Havenyt uge 22

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Efter at have haft det tørt i starten af måneden, har vi nu fået en del tiltrængt regn. Det er dejligt, og planterne kvitterer ved at vokse i et forrygende tempo.

Hvis man ser sig rundt i haven, så er haven grøn og frodig med masser af blomstrende træer og buske. De tidlige klematis blomstrer også flot, og i staudebedene står akelejer, storkenæb og lupiner side om side med de kuglerunde prydløg.

Det er blevet tid til at nyde en masse af forsommerens blomster i bedene – eller ude rundt i haven, hvor mange akelejer har selvsået. Foto: Heidi Kirk Nissen

Drømme om eksotiske planter

I køkkenhaven er der masser af grønne planter. Kartoffelplanterne står og strutter af velvære, radiserne er sprøde og lækre, der er masser af spinat og måske også de sidste asparges, som vokser lidt langsommere i køligt vejr. Rodfrugterne står i sirlige rækker, og gik man tidligt i gang, kan man nu hente salat, dild, rucola og ny persille.

Der hvor man kan opleve problemer med dyrkningen er, når man ønsker at dyrke planter, som oprindeligt ikke hører hjemme i et køligt klima som det danske. Især hvis man samtidig er for utålmodig med de planter, som nok kan gro på friland i Danmark, men kun når det er varmt i vejret. Det har det været i maj i år, men så kommer der en periode med lidt køligere vejr. Sådan er det altid.

Der er desuden en generel opfattelse af, at de varmekrævende planter er finere og bedre end de mere kuldetålsomme planter. Det kan ikke engang det nordiske køkken lave om på. Flertallet vil stadig hellere have tomater og chili end rødkål, hestebønner og porrer, og de vil hellere have basilikum og havemerian end ramsløg og løvstikke.

Det gælder for eksempel også majs, der er på nordgrænsen i Danmark, og får vi en kold og våd sommer, som juli var sidste år, kan det resultere i få majskolber, hvis det ikke er tidlige og forkultiverede planter. En kold sommer betyder også, at vintergræskar måske ikke kan nå at modne godt nok af til at kunne holde sig vinteren igennem.

Det er svært at vide, hvad der er det bedste at gøre. Uanset hvilken strategi man vælger, så er det en god idé at holde øje med langtidsprognoserne og være beredt ved særligt tørt eller køligt sommervejr.

Udplantning af planter

Regnen kom, og det var tiltrængt. Jorden er efterhånden dejlig fugtig nedad, og der er udsigt til, at der kommer lidt mere regn i ugens løb. Med andre ord: Det er godt plantevejr for udplantningsplanter.

Man skal aldrig hente planter direkte fra drivhuset til udplantning på friland, med mindre man planter i tunnel med fiberdug. De skal afhærdes nogle dage først. Helst en uge, hvis det er et sted uden læ.

Inden grundlovsdag skal man have plantet færdig i køkkenhaven, hvad angår vintergrønsager som kål, løg og porrer, så det er en god idé at få prioriteret.

Havde man sidste år massivt angreb af porremøllets larve i porrerne, kan man overveje at etablere overdækning med bionet af samme type, som kan bruges til overdækning af gulerødder og kål.

Hiv ukrudt op i regnvåd jord

Når det er for vådt til at bearbejde jorden, men man alligevel gerne vil lave noget konstruktivt i haven, så kan man gå efter visse typer af flerårigt ukrudt.

I en rigtig regnvåd jord er det let at trække for eksempel mælkebøtter op, endda uden bruge af mælkebøtterjern, og ofte kan man med et stædigt og langsomt træk hive hele roden med op. Dog kun under den forudsætning, at roden ikke er forgrenet.

Samme teknik er i øvrigt velegnet, hvis man fortsat har skorzonerrod stående i haven. Her skal roden dog ikke til kompost, men spises.

Kartoffeltoppene er vokset med ekspresfart. Her dækker de allerede bedet og lukker af for lyset, så nyt ukrudt ikke spirer frem. Foto: Heidi Kirk Nissen

Når jorden igen bliver lidt mindre våd, men stadig er dejlig fugtig, er det perfekt at grave skvalderkål og senegræs op med gravegreb. Der løsnes først et større område, og man kan derefter med greben let ryste store sammenhængende rodsystemer fri for jord og fjerne dem.

Områder, hvor skvalderkålen har stået i flere år, har et for massivt rodsystem til denne metode. Her er man nødt til at stikke området ud i firkanter med spaden, inden opgravning med greb.

Det frodige drivhus

Når jordtemperaturen er over 18 grader i drivhuset, kan de sidste planter komme derud på fast ophold. Agurker skal have minimum 18 grader og helst 20 i jordtemperatur (også om natten), inden de trives for alvor.

I drivhusene kan man dyrke de klassiske planter som tomater, agurker, meloner, auberginer, chili og peberfrugter. Er man nysgerrig, kan man også prøve mere eksotiske planter til drivhusvækst som for eksempel dværgfersken, citrusplanter eller kiwi.

Det er en god idé at udnytte pladsen i bunden af drivhuset også. Her kan man eksempelvis plante krydderurter som rosmarin, laurbær, timian og basilikum eller tagetes, der kan hjælpe med at holde skadedyr væk fra tomatplanterne.

Læs mere om den nyttige plante i artiklen »Tagetes« >

Husk at sætte en støttepind eller lodret opbindingssnor ved de høje planter i drivhuset, så de ikke knækker, efterhånden som de vokser til og begynder at sætte tunge frugter.

Pas på med udplantning af agurk og melon

Agurker og meloner skal have en jordtemperatur på 18 grader for at trives ordentligt. Udplantes de i for kold jord, øges risikoen for svampeangreb på rødderne og hensygnende planter. I disse dage ligger jordtemperaturen i gennemsnit omkring 16 grader og falder en lille smule de kommende dage.

Se jordtemperaturen i din kommune >

Hvis det ikke er varmt nok, er det bedre at lade dem stå i store potter i drivhuset eller plante dem ud i plantesække. Dæk eventuelt med fiberdug om natten, hvis de er plantet ud. De kan kun tåle at stå i drivhuset om natten, hvis lufttemperaturen er minimum 10 grader, og i dele af landet kommer nattetemperaturen ned omkring de 8 grader i løbet af ugen. I de haver har de derfor fordel af at komme ind om natten, hvis de fortsat står i potter.

Agurker er i det hele taget sarte og begynder let at hænge med bladene, når de plantes ud.

Læs mere i artiklen »Agurker i drivhuset« >

Hvis man har ekstra planter, kan man plante de resterende i større potter med god jord som reserveplanter, hvis de udplantede ikke klarer forholdene. Eller man kan så et par potter med et nyt hold. Det kan stadig godt nås.

Så eller køb basilikum

Hvis man ikke selv har fået sået basilikum, kan man købe en potte i supermarkedet og prikle planterne herfra.

Hvis man vil have nogle af de mere specielle basilikumsorter, bliver man imidlertid nødt til selv at så, og man kan godt nå at så basilikum endnu.

Det er kun i en varm sommer, at man vil have held med at så og dyrke basilikum på friland. Den flotteste basilikum får man i drivhuset. Men det går også fint at dyrke basilikum i krukker på en lun terrasse eller i et hjørne med masser af sol og læ.

Læs mere i artiklen »Basilikum på friland« >

Lav et grønt jorddække

Man kan lave et levende, grønt jorddække i form af grøngødningsplanter. De kan sås mellem de udplantede planter, så snart disse er kommet i god vækst.

Kålplanter, som er udplantet først i maj, er nu ved at være så store, at man kan så jordkløver eller sneglebælg mellem rækkerne. Under majs kan der sås grøngødning, så snart de er 15 cm høje.

Det er vigtigt at så, inden udplantningsplanterne når at blive for store, da de ellers vil skygge kimplanterne i det grønne jorddække væk.

Grøngødningsplanter sås bedst i fugtig jord, så vand grundigt dagen før såning, hvis der ikke er regn i vejrudsigten.

Læs mere i artiklen »Såning af grøngødning« >

Konceptet med et grønt jorddække kan også bruges i staudebedet, hvor f.eks. mange storkenæb er gode bunddækkeplanter. Der er mange arter af storkenæb, og de fleste er nemme at dyrke. Foto: Heidi Kirk Nissen

Brug ukrudtet til kompost

Selvom der skal luges en del her i forsommeren, er det ikke kun skidt. Ukrudt giver nemlig en rigtig god kompost.

Hvis ukrudtet ikke løbende er kommet i en kompostbunke, men ligger i en stor samlebunke, kan man sætte en stor kompostbunke på én gang. Det giver mulighed for at varmkompostere, hvis man har minimum 1 m³ kompostmateriale. En sådan kompostbunke kan komme helt op på 60–65 grader, og det betyder, at de fleste ukrudtsfrø og sygdomskim slås ihjel, samtidig med at kompostering sker hurtigere.

Læs mere i artiklen »Varmkompostering i praksis« >

Pas på hindbærbillerne

Hindbærblomsterne er ret uanseelige, men i høj kurs hos bierne. Som regel er det deres summen, der fortæller os, at hindbærblomsterne er ved at springe ud, og at det er blevet tid til at lede efter hindbærbiller.

Ormene, som man kan finde i hindbær, er nemlig afkom af hindbærbillerne, der er aktive på denne årstid. Billerne er gulbrune og ca. 4 mm lange. De gnaver i blomsterknopperne og lægger deres æg på de unge hindbærfrugter.

Det er her i blomstringstiden, at man kan få øje på dem og begrænse deres antal. Bank let på hindbærplanternes stængler morgen og aften. Billerne lader sig falde, når det er lidt køligt, og buskene bevæges. Hold eventuelt et fad under med sæbevand. Når billerne falder deri, kan de ikke flyve bort igen.

Såning af vintergulerødder

Mange sår vintergulerødderne samtidig med sommergulerødderne, men faktisk får man de mest lækre gemmegulerødder ved at så sidst i maj til først i juni. Hvis det er muligt, så vælg et godt såtidspunkt med fugtig jord og udsigt til nogle småbyger, som vejret er i disse dage.

Hvis man i spireperioden ikke får nedbør, kan man i stedet for holde såbedet let fugtigt ved jævnlig vanding.

Men vanding med vandkande får jord med lerindhold til at danne skorpe, så kimplanterne har svært ved at komme op. Den bedste vanding til såbede er en vandslange med et brusehoved, som forstøver vandet, så det falder som finregn.

Gulerodsfluerne kommer

Gulerodsfluen flyver her i sidste halvdel af maj og lægger første hold æg i jordrevner ved gulerødderne. Larverne er de irriterende orm, som giver gulerødder med sorte gange.

Der er 2–3 generationer om året. Det er normalt de senere generationer, der for alvor gør skade på de gulerødder, som vi har planlagt at nyde i eftersommeren og gennem vinteren.

Det er derfor en god idé generelt at dække gulerodsbede med fiberdug eller bionet.

Bionet kan også bruges på andre af køkkenhavens bede. Det holder ikke på varmen og fugten på samme måde som fiberdug. Det er derfor betydeligt bedre til overdækning af især kål mod kålsommerfugle og kålfluer, da kål ikke tåler de høje temperaturer og fugtighed under fiberdug særligt godt.

Læs mere i artiklen »Gulerodsflue« >

Se hvad der er i sæson

Der er lidt tid til, at gulerødderne er høstklar. Der er først sæson for dem fra juli. Men til gengæld kan vi i juni, som er lige om hjørnet, se frem til at kunne spise friske ærter, forårsløg, jordbær, glaskål, stikkelsbær, hvidløg, dild, broccoli og mange flere lækre sager fra køkkenhaven.

Hvis man er i tvivl om, hvornår hvad er i sæson, kan man få det hele serveret på smukkeste vis i Mette Forums sæsonkalender, der illustrerer det med fine tegninger, der vil pynte på væggen uanset hvilken af kalenderens måneder, der er den aktuelle.

Sæsonkalenderen er en evighedskalender i A3 format, hvor hver måned indeholder en visuel oversigt over grønsager, frugter, krydderurter og svampe, der er klar til at høste og blive spist på det tidspunkt, hvor de smager allerbedst.

Kalenderen viser også, hvornår der er sæson for forskellige fiskearter, og hvornår det er bedst at plukke og samle udvalgte spiselige planter, blomster og bær i naturen.

Læs mere og få fat i sæsonkalenderen her >

Sidste chance for at hjælpe Havenyt

Så går indsamlingen for Havenyt.dk ind i sin sidste uge. Hvis du er glad for og vil hjælpe med at bevare Havenyt.dk, er det derfor nu, du skal reagere og støtte os.

Det har mange venlige læsere allerede gjort, og vi sender en stor tak til hver af jer!

Havenyt.dk er afhængig af de penge, der kommer ind i den årlige indsamling. Dels fordi de indsamlede midler går direkte til driften af hjemmesiden, dels fordi den gør os berettigede til at blive såkaldt 8A-godkendt, så vi kan søge om offentlige midler, modtage arv mv., som også er med til at sikre hjemmesidens overlevelse.

Vil du gerne hjælpe med at bevare Havenyt.dk som en gratis hjemmeside for alle haveinteresserede, der søger hjælp og inspiration til at dyrke deres have, så giv et bidrag her >

Og så lige en serviceoplysning.

Vi har fået nogle spørgsmål fra læsere, der gerne vil give et bidrag via Mobilepay, men synes, det er lidt svært at finde ud af hvordan.

Der er to muligheder for at give et bidrag via Mobilepay.

1) Du kan sende det beløb, du vil give til Havenyt.dk til 72132 og skrive ordet »Havenyt« i tekstfeltet.

eller

2) Du kan give dit bidrag via Mobilepay, og få skattefradrag for dit bidrag, hvis du oplyser dit cpr-nummer og giver dit bidrag via siden her >

Du kan selvfølgelig også betale med kort eller sågar bankoverføre. Begge muligheder kan du få mere at vide om og gøre her >

Her er du: Forsiden > 2024 > Havenyt uge 22

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider