Septembers himmel er så blå, og selvom vi er trådt ind i den første efterårsmåned, er vi velsignede med sommeragtige dage, der har givet gode muligheder for at gå i haven.
Men haveejere er ikke nemme at stille tilfredse, og mange kunne godt savne lidt regn, for jorden er efterhånden ret tør i de østlige dele af landet, og den trænger i den grad til vand. Indtil der kommer regn til den del af landet også, kan vi benytte det flotte septembervejr til at gå i haven og få noget fra hånden.
Det er ikke kun os mennesker, der har travlt her først på efteråret. Blandt blomsterne på artiskok og kardon summer bierne flittigt rundt. Foto: Heidi Kirk Nissen
Der er nok at tage fat på i septemberhaven. De flerårige planter begynder så småt at indstille sig på, at de skal til at gemme deres ressourcer til vinteren. Derfor er det også nu, at der skal deles og plantes stauder og høstes frø.
Det er også tiden til at overveje, hvilke nye løg der skal købes. Løgene kan både være spiseløg til overvintring eller blomsterløg, der skal gøre haven forårskøn.
Men først og fremmest er september overflodens måned, hvor der høstes på livet løs og fråses i frisk frugt, bær og grønt.
Der er saftige blommer, tidlige æbler og pærer og håndfulde af søde brombær, efterårshindbær, blåbær og de sødsaftige druer. I køkkenhaven kan der både høstes sommergrønsager som bønner, ærter, tomater, chili og majs, og vintergrønsager som kål, porrer, gulerødder og rødbeder.
Alt det kan man få masser af inspiration til her på Havenyt.dk. Det er bare at klikke på de enkelte links på de forskellige ord ovenfor eller bruge søgefeltet oppe i højre hjørne.
Her ved indgangen til efteråret, er der stadig mange flotte sommerblomster i haverne.
Der er stadig de flittigblomstrende cosmos, som efterhånden kan nærme sig mandshøjde på næringsrige jorde. Men efterårets dominerende et-årige blomster er nu engang tobaksblomster, jernurt, tagetes, olieplante, rævehale og ikke mindst asters, som står fyldt med masser af blomster.
Også de farvestrålende gladiolus og georginer lyser op i havens bede i talrige kraftige eller douche farver og store, flotte blomster. De bliver næsten flottere hen over efteråret – lige indtil en rigtig frostnat får dem til at klappe sammen. Men det varer forhåbentlig længe endnu.
Der findes mere end 50.000 forskellige dahlia. Selvom det kun er et begrænset udvalg af dem, der er til salg til private haveejere, så er der stadig rigtig mange forskellige slags at vælge imellem. Foto: Heidi Kirk Nissen
Lad det være sagt med det samme – spinat til overvintring og tidlig høst i foråret er dyrkning med risiko. Men lykkes det, er det en fornøjelse at kunne hente sprøde, grønne spinatblade langt tidligere end ved forårsåning.
Den første betingelse for at få succes med at så spinat om efteråret er, at planterne når at få en vis størrelse inden vinter. Det betyder, at de skal sås nu, hvis det skal kunne nås. Dernæst kræver det en ikke alt for hård vinter. Navnlig kombinationen frost og blæst kan udtørre planterne, hvis de ikke kan hente vand til fordampningen fra bladene.
Der kan købes særlige sorter til overvintring, bl.a. ‘Winterriesen stamm Verdil’, men ellers bruger man de tidlige forårssorter. Måske er der lidt frø tilbage i posen med spinatfrø fra foråret, og så prøver man bare med dem i stedet for at investere i ny frø.
Hvis man har erfaring for, at spinat overvintrer dårligt der, hvor man bor, så kan man i stedet for så i kasser om en uges tid og sætte kasserne ind i drivhuset til overvintring engang i oktober.
Tidlige kål i haven er dejligt, men for at få rigtig tidlige kål, skal man så tidlige sorter i starten af september. Om det lykkes afhænger i høj grad af vinteren. Bliver den mild, skulle der gerne være store planter til udplantning under plastik engang i marts.
Så frøene i potter udenfor først i september, og sæt dem ind i drivhuset i oktober, når der bliver plads. Det er en god idé at dække potterne udenfor med fiberdug eller andet for at beskytte mod et potentielt sent hold kållarver, som hurtigt kan nå at ødelægge de små planter.
Man kan så hurtigt udviklende sorter af spidskål og blomkål. Velegnede sorter af spidskål til overvintring er Hispi og Erstling. Gode blomkålssorter er King, All Year Round eller andre tidlige sorter.
Er der bar jord i køkkenhaven, der ikke skal bruges til løgsætning, såning eller udplantning af afgrøder, så er det en rigtig god idé at så den til med efterafgrødeplanter, som kan dække jorden, så den bliver flot grøn i stedet for at gro til med ukrudt.
Planterne vil optage resten af næringsstofferne i jorden og binde dem vinteren over, så de bliver i haven og kan give næringen videre til næste års grønsager. Efterafgrøden vil desuden beskytte jorden mod slagregn og vintervejret og give bedre overvintringsforhold for nyttedyrene.
Man kan læse mere i artiklen Efterafgrøde og i kategorien Grøngødning finder man artikler om de enkelte grøngødningsplanter og om at så grøngødning.
Stikløg til overvintring kan sættes fra midt i september og senest i efterårsferien. En del af dem – mange hvis vinteren er mild – vil overvintre og give tidlige, friske zittauerløg. Man kan høste overvintrede løg fra midt i maj i drivhus og fra først i juni på friland.
I drivhuset kan de eventuelt lægges i store kasser, som kan flyttes ud først i maj, når der bliver brug for pladsen, og inden det bliver for varmt til løg.
På friland er det ikke altid, at løgene overlever vinteren i hårde vintre, og løgenes endelige størrelse vil afhænge meget af vejret i maj måned. Men uanset størrelsen, er det friske løg på et tidspunkt, hvor man trænger mest til det.
I velassorterede havebutikker og på nettet kan man i september købe stikløg. Hvis man ikke kan finde dem lokalt, kan de for eksempel bestilles hos frøfirmaet Solsikken.
Hvis man alligevel skal købe stikløg, kan man samtidig købe hvidløg til sætning her i efteråret. Man kan dog fint bruge egne fed hvidløg til sætning, hvis man har høstet masser af store, fine og sygdomsfri hvidløg.
Hvidløg bliver størst, når hvidløgsfeddene sættes i oktober og i den første del af måneden i landets mest frostudsatte områder. Hvidløgene skal nå at danne gode rødder inden vinter, men ikke top.
Læs mere i artiklen »Hvidløg skal sættes om efteråret« >
Hvis man har en række forårsløg i efterårets køkkenhave, så lad nogle af dem stå vinteren over. De danner et lille hvidt løg samtidig med, at toppen visner ned her i efteråret.
Til foråret sætter de hurtigt nye grønne småblade, og man kan løbende plukke af de nye grønne blade til drys på maden. I april danner hvert løg 3–7 nye forårsløg, og nogle år kan man høste fine, små forårsløg sammen med de allerførste nye kartofler.
Knoldselleri sætter ofte små sideskud, som hurtigt vokser sig større og dermed tager kraften fra dannelsen af den store selleriknold. Derfor skal de fjernes, og de er lette at rykke af med hånden.
Samtidig er det en god idé at gå både knoldselleri og bladselleri efter og fjerne alle gule og misfarvede blade fra bedene. Det er nu, at der er højrisiko for, at selleribladplet angriber bladene, og det er alvorligt, da sygdommen hurtigt kan brede sig og helt ødelægge planterne. Så forebyg ved at fjerne blade, som ikke er pænt grønne og ser sunde ud. Selleribladplet viser sig som små lyse pletter på bladene.
Det er tiden til, at der skal plantes stedsegrønne, så de kan nå at få dannet rødder inden vinteren. I modsætning til de løvfældende træer skal de vinteren igennem forsyne bladene med vand til fordampning, så det er vigtigt, at de får sendt nye rødder ud, som kan skaffe vand til planten.
Nyplantede stedsegrønne skal vandes, så jorden holdes fugtig i efteråret. Om nødvendigt vandes der også den første vinter i tøvejrsperioder, da det forholdsvis lille rodsystem kun kan hente vand fra et meget begrænset område.
Det kan være en god idé at dække med flis- eller barkdække efter plantning, da det nedsætter fordampningen. For at hjælpe på vandforsyningen om vinteren, kan det samtidig være fornuftigt at jorddække med et lag blade, så jorden ikke fryser så hurtigt til omkring rødderne, og de dermed kan optage vand de første dage i frostperioder.
September er også tidspunktet at omlægge og nyplante staudebede. Forårs- og sommerblomstrende stauder kan deles og forynges ved, at man kun planter de yderste nye dele og kasserer midten af de planter, som er blevet kedelige og bare i midten.
På den her årstid er nætterne så lange, og der falder så meget dug, at de nyplantede planter normalt kan klare nogle varme efterårsdage, når bare der vandes godt i plantehullet inden plantning. Købte planter i potter skal altid sænkes ned i en spand vand, indtil der ikke bobler luft op, inden de kommer i jorden.
Det er som altid vigtigt at vande jorden til efter plantning. Jorden skal slemmes ind omkring planterødderne, så der bliver god jordkontakt. Hvis september skulle blive ekstra solrig og tør, kan der være behov for vanding med jævne mellemrum.
Vil man have roser i haven, kan man overveje at købe dem som barrodsroser. Det er både billigere og giver ofte også bedre roser. Men de skal først plantes fra oktober. Dog kan man jo godt begynde at undersøge og bestille dem allerede nu, så man er sikker på at få dem, man drømmer om. Foto: Heidi Kirk Nissen
Det er også her i september, at man skal forberede forårets blomsterflor ved at sætte nye løg – måske i forbindelse med, at staudebedet omlægges.
Foråret er lig med traditionelle løgblomster som vintergækker, erantis, krokus, påskeliljer og tulipaner. Vil man have noget andet, er der også mulighed for at sætte mange andre spændende forårsløg som eksempelvis vibeæg, hundetand, dorothealilje, våriris, perlehyacint, skilla, fuglemælk og pinselilje.
Læs mere i artiklen »Mød foråret med løgblomster« >
Blomsterløgene er allerede fremme i supermarkederne, hvor de lokker med deres flotte billeder. Vil man have et større udvalg og mere specielle arter, sorter og farver, er man nødt til at tage forbi planteskolerne eller købe på nettet.
Find forårsløg hos en del af frøfirmaerne i Forhandlerguiden >
Forårsløgene er ikke kun til glæde for os mennesker, men også for insekterne. Når de kommer frem fra deres vinterskjul i det tidlige forår, er det vigtigt, at der er blomster med masser af pollen og nektar til dem.
Bladbeder i alle regnbuens farver giver spræl i de ellers så grønt dominerede køkkenhavebede. Foto: Heidi Kirk Nissen
September er også måneden, hvor man for alvor kan begynde at fråse i de mange lækre æbler. Foto: Heidi Kirk Nissen
Det er en god idé at udnytte de tørre og solrige septemberdage til at samle frø fra havens planter. Foto: Heidi Kirk Nissen
Hjulkrone er smuk i modlys, og står man stille ved siden af den et kort øjeblik, kommer der garanteret en bi forbi for at besøge de himmelblå blomster. Foto: Heidi Kirk Nissen
Dahlia fås i stort set alle regnbuens farver. Foto: Heidi Kirk Nissen
Et helt bed med dahlia er smukt, men de gør sig også godt i sammensætning med andre sensommerblomster som solhattene her. Foto: Heidi Kirk Nissen
Sår man først i september og bliver vinteren en af de milde, så er der gode chancer for en tidlig forårshøst af frisk spinat. Foto: Heidi Kirk Nissen
Selvom dette års kål står flot og frodigt nu, er det ikke for tidligt at tænke på næste års kålbed. Foto: Heidi Kirk Nissen
Bønneplanterne havde en hård start i forsommeren, men nu er der bønner i massevis til at spise friske eller fryse ned. Foto: Heidi Kirk Nissen
Egne hvidløg kan sagtens bruges til sætning, hvis de er store og sunde uden sygdomstegn. Foto: Heidi Kirk Nissen
Det er en god ide at fjerne sideskud på selleri, så de kan bruge al energi på at danne en stor selleriknold. Foto: Karna Maj
Golden Sweet slikærter der kan spises små og rå, eller man kan lade dem udvikle sig og modne og spise dem som gule ærter. Foto: Heidi Kirk Nissen