Haven er generelt smuk lige nu. Regnen i sidste og starten af denne uge fik en del af det vissengule til at grønnes, og blomsterbedene står igen frodige.
Det er et dejligt syn, men skal man være ærlig, har en del af blomstringen været mere imponerende i mindre tørre år. Når planterne mangler vand, bliver blomstringen kortere og blomsterne nogle gange også mindre.
Det gælder dog ikke alle. Mange steder blomstrer roserne særligt overdådigt i år, og roserne og blomstrende buske er i det hele taget noget af det, der gør haven ekstra smuk her ved overgangen til juli, hvor forsommerens blomster i bedene begynder at tabe pusten.
Den hvidblomstrende smukke busk hedder pibeved, Philadelphus coronarius, men kendes bedre under navnet uægte jasmin. Foto: Heidi Kirk Nissen
Efter at have set konsekvenserne af en tør forsommer kan man godt gøre sig nogle overvejelser om indretningen af og planterne i havens staudebede.
Hvis staudebedet er tæt plantet, holder det sig frodigt og flot i længere tid uden vanding, end et mere åbent staudebed, hvor der er stor fordampning fra den bare jord. Her er en løsning at dække jorden med barkflis, grov kompost eller andet, som kan mindske fordampningen.
Hænger stauderne selv efter, at solen er væk fra bedet, så er det nødvendigt at vande. Det er en god idé i den forbindelse at overveje, om planterne egentlig er plantet det bedste sted. Steppeplanter tåler tørke godt, mens planter der kræver fugtig jord eller skygge en del af dagen, hurtigt får skader, hvis de står i et bed med brændende sol.
I mange havegrundbøger kan man se oversigter over forskellige blomsters krav til voksested. Retter man sig efter dem, så får man ofte et flot blomsterbed, som er nemmere at passe.
Det hele gror lystigt i drivhuset lige nu. Tomatplanternes sideskud skal fortsat knibes på de rankende tomater, melonerne skal bestøves og opbindes, og både de og agurkplanterne skal beskæres, så de ikke overtager hele drivhuset med deres kraftige vækst.
Læs om beskæring af meloner i »Hvordan beskærer jeg melon?«.
Agurker, der er begyndt at sætte sideskud skal knibes. Sideskud af 2. orden på sideskud af 1. orden skal knibes over 1. blad, mens sideskud af 1. orden skal knibes over 2 blade.
Læs om beskæring af agurkplanter i artiklen »Beskæring af agurk i drivhus«.
Man kan sagtens nå at så et nyt hold ærter. Hvor vellykket dyrkningen bliver afhænger af vejret den kommende tid. Ærter trives bedst i en kølig og våd sommer, eller ved god vanding i rækkerne.
Ofte finder man flere larver i ærtebælgene midt på sommeren. Man siger, at man skal så ærterne i første halvdel af april for at være sikker på, at der ingen larver er i ærterne. Men hvis man dyrker sukkerærter, spiser man dem inden, der er ærter – og larver – i bælgen. Det er ærtevikleren, som lægger sine æg i bælgen.
Bønner skal have en god lun jord for at spire perfekt. Såede man for tidligt, har fremspiringen måske været skuffende. Heldigvis kan man nå at så bønner helt frem til midten af juli, men så bliver bønnehøsten først engang i august for de friske bælge. Derimod kan det blive svært at nå at dyrke tørrebønner, men man kan nok lige nå at få friske bønnefrø sidst i september.
Bruger man mange bønner, kan man stadig nå at så nye hold, så sæsonen strækkes længst muligt. Foto: Heidi Kirk Nissen
Man kan overveje at forspire bønnerne inden såning. Bønner må ikke lægges i vand, men skal i stedet lægges ind i våde klude i en plastpose, så der er 100% luftfugtighed. Kludene skal dagligt fugtes, da bønnerne optager masser af vand. Så snart spirerne viser sig, skal de sås, da spirerne ellers let knækker.
Forspiring vil minimere risikoen for, at bønnefrøene angribes af svampe og derfor ikke spirer. Og man får færre huller i rækkerne, når man kun sår bønner, der er spiret.
Man kan også vælge at forkultivere i små potter, men det er mere tidskrævende og besværligt. Det kan dog være nødvendigt, hvis man har erfaring for, at bønnekimbladene ædes op af larver, inden de overhovedet er kommet op.
Omkring Sankt Hans kan man begynde at så overvintrende grøngødning.
De fleste grøngødningsplanter, der sås fra nu af, vil ikke blomstre i år, men overvintre grønne og først blomstre næste år. Planterne kan både medvirke til at forbedre jorden og optage næringsstoffer, som de opmagasinerer vinteren over, hvorefter de frigives igen, når planterne formulder i foråret.
Grøngødningsplanter som jordkløver, perserkløver og sneglebælg kan eksempelvis sås under majs og vinterkål her i juni, hvor de vil fungere som et grønt jorddække frem til næste forår, samtidig med de opsamler kvælstof, som de deler lidt ud af til naboplanterne.
I kål skal både kløver og sneglebælg holdes nede ved 1–2 klipninger sidst på sommeren. De afklippede dele kan efterfølgende lægges på jorden mellem kålplanterne som jorddække.
På majsarealet kan grøngødningsplanterne få lov at vokse frit, når først majshøsten er ovre.
Læs mere om grøngødning i artiklen »Såning af grøngødning«.
Hver gang, man graver et par toppe nye kartofler op eller høster andre større afgrøder i køkkenhaven, bliver der et nyt stykke ledig jord.
Man kan som nævnt vælge at så det til med grøngødning og på den måde få en ekstra god jord til næste års dyrkning. Eller man kan vælge at så eller plante en ny afgrøde på samme sted. Det kan for eksempel være salat, dild, koriander, bønner, knoldfennikel, gulerødder, rødbeder eller udplantningsplanter af grønkål eller spidskål.
Hvis jorden ikke er særlig god, kan man udnytte tidspunktet, hvor jorden er bar, til at give den en jordforbedringskur. Kuren består af en manuel løsning af jorden samt en eftersåning af planter, hvis rødder først gennemvæver og løsner jorden, og dernæst tilfører jorden en masse nyttig organisk stof, når den store grønmasse indmuldes i det sene efterår eller selv formulder i foråret.
Læs mere om hvordan man laver en jordforbedring i artiklen »Jordforbedringskur«.
Lige nu sker det, man kalder junifaldet, hvor træerne smider overskudsfrugter af blommer, pærer og æbler. Det kender alle haveejere, især hvis træerne står på græsplænen, så alle de små irriterende frugter går i plæneklipperen.
Junifaldet er resultatet af træets vurdering af egne kræfter, og i år lader træerne et stort antal falde, da de er påvirket af mere eller mindre tør jord.
Hvis man har nyplantede eller ret unge træer, og man går og glæder sig til en dejlig og måske endda den første høst, kan man godt komme ud for, at et træ smider stort set alle frugter, når det er så tørt som i år. Man må så glæde sig over, at træet vælger tilvækst fremfor frugtsætning, og at det giver udsigt til mere frugt næste år, end hvis det brugte kræfter på frugtudvikling i år.
På nogle træer er der selv efter junifaldet alt for meget frugt tilbage. Hvis de alle udvikles, bliver der mange små æbler, pærer og blommer. Det er derfor en god ide at udtynde frugterne.
Fjern først de frugter, hvor man kan se, at frugterne er angrebet af skadedyr eller misdannede. Dernæst fjerner man små frugter og frugter, som sidder dårligt og ikke får ret megen sol. Er der stadig for mange, udtynder man efter behov.
En tommelfingerregel siger, at der skal være en håndsbredde mellem frugterne for at få store pæne æbler og pærer. Nogle træer bærer med 3–4 stykker frugt samlet og med længere afstand, for eksempel æblerne Filippa og Ingrid Marie, så her må man lave et gennemsnit.
Kålsommerfuglene er begyndt at flyve omkring kålbedet på udkig efter gode steder at lægge deres æg. Det er ærgerligt for de haveejere, som dagligt glæder sig over, at hovedkålene begynder at danne hoveder, uden at vide, at der på bagsiden af kålbladene gemmer sig klynger af æg, der snart klækkes til sultne kållarver.
Kållarverne er svære at fjerne, når de først er der, da de gemmer sig inde i midten af kålen mellem de små, sprøde kålblade, som let knækker. Fjerner man dem ikke, ødelægger de ofte kålhovedet. Ikke kun direkte, men sommetider også ved at deres ekskrementer derinde kan give råddannelse. Så det er en god idé allerede nu at se både efter æg og larver og fjerne begge dele.
Se billeder af æggene og larverne i artiklen »Bekæmpelse af kållarver«.
En anden mulighed er at overdække kålene med et net, som er med så små masker, at sommerfuglene ikke kan komme igennem, men som til gengæld er så åbent, at luften kan cirkulere. Fiberdug kan ikke bruges i højsommeren, da høj luftfugtighed og varme kan give rådangreb, og kålen trives dårligere under varme forhold.
Det er bedst at bruge et insektnet som for eksempel bionet. Maskerne i nettet må højst være 1,6 mm for at beskytte mod kålflue og højst 1,2 mm for at beskytte mod gulerodsfluen, mens der mod kålsommerfugle kan være væsentlig støre masker. Det nemmest er at have et småmasket insektnet, som kan bruges mod alle slags insekter i forskellige afgrøder.
Især ved dyrkning af broccoli og blomkål er det en god ide at overdække med net, da larverne ikke er særligt befordrende for appetitten, når de uventet dukker op på tallerkenen ved middagsbordet. Hvis man overdækker med net nu, skal man det første stykke tid en gang i mellem have nettet af og fjerne eventuelle larver, da nyttedyrene jo også holdes ude, så larver, der allerede er kommet til, har frit spillerum.
Det er krydderurternes blade, vi bruger, men mange krydderurter har allerede været i blomst længe som purløg, timian og salvie, eller er godt på vej som mynte, merian og oregano. Krydderurternes blomster er smukke, og de tiltrækker masser af nyttige insekter til haven, der kan hjælpe med både bestøvning og bekæmpelse af skadedyr.
Men man kan umiddelbart ikke både få insektnyttige blomster og anvendelige blade til køkkenet på samme tid. Man må vælge.
Det er dog muligt at foretage et både-og-valg, hvis man skærer nogle af planterne tilbage inden blomstring eller tidligt i blomsterfasen. Det giver nye friske blade til madlavningen, samtidig med at den uberørte del af krydderurterne blomstrer til gavn for insekterne.
Kinesisk purløg er en af de få krydderurter, som både har flotte blomster og brugbare blade samtidig, så her er der ikke behov for nedskæring. Foto: Heidi Kirk Nissen
Men er bladene i purløgsrækken begyndt at få små rustrøde prikker – sygdommen rust, kan det være en god idé at skære purløgsplanterne af helt nede ved jorden. Det er vigtigt efterfølgende at fjerne det afklippede, hvis der er rustangreb, så det ikke smitter til de nye blade.
Derefter giver man rækken en god gang omsat kompost eller organisk gødning baseret på planter. I purløgrækken, hvor man høster til frisk forbrug, bør man af hygiejniske grunde ikke anvende dyregødning eller urin.
Rækken gennemvandes dereftter godt, og efter få dage skyder der nye fine purløgsblade frem.
Buksbom ser så robust ud, når den står grøn og med stor nyvækst og venter på at blive klippet i juni eller juli. Men faktisk er den lidt sart, netop når den bliver klippet.
Buksbom kan blive solskoldet, så bladene bliver svedne. Det er derfor en god idé at udnytte de overskyede dage til dette arbejde. Eller beskytte den nyklippede hæk mod den værste sol de første dage og gradvis vænne bladene inde i planten til det stærke sollys ved at dække den midt på dagen.
Det er i øvrigt også en god idé at klippe buksbom, når jorden er godt fugtig, da der er mange sårede blade, der skal heles.
Parykbusken skiller sig ud fra de fleste andre buske i haven her sidst i juni, når det står med sit fehåragtige blomsterstande. Foto: Heidi Kirk Nissen
Susanne med det sorte øje er en ivrigt blomstrende slyngplante, der kan blive et par meter høj på en sommer. Foto: Heidi Kirk Nissen
Det kan næsten være en kunst at beskære agurkplanter, men beskæres skal de, hvis de ikke skal overtage hele drivhuset. Foto: Heidi Kirk Nissen
Sukkerærten Spring blush får to-farvede blomster og et rosa skær på bælgene. Foto: Heidi Kirk Nissen
Det er en sand fornøjelse at følge udviklingen af de små, grønne frugter på tomatplanterne. Foto: Heidi Kirk Nissen
Som en af de få grøngødningsplanter, kan man nå at opleve blomstringen på persisk kløver med de lyserøde blomster allerede i år, hvis man sår den nu. Foto: Heidi Kirk Nissen
Hvis man ikke sår grøngødning mellem majsplanterne, kan man jorddække, så der holdes på det dyrebare vand, som kommer med regnen Foto: Heidi Kirk Nissen
Æbletrærne er begyndt at smide de mindste frugter som en del af junifaldet. Foto: Heidi Kirk Nissen
Kålsommerfuglen er i bund og grund vældig yndig, når den sværmer rundt i haven. Foto: Heidi Kirk Nissen
Men kaalsommerfuglenes larver er ikke helt så velkomne. Foto: Heidi Kirk Nissen
Der er også andre skadedyr, der trives i tørt og varmt sommervejr. Bladlusene i toppen af artiskokken har haft kronede dage i det meste af juni. Foto: Heidi Kirk Nissen
Purløgene er ved at afblomstre. Klip dem tilbage, så kommer der et nyt hold grønne blade. Foto: Heidi Kirk Nissen
Indtil der er ny top at klippe af, kan man bruge kinapurløg eller løgtop fra de første nye løg, man høster. Foto: Heidi Kirk Nissen