Havenyt uge 8, 2023

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Det har nærmest været forår den sidste tid, selvom vi stadig er i februar. De lune temperaturer og solskinnet har lokket mange af os ud i haven, og der er også opgaver, som man godt kan begynde på. Men man bør væbne sig med tålmodighed lidt endnu, inden man begynder at rydde og gøre haven forårsklar i den helt store stil. Der kan hurtigt komme kulde igen, og nattefrost er det heller ikke færdigt med.

Der er også godt gang i de vinterblomstrende buske. Her er det en troldnød med de fastelavnsagtige frynsede blomster. Foto: Heidi Kirk Nissen

De tidlige forårsløgblomster pryder haverne her sidst i februar. De gule erantis, der åbner blomsterne helt op, når solen skinner, og de yndige vintergækker, der kan gøre haverne helt hvide, hvor der er mange af dem. Også juleroser og nyserod ser ud til at vokse i en vældig fart. Har man plantet forskellige arter, sorter og krydsninger i stor stil, står nogle af dem allerede med blomster, og resten skal nok følge efter, så længe vejret holder sig til den lune side.

Hold øje med solen og temperaturen

Selv om vi kun har februar, så er forårssolen stærk, når den endelig bryder frem. Sarte planter med grønne blade bør man skygge for med grangrene både ude i haven og i drivhuset.

I drivhuset skal man især holde øje med temperaturen, hvis man har overvintrende planter der. De skal helst ikke begynde at sætte gang i væksten for tidligt. Hvor varmt, det bliver i drivhuset, afhænger i høj grad af drivhusets orientering i forhold til den lave forårssol, og hvor gode læforhold, man har på stedet.

Bliver der meget varmt, kan det være en god idé at lufte lidt ud midt på dagen, så der ikke bliver så store temperaturudsving mellem nat og dag. Men husk at få lukket igen i god tid inden aften. Det er en balancegang, da opvarmningen om dagen samtidig er med til at gøre natten mindre kold.

Men selvom solen skinner om dagen, kan den ikke holde drivhuset frostfrit på denne årstid, og der varsles stadig nattefrost. Derfor skal alle planter, som ikke tåler lave temperaturer, dækkes ved udsigt til frost eksempelvis med fiberdug.

Det er også vigtigt at holde øje med, at planterne ikke tørrer ud i drivhuset, når det begynder at blive lunere derinde på solskinsdage. Planter i drivhuset skal om vinteren holdes til den tørre side, men de må ikke tørre ud.

Køkkenhaven sidst i februar

I køkkenhaven sker der ikke de store ting lige nu. I en selvforsyningskøkkenhave kan der dog stadig være meget at hente selv i februar, især hvis man har vinterdækket eller nedkulet rodfrugter. Man kan for eksempel hente frisk palmekål, grønkål, rosenkål, vinterporrer, persille og timian. Hvis man har rodfrugter derude, som ikke har været dækket, så prøv alligevel at grave dem op, måske er de stadig knasende sprøde og fine. Så kan man være heldig også at kunne sætte egne gulerødder, pastinak, persillerod, skorzonerrod eller jordskok på menukortet.

Der står måske også overvintret spinat og bladbede, men det skal være lidt varmere, før de producerer nye blade. Vårsalaten er kommet frem, og her kan høstes en smule.

Selvom man ikke dyrker en stor køkkenhave, så kan man sagtens få en frodig vinterkøkkenhave med lækre kål og rodfrugter. Foto: Heidi Kirk Nissen

Høst sprøde jordskokker

Jordskokkerne holder sig bedst ude i havens kolde jord, og de er i topkvalitet her i februar. Nyopgravede jordskokker er knasende sprøde og brugt rå i en salat, har de en dejlig nøddesmag. Hvis man har mange, så er jordskoksuppe eller ovnbagte jordskokker to gode retter, og der findes masser af jordskokkeopskrifter på nettet.

Jordskokker dyrkes som kartofler, og alle knoldene skal høstes hvert år. Men det kan være svært at fjerne alle knoldene, da nogle af dem sidder ret dybt, så man skal være forberedt på lidt ukrudts-skokker året efter, som nemt kan fjernes, men som godt kan gøre livet lidt besværligt for nysåede afgrøder.

Det gør selvfølgelig ikke så meget, hvis man har et stykke jord, hvor der permanent står jordskokker, men hvis man vil dyrke dem ved at sætte pæne store knolde hvert år i lige rækker et nyt sted i haven, så skal det gamle dyrkningssted ryddes effektivt. Man skal også tage højde for, at planterne bliver endog meget høje og vil skygge for nogle af naboplanterne.

Den bedste måde at få gode jordskokker til dyrkning på, er ved at få dem fra én, der har en god sort, der producerer store knolde med få knuder. Man kan også bruge dem fra supermarkedet – helst danske sorter, der er egnede til det danske klima. Jordskokker kan både være hvide og røde, og nogle sorter blomstrer med små, solsikkelignende blomster sidst på sommeren.

Ramsløg i haven

Ramsløg vokser vildt i kystnære løvskove, hvor man om foråret kan hente de friske blade til at lave lækker pesto eller bruge den i andre retter. Ramsløg har en god og stærk løgsmag, og den skal derfor bruges i begrænset mængde.

Man kan godt dyrke ramsløg i haven, men man skal være opmærksom på, at den sår sig selv flittigt og spredes i haven over år. Man skal derfor tænke over placeringen fra starten, så den ikke udvikler sig til ukrudt.

Læs mere om dyrkningen i artiklen »Ramsløg« >

Når ramsløgenes friskgrønne blade bryder op gennem jorden i februar og marts, kan man begynde at høste de første af dem. Men det er vigtigt, at man er sikker på, at det er ramsløg, da andre forårsblomsterløg er giftige. Ramsløgens blade kan også forveksles med bladene på liljekonval eller høsttidsløs, som er giftige. Et kendetegn for ramsløg er den markante løglugt, når man nulrer et blad, og det er vigtigt, at man er sikker på, at det er ramsløg, man har plukket, inden man bruger dem i madlavningen.

Start sneglejagten

Der er adskillige haveejere, som har konstateret, at de små snegle allerede rører på sig. Det er derfor en god idé at begynde at undersøge, om det også er tilfældet i ens egen have.

Find ud af, hvor sneglene samler sig og start indsamlingen. Det er ofte under brædder, krukker o.l. Man kan lette jagten ved at etablere nogle indsamlingssteder med fugtighed, hvor de kan søge hen.

Jo tidligere og jo flere snegle man får fjernet i det helt tidlige forår, jo færre snegleskader får man senere i år. Det er også en god idé allerede nu at få lavet en aftale med naboerne om, at alle gør en snegleindsats i år.

Så i vindueskarmen

Vil man hellere være inde end ude, kan man så småt begynde at så, hvis man har den ideelle sydvendte vindueskarm med masser af lys, og der ikke er alt for varmt. De arter, der spirer langsomt, vil ikke nå at komme op før lidt inde i marts, hvor der er ved at være nok lys til, at de kan klare sig uden kunstigt plantelys. Får de små planter det for varmt i forhold til lysmængde, bliver de ranglede. Så det er med at vægte for og imod såtidspunkt og kunstlys.

Noget af det vigtigste for at undgå, at de bliver ranglede, er at fjerne den hvide plast, så snart kimplanterne er på vej op, og få afpasset temperaturen til lyset. Hvis der er radiator under vinduet, er det et problem, da det giver alt for megen varme i forhold til lys. Hvis det er muligt, så placer de fremspirede planter i et vindue uden undervarme eller med så lidt varme som muligt. En temperatur på 14–15 grader er fin til de fleste arter, så længe der er begrænsede mængder dagslys.

Så langsomt voksende sommerblomster

De sommerblomster, som kræver lang forkultivering, kan sås nu. Se bag på poserne med blomsterfrø og inddel dem i bundter efter såtidspunkt, så man har styr på, hvornår de forskellige skal sås.

Sommerblomsten løvemund kan sås her sidst i februar. Foto: Heidi Kirk Nissen

Men der er også mange sommerblomster, som kan sås i drivhus først i april eller sås direkte i bedet i april og maj. Hvis man ikke har så meget plads til forkultivering, så vent til efter midten af marts med at så. Det vil kun forsinke planternes udvikling med 1–2 uger.

Bliv inspireret til sommerblomster i haven >

Arter, som har meget småt og fint frø som petunia og løvemund, skal næsten ikke dækkes efter såning, men holdes i sluttet luft i plastpose eller lignende.

Der findes også arter, hvor frøene spirer bedst, hvis de får lys. En af dem er flittiglise. Så frøene ovenpå jorden, pres dem let til mod jorden og spray med lidt vand. Sæt dem i sluttet luft, som eksempelvis en plastikpose, et lyst sted uden direkte sol ved 18–20 grader.

Så frø til tidlige grønsager

Blandt grønsagerne kan man nu så et par potter med salat, som med fordel kan plantes ud i drivhuset i marts. Tidlige spidskål og blomkål er andre muligheder.

Hvis man vil så løg eller have ekstra tidlige sommerporrer, skal der også sås her i februar. Det gælder også artiskok, specielt hvis man satser på at dyrke den som etårig afgrøde.

Man kan med fordel vente til først i marts med at så tomater til uopvarmet drivhus. De kan alligevel ikke plantes ud i drivhuset før tidligst først i maj. Sår man tomaterne for tidligt, bliver der trængsel i vindueskarmene i april, hvor de endnu ikke kan komme ud i drivhuset andet end på dagophold i lunt vejr. Chili og sød peber bliver ikke så hurtigt store planter.

Chili skal sås nu

Hvis man skal nå at få et godt udbytte af sine chiliplanter, skal de helst sås i denne eller næste uge. Jo senere, man sår, jo færre frugter kan der nå at udvikles og især modnes. Frøene er lidt tid om at spire, og inden planterne kommer op, er der kommet dagslys nok til at sikre en fornuftig vækst i et sydvendt vindue.

Frøene skal have en høj temperatur for at spire tilfredsstillende – den optimale spiretemperatur er 24–26 grader. Chili kan spire på alt fra en til flere uger afhængig af art, og hvor spiredygtigt frøet er. Det er vigtigt at fjerne plastikdækket over spirebakker eller potter, så snart kimplanterne titter frem.

Der er utrolig mange arter og sorter af chili på markedet. Chili inkluderer både de milde peber og de mere stærke chilier. På Scoville-skalaen kan man få et mål for, hvor stærk de forskellige chilisorter er i forhold til en almindelig grøn peber.

Læs meget mere om chilier, dyrkning, smag og styrke >

Bestil nu og få frøene i tide

I marts kan de online frøbutikker have svært ved at følge med til at ekspedere ordrerne. Der er simpelthen ikke hænder nok til at sende fra dag til dag. Samtidig kan der blive udsolgt af de mest populære frø, og det gælder både i online og fysiske butikker, når de åbner.

Hvis man vil være sikker på at få de frø, man har planlagt at så, og undgå at risikere at skulle gå og vente på frø, som allerede skulle have været sået, så bestil hurtigst muligt.

I Havenyt.dks forhandlerguide finder man mange, gode online frøfirmaer, hvor man fra sofaen kan bladre gennem den ene slags tillokkende frø efter den anden.

Se frøfirmaerne i forhandlerguiden >

Vinterbeskæring af hæk

Har man en løvfældende hæk, som er alt for bred eller høj, er det her i vintertiden, den skal skæres tilbage, da man herved tvinger planterne til at danne flest mulige vanris (stammeskud), så hækken bliver tæt.

Med det lune vejr og få andre udendørs havegøremål, er det oplagt at gøre her sidst i februar. Man kan i praksis beskære hækken helt frem til, at knopperne er lige ved at bryde, selv om det er mindre optimalt for planterne.

Det er altid en god idé kun at skære én af siderne eller toppen tilbage ad gangen og så tage en ny side, når den første efter et par år er vokset godt til og er blevet tæt. Man skal selvfølgelig ved samme lejlighed fjerne døde grene i hækken.

Hæng fuglekasser op

Fuglenes stadig stigende sang er med til at give os forårsfornemmelser. Men den bør også få os til at overveje, om der er nok fuglekasser til havens fugle at yngle i.

Har man ingen eller for få fuglekasser i haven, så er det nu, der skal købes eller bygges en eller flere. Det er vigtigt, at de bliver hængt op snarest og senest sidst i februar.

Det bedste er, at de har hængt nogle måneder, inden fuglene skal bruge dem, men hvis de er i bolignød, så begynder de hurtigt at undersøge de nye kasser.

Her er du: Forsiden > 2023 > Havenyt uge 8, 2023

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider