Der er ikke meget julesne i vejrudsigten. Måske kommer der et enkelt drys nogle steder, men ellers er det mest overskyet med perioder af sol, og temperaturer der ligger lidt over eller lidt under nulpunktet, så nogle får nattefrost, mens andre går fri alt efter, hvor man bor i landet.
Så længe det er tørt og ikke for koldt, kan man godt gøre en del i haven. Dække rodfrugter med visne blade, ordne kompostbeholderne, luge ukrudt eller bare nyde synet af vinterkålen i bedene. Foto: Heidi Kirk Nissen
Det relativt milde vintervejr giver mulighed for at komme udenfor, hvis man er så heldig at kunne være hjemme i de få lyse timer. Plusgraderne om dagen gør, at det stadig er godt plantevejr til de løvfældende træer, buske, roser og hække, og har man vinterdækket med halm, visne blade e.l. kan man også hente ind af havens høst til julens retter.
Hvis der da er mere tilbage? Vi kører en afstemning på forsiden af Havenyt.dk, og der ser det ud til, at 1/3 regner med at sætte egne afgrøder på bordet til juleaften, mens næsten halvdelen har nået at spise årets høst fra haven.
Her i december er det en god idé med nogle hverdagsmåltider med masser af vintergrønsager som modvægt til fed mad, kager og slik, som der er ekstra af her i december.
Mange haveejere har stadig en del flotte grønsager i køkkenhaven og æbler i kassevis. I køkkenhaven er der grønkål og rosenkål, som fint kan plukkes selv i frostvejr. Porrer kan man også hente helt uden problemer, så længe der ikke kommer dagsfrost. Har man ikke allerede gjort det, er det en god idé at komme et lag blade ned mellem porrerækkerne. Det kan betyde, at man også i (korterevarende) frostperioder kan hent friske porrer, da bladene isolerer mod frosten.
Har man grønsagerne i kasser i udhus eller garage, så husk at holde øje med dem, så musene ikke har fri adgang til et lækkert spisekammer. Derimod er frosten ikke et stort problem i år – indtil videre i hvert fald. Vinterlig dagsfrost er der ikke udsigt til i den nærmeste fremtid.
Glem ikke persillerækken, når der hentes mad til køkkenet. Her er både den bredbladede persille og kruspersille. Kruspersille er lidt mere hårdfør, men i en mild vinter kan begge klare sig. Foto: Heidi Kirk Nissen
Har man ikke selv grønsager i haven, så er der gode danske og ofte også økologiske grønsager at købe i både supermarkeder og gårdbutikker. Støtter vi ikke vore danske producenter, så drejer de nøglen om, og ud over sund, dansk frugt og grønt, mister vi også arbejdspladser og får mere forurening i transportsektoren globalt set.
Efterhånden som man høster grønsagerne ude i køkkenhaven, er det en god idé at lægge et lag planteaffald ud på bedet for at beskytte jorden mod slagregn, som ødelægger jordstrukturen.
Grønt affald som porretoppe, kålblade og toppe fra rodfrugter er glimrende til formålet. Måske ser det ikke så pænt ud, men det er i den grad nyttigt, da det giver en rigtig fin jord til at så og plante i næste år.
Livet i køkkenhaven er generelt ret stille i december. Men nede i jorden og ikke mindst i komposten er der stadig liv. I alle tilfælde så længe der er milde temperaturer.
Det er en god idé at dække den åbne kompostbunke mod nedbøren, som der falder en del af i vinterhalvåret. Uden overdækning vil en del af næringsstofferne udvaskes, som ellers skulle gøre gavn for næste års afgrøder i havens bede.
Har man ikke allerede overdækket kompostbunken, bør det gøres snarest muligt. En overdækning er også med til at give lidt lunere forhold i bunken og dermed øge omsætningen i vinterhalvåret.
Hvis man blander grønt køkkenaffald med haveaffald i en lukket kompostbeholder, opstår der sjældent problemer om sommeren, men når der ikke er mere haveaffald at blande i, og kulden sætter ind, så opstår der let problemer, hvor det våde køkkenaffald går i forrådnelse i stedet for at kompostere.
Der er dog flere ting, som man kan gøre for at få den lukkede kompostbeholder til at fungere godt vinteren igennem:
Læs mere i artiklen »Den lukkede kompostbeholder« >
Den åbne vinterhave er helt anderledes end sommerens grønne frodighed, men netop dens manglende blade giver mulighed for at nyde fine detaljer som rosernes røde hyben, konturerne af de stedsegrønne og deres kogler og bær. Glæder som man også kan tage med indenfor og bruge til at friske en efterhånden lidt trist juledekoration eller adventskrans op med.
Men det er ikke kun alle de stedsegrønne, der er flotte lige nu. Hvis man har plantet de rigtige arter, er der buske, som blomstrer. Jo mildere et sted man bor, jo større chance er der for at have blomstrende buske i december. De tre klassikere er vinterjasmin med de gule små blomster på lange, tynde grene, oktoberkirsebær og kejserbusken med de sart lyserøde blomster. De er alle tre hårdføre.
Hebe står også med flotte lilla blomster. De er midt i deres bedste blomstringstid. I krydderurtebedet eller i drivhuset blomstrer måske en rosmarin med yndige små læbeblomster. Rosmarin blomstrer dog først, når de er et par år gamle.
I blomsterbedet er juleroserne på vej op. Der er primula, som allerede er sprunget ud, og ser man godt efter, kan man finde grågrønne spidse knopper af vintergækker på vej op af jorden.
Juleroser er dejlige, og mange opfatter dem generelt som en juleblomst, selv om de normalt først blomstrer senere ude i haven. Nogle år titter de små blomsterknopper dog op gennem det brune bladdække allerede i december.
Hvis man har mange, kan man overveje at grave op til drivning. Graver man en blok juleroser op nu, kan den drives i blomst til nytår. Måske endda til jul.
Læs mere i artiklen »Drivning af juleroser« >
Husk at drive med forsigtighed, hvor planterne langsomt vænnes til varmen og det tørre indeklima indenfor. De skal stå køligt om natten og ikke over en varm radiator om dagen. Når de er afblomstrede, kan man i en mild periode flytte dem ud i drivhuset, så de gradvis igen vænnes til vintertemperaturer. Til foråret kan de atter plantes ud i haven.
Læs mere i artiklen »Juleroser« >
Julen rykker nærmere, og på terrasser, ved hoveddøre og i gårdhaver er det flot at pynte krukker med gran og andet pyntegrønt. Bøgegrene med vissent løv, visne hortensiablomster, grene med røde bær og japanske lygter er flotte at stikke ned mellem alt det grønne.
Men det er vigtigt kun at bruge de krukker, som er frostsikre, så de ikke ødelægges af nattefrosten. Alle andre krukker skal tømmes og sættes indendøre, inden jorden i dem fryser, så krukkerne måske sprænges, når jorden udvider sig.
Har man stedsegrønnne træer og buske, som man uden at vansire kan skære store grene af, kan de i større blomsterkummer og -kasser stikkes ned, så det kommer til at se ud som om, de er beplantet med stedsegrønne buske. Det ser ikke kun flot ud, men fuglene bruger også den slags steder til at sidde i læ i den kolde vintertid.
Den mest juleagtige plante i haven må næsten være kristtornen med dens mørkegrønne blade og røde bær. De er smukke at bruge i vaser og i julens dekorationer, både med og uden røde bær. Står de med røde bær nu, skal man måske sikre sig dem i tide, for fuglene spiser dem, og de kan være væk i løbet af kort tid.
Der kan være stor forskel på, hvorvidt der er røde bær eller ej på den kristtorn, man har stående i haven. Hvis man har en stor kristtorn uden bær, er det antagelig en plante, som kun sætter hanblomster. Man kan selvfølgelig også have en hunplante, som mangler bestøvning fra en hanplante. Enkelte planter kan være tvekønnede. For at afgøre det, skal man se på blomsterne i maj.
Normalt skal man have mindst én hunlig plante i egen have og i nærheden en hanlig til bestøvning. Hvis man skal ud og købe kristtorn, kan man i planteskolen få råd og vejledning omkring hun- og hanplanter.
Kristtorn er ikke de eneste med røde bær i haverne lige nu. De andre holder måske ikke så længe, men de ser festligt julerøde ud og holder rimeligt på især udendørs dekorationer som dørkranse, gravpynt mv. Foto: Heidi Kirk Nissen
Andet man kan se og spørge ind til på planteskolen er de forskellige sorters udseende. På de stedsegrønne kristtorn er bladene vigtige, deres farve og om de er tornede og bølgede eller mere glatte. Der findes også sorter med gule, hvide og sorte bær.
Hvis man gerne vil have en kristtorn med røde bær, er det sikrest at lave en aflægning af en, som allerede har bær. Hvis man kan bøje en gren ned og lægge lidt jord og en sten, lille flise eller mursten over, vil grenen slå rod i løbet af et års tid. Kristtorn kan også formeres ved stiklinger.
Kristtorn sår sig villigt. Måske kan man finde nye små planter under store gamle kristtorn. Men med hensyn til røde bær, så er man jo her lige vidt, da man ikke kan se, om det er hun- eller hanplanter før senere. Man kan dog plante flere og så håbe, at nogle af dem er hunplanter og fjerne nogle af hanplanterne senere. Men husk, at der også skal være en hanplante. Der skal normalt være to for at give røde bær.
Læs mere om kristorn i artiklen »Kristorn« >
Det er de færreste, som er selvforsynende med julens grantræ, og der sælges da også juletræer på stort set ethvert gadehjørne, ligesom der er masser af små og store plantager, hvor man kan få lov til at udvælge sig familiens juletræ og selv fælde det.
De fleste juletræer er konventionelt dyrkede og både kunstgødet og sprøjtet i rigt omfang for at få den flotte grønne farve og fejlfrie udseende. Det gælder særligt den populære Normannsgran.
Vil man gerne undgå den slags, kan man købe et økologisk dyrket juletræ. De er lige så smukke som de konventionelt dyrkede, men behandlet på en langt mere skånsom og miljøvenlig måde og derfor også lidt dyrere.
Der er en del, der reklamerer med økologiske juletræer på skilte eller i lokalavisen, men ellers kan man google og finde hjemmesider, hvor der er lister over forhandlere af økologiske juletræer, så man kan finde en i nærområdet. Mange af stederne kan man samtidig købe økologiske fødevarer i stedets gårdbutik. Der er efterhånden også muligt at bestille et økologisk juletræ online og få det leveret til døren i store dele af landet. Nemmere bliver det ikke.
Nogle steder kan man endda få dem til at hente træet igen efter jul. Det sidste skal man dog lige overveje først, da et brugt juletræ kan gøre stor nytte som vinterbeskyttelse for både planter og dyr i haven efterfølgende.
Mangler man en gaveidé til den blomsterglade, kan man overveje den nye bog »Blomsterne i H.C. Andersens eventyr« fortolket af Bjarne Als fra Berings House of Flowers, der er udkommet på forlaget Muusmann.
Bjarne Als er en kreativ og erfaren blomsterkunstner, der i bogen inviterer indenfor i en verden, hvor blomsterne får et lige så eventyrligt skær, som de af H.C. Andersens historier, de er tilknyttet.
I bogen er små tekststykker fra udvalgte af H.C. Andersens eventyr, hvor blomster er nævnt, og ud fra det har Bjarne Als skabt blomstrende dekorationer og buketter til inspiration for læserne. I bogen deler han også ud af personlige anekdoter fra blomsternes verden, som han har færdes i, det meste af sit liv.
En anden god julegave er et års gavemedlemskab af Landsforeningen Praktisk Økologi.
Og der skal du til at handle, for der er kun seks dage tilbage af det særlige juletilbud, hvor du kan give et års gavemedlemskab for 2025 inkl. abonnement på Tidsskrift for Praktisk Økologi og som bonus gratis få de seks tidsskrifter fra 2024 tilsendt inden juleaften, så du kan pakke dem ind som gave og lægge dem under juletræet.
Tidsskrift for Praktisk Økologi er Danmarks eneste haveblad med fokus på giftfri have, og du giver med et gavemedlemskab mange flere fordele end bare tidsskrifterne.
De sidste blomstrende roser ser måske ikke så imponerende ud, når de står ude i haven. Men plukker man de kønneste og sætter i en lille vase, så spreder de glæde alligevel. Foto: Heidi Kirk Nissen
Mizuna, sået i september, er nu klar til høst. De grønne blade kan tåle lidt frost, så de står flot endnu. Foto: Heidi Kirk Nissen
Flotte bladbeder med årstidsafstemte røde stilke. Foto: Heidi Kirk Nissen
Man behøver ikke store rosenkålsplanter for at kunne plukke nogle hoveder. Skiller man de små hoveder ad i de enkelte blade, er de fine rå i en vintersalat. Foto: Heidi Kirk Nissen
Nogle steder kan man stadig være heldig at finde gode hvidkål, særligt hvis de har været beskyttet mod frost. De kan se lidt sølle ud på overfladen, men under de første lag blade gemmer der sig et knasende sprødt kålhoved. Foto: Heidi Kirk Nissen
Et grønt vinterdække af honningurt i køkkenhavens bede. Den står indtil, at der kommer frost for alvor. Foto: Heidi Kirk Nissen
En åben kompostbeholder uanset udseende er en af grundstenene i en have. Den sparer også utroligt mange tur til genbrugspladsen, når haveaffaldet bliver forvandlet til værdifuld kompostjord i den. Foto: Heidi Kirk Nissen
Den lukkede kompostbeholder skal fyldes med omtanke, hvis den ikke skal ende som en beholder for rådne grønsager i løbet af vinteren. Foto: Heidi Kirk Nissen
Den hvide julerose passer godt sammen med julens gran og andre stedsegrønne planter. Foto: Heidi Kirk Nissen
Krukker, der ikke er frostsikre, bør tømmes for planter og sættes til side i haveskure e.l. over vinteren. Foto: Heidi Kirk Nissen
Der er noget dejligt livsbekræftende i her på årets mørkeste tid at kunne nyde synet af alle de store knopper på træer og buske, som gemmer på forårets komme. Her er det et kastanjetræ. Foto: Heidi Kirk Nissen
Man kan også vælge at købe et økologisk dyrket juletræ i potte, som kan plantes ud, når julen er slut, og vintervejret til det. Juletræer i potter fås selvfølgelig i større varianter end de små bordmodeller på billedet. Foto: Heidi Kirk Nissen
Er man glad for eventyr og blomster, kan man ønske sig bogen »Blomsterne i H.C. Andersens eventyr« i julegave.
Giv en grøn julegave med mening – Giv et medlemskab af Praktisk Økologi. Foto: Heidi Kirk Nissen