke i plantejord.
Få inspiration og opskrifter på at lave såjord >
Man kan også vælge at købe såjord, og det har den store fordel, at det er ukrudtsfrit.
Det er ikke så vigtigt, hvis det er store frø, man sår, da man her nemt kan luge. Hvis der er små frø, og man ikke kender udseendet af artens kimplanter, bør man overveje at købe ukrudtsfri såjord, da man ellers ikke ved, hvilke planter der er hvad, når de spirer frem, og man kan komme til at luge de ønskede planter væk.
Små fine frø bredsår man i såbakker eller potter og prikler ud i potter, når planterne har fået det første hold rigtige blade eller lidt senere.
Lidt større og store frø kan man også så i enten såbakker eller direkte i små potter. I potter sår man 2–3 frø i hver og fjerner de svageste planter.
Man kan eventuelt bruge såkaldte speedlingbakker med ret små rum til at så i. De bruges i erhvervet, hvor man har faste rutiner med vanding. Da rumfanget er meget lille til hver plante, skal man virkelig være på tæerne med vandkanden, når planterne bliver større, og forårssolen varmer vindueskarmen op.
Det er mere sikkert at vælge småpotter med et lidt større rumfang til prikling og såning af større frø.
En god type er rodudviklerpotter, som også kaldes roottrainers. De kan åbnes helt, når planten skal ud af potten igen, så rødderne er intakte.
Både potter, såbakker og roottrainers kan let vaskes og genbruges mange gange.
Hvis man genbruger plastikbakker til at så i, så er det nu, at de skal tages fra til formålet. Næsten alt kan bruges, og der er godt at genbruge i stedet for at købe nyt at så i.
De lave bakker kan bruges til at stille urtepotter i. Ofte er det en god idé at have to bakker oven i hinanden, hvis de er af tynd plastik. Så er de mere stabile, når de skal flyttes. Det samme gælder de lidt dybere bakker, som man kan bredså i.
Udover øget stabilitet, giver det større sikkerhed mod utætheder og dermed vand, der siver ud. Så har man også en reservebeholdning, hvis der opstår mangel i løbet af marts og april.
Hvide plastikposer er også gode at gemme til at sætte spirebakkerne ind i, indtil frøene spirer frem. Så her kan man også gå i gang med at opbygge et lille lager.
Har man kun få forårsblomster i sin have, kan man være misundelig på de gamle haver med masser af løgblomster. Heldigvis kan man selv gøre det, omend det kræver tålmodighed, før der er så mange, som i en have, hvor de har stået i årtier.
Det ser fantastisk ud, når vintergækker står i store tuer med et grøn-gult tæppe af erantis nedenfor. De første krokus er også på vej og vil lyse op med deres mange farver. Foto: Heidi Kirk Nissen
Tid og tålmodighed er netop noget af det på en gang fantastiske og udfordrende ved haver. Trods haveprogrammernes løfter om andet, så laves haver ikke på få dage, men over mange år. En smuk gammel have er et livsværk lavet af havekærlighed. Og man kan starte i sin egen have dette forår.
Begynd med at høste erantisfrø sidst på foråret og så dem ud under træer og buske, hvor de vil vokse frem med deres karakteristiske fligede grønne blade. Efter 4 år er planterne så store, at de begynder at blomstre.
I gamle haver er der også store blokke af vintergækker med løg i flere etager. De er flotte, men venter på at blive delt og givet til nye haver, hvor der måske ingen eller kun få vintergækker er. På den måde kan man sprede glæden over de smukke hvide vinterblomster.
Men de skal ikke graves op, før blomsterne er visnet. Så det er først, når man har nydt blomsterne i år, plukket dejlige buketter og sendt gækkebreve afsted.
Hvis man ikke allerede har vintergækker og erantis i græsplænen, kan det anbefales, at man planter dem et sted, hvor man kan vente med at slå græsset, til vintergækkernes blade er næsten visnet ned.
En løgplæne er let at etablere og smuk, men man skal følge reglen med først at slå plænen i juni, hvis man vil have glæde af forårsblomsterne i mange år.
Læs mere i artiklen »Løgplæne« >
Et andet sted i haven, hvor der snart kommer gang i væksten igen, er i rabarberbedet. De tidligste sorter har sat nye, røde knopper, og de andre sorter følger hurtigt efter.
Hvis man har tidlige rabarbersorter, kan man drive nogle af dem frem, så man kan trække nye stilke nogle uger før normalt i det tidlige forår.
Indsatsen består i, at man dækker nogle blokke tidlige rabarber med en bunke isolerende hestemøg, eventuelt kun halm.
Hvis man kan se, hvor rabarberplanterne er, kan man sætte en omvendt spand eller meget stor urtepotte over et par blokke. Når planterne ikke får lys, bliver stænglerne lidt mere røde, men udbyttet bliver ikke større. Med en spand over er det dog lettere at følge med i udviklingen, når man lige kan løfte den og kigge.
Derefter skal der bruges mindst en trillebørfuld halmrig hestemøg, som lægges hen over de udvalgte rabarberplanter samt spande/potter. Det lægges i en høj bunke, så bunken bliver minimum 60–70 cm høj og lige så bred. Halmen vil isolere, så jorden ikke afkøles, og gødningen vil under omsætningen afgive lidt varme.
I starten af marts kan man begynde at kigge under spandene og se, hvor store rabarberne er blevet. Når de er høstklare, fjernes hestemøget og spredes ud som jorddække i hele rabarberbedet.
Landsforeningen Praktisk Økologi står bag Havenyt.dk. Det er foreningen for dig, der er optaget af økologi, bæredygtighed, selvforsyning og biodiversitet i haven.
Læs mere og kom med i vores grønne fællesskab her >
Der skal ikke mange erantis til at lave en lille buket. Når de kommer ind i stuen åbner de gule blomsterhoveder sig. Foto: Heidi Kirk Nissen
Udover de smukke forårsblomster, er der også stadig fine frøstande, som pynter i haven. Her fra sommerblomsten nigella, også kendt som Jomfru i det grønne. Foto: Heidi Kirk Nissen
Vintersalaten af sorten »Green in snow« står flot her midt i februar. Den er værd at planlægge ind i dette års køkkenhave, hvis man også vil kunne høste bladgrønt til pande eller salatskålen i vintertiden. Foto: Heidi Kirk Nissen
Om jorden kan opvarmes til at sætte kartofler i sidst i marts, kan man jo aldrig være sikker på, så måske skal man bare sætte en del af de tidlige kartofler til spiring nu. Foto: Heidi Kirk Nissen
Det er så dejligt at opleve de første spirer komme frem, men der er god tid endnu. Husk også at læse på frøposen, hvornår det anbefales at så. Foto: Heidi Kirk Nissen
Grønkålen har gjort god gavn gennem vinteren, men det er snart slut for lige den her. Foto: Heidi Kirk Nissen
Efterhånden kan man godt købe spagnumfri såjord. Men man kan også lave sin egen. Foto: Heidi Kirk Nissen
Det er selvfølgelig rarest at vaske potter på en fin solskinsdag, men et drivhus kan også give ly til opgaven, hvis man er en af dem, der får sne eller slud senere på ugen. Foto: Heidi Kirk Nissen
Prydgræsserne kommer rigtig til deres ret her om vinteren, hvor der ikke er så meget andet, der konkurrer om opmærksomheden. Foto: Heidi Kirk Nissen
I Kongens have har de lagt masser af krokus i plænen foran slottet. Om en måneds tid er det værd at lægge vejen forbi og nyde synet, hvis man er i nærheden. Foto: Heidi Kirk Nissen