Sol, frost, byger, slud og blæst. Det bliver en blandet uge rent vejrmæssigt, og det handler om at finde de rigtige tidspunkter og pakke sig godt ind, hvis man vil hvile hovedet fra juleræset og nyde roen og den friske luft i haven.
Den åbne vinterhave er helt anderledes end sommerens grønne frodighed, men netop dens manglende blade giver mulighed for at nyde fine detaljer som rosernes røde hyben, konturerne af de stedsegrønne og deres kogler og bær. Glæder som man også kan tage med indenfor og bruge til at friske en efterhånden lidt trist juledekoration eller adventskrans op med.
Er man heldig, er der kogler på nogle af havens stedsegrønne træer. Foto: Heidi Kirk Nissen
Men det er ikke kun alle de stedsegrønne, der er flotte lige nu. Hvis man har plantet de rigtige arter, er der buske, som blomstrer. Jo mildere et sted man bor, jo større chance er der for at have blomstrende buske i december. De tre klassikere er vinterjasmin med de gule små blomster på lange, tynde grene, oktoberkirsebær og kejserbusken med de sart lyserøde blomster. De er alle tre hårdføre.
Læs mere i artiklen »Blomstrende buske i vinterhaven« >
I milde egne af landet kan man desuden se frodige buske med store gule blomsterstande, det er en Mahoniakrydsning. Hebe står også med flotte lilla blomster. De er midt i deres bedste blomstringstid. I krydderurtebedet eller i drivhuset blomstrer måske en rosmarin med yndige små læbeblomster. Rosmarin blomstrer dog først, når de er et par år gamle.
I blomsterbedet er juleroserne på vej op. Der er primula, som allerede er sprunget ud, og ser man godt efter, kan man finde grågrønne spidse knopper af vintergækker på vej op af jorden.
Juleroser er dejlige, og vi opfatter dem generelt som en juleblomst, selv om de normalt først blomstrer senere ude i haven. Nogle år titter de små blomsterknopper dog op gennem det brune bladdække allerede i december.
Hvis man har mange, kan man overveje at grave op til drivning. Graver man en blok juleroser op nu, kan den drives i blomst til nytår. Måske endda til jul.
Læs mere i artiklen »Drivning af juleroser« >
Det varer ikke længe, før juleroserne begynder at komme frem. Foto: Heidi Kirk Nissen
Husk at drive med forsigtighed, hvor planterne langsomt vænnes til varmen og det tørre indeklima indenfor. De skal stå køligt om natten og ikke over en varm radiator om dagen. Når de er afblomstrede, kan man i en mild periode flytte dem ud i drivhuset, så de gradvis igen vænnes til vintertemperaturer. Til foråret kan de atter plantes ud i haven.
Læs mere i artiklen »Juleroser« >
Julen rykker nærmere, og på terrasser, ved hoveddøre og i gårdhaver er det flot at pynte krukker med gran og andet pyntegrønt. Bøgegrene med vissent løv, visne hortensiablomster, grene med røde bær og japanske lygter er flotte at stikke ned mellem alt det grønne.
Men det er vigtigt kun at bruge de krukker, som er frostsikre, så de ikke ødelægges af nattefrosten. Alle andre krukker skal tømmes og sættes indendøre, inden jorden i dem fryser, så krukkerne måske sprænges, når jorden udvider sig.
Har man stedsegrønnne træer og buske, som man uden at vansire kan skære store grene af, kan de i større blomsterkummer og -kasser stikkes ned, så det kommer til at se ud som om, de er beplantet med stedsegrønne buske. Det ser ikke kun flot ud, men fuglene bruger også den slags steder til at sidde i læ i den kolde vintertid.
I skure, garager og under halvtage er en god idé jævnligt at tjekke tilstanden af de gemte grønsager og frugter – især løg og æbler. Både løg og æbler bliver ofte angrebet af råd under opbevaringen, og det kan smitte de andre afgrøder, som ligger klods op ad. Derfor bør man se kassernes indhold efter jævnligt og fjerne rådangrebne løg og frugter. Ved samme lejlighed kan man sikre sig, at musene ikke har fundet vej til æblekasserne.
Undlad at komme de rådangrebne løg på komposten, da det kan smitte via komposten til de kommende års løgafgrøder. Rådne æbler er til gengæld en delikatesse for fuglene.
I øvrigt har æblerne bedst af at stå ude et sted, hvor de er beskyttet mod regn, så længe der ikke kommer mere end let nattefrost. I isolerede og tørre skure og kældre mister de hurtigere spændstigheden.
Livet i køkkenhaven er stille i december. Der hentes lidt grønsager til maden og ryddes måske stadig lidt op. Men nede i jorden og ikke mindst i komposten er der stadig liv. I alle tilfælde så længe vi har milde temperaturer.
Det er en god idé at dække den åbne kompostbunke mod nedbøren, som der falder en del af i vinterhalvåret. Uden overdækning vil en del af næringsstofferne udvaskes, som ellers skulle gøre gavn for næste års afgrøder i havens bede.
Har man ikke allerede overdækket kompostbunken, bør det gøres snarest muligt. En overdækning er også med til at give lidt lunere forhold i bunken og dermed øge omsætningen i vinterhalvåret.
Hvis man blander grønt køkkenaffald med haveaffald i en lukket kompostbeholder, opstår der sjældent problemer om sommeren, men når der ikke er mere haveaffald at blande i, og kulden sætter ind, så opstår der let problemer, hvor det våde køkkenaffald går i forrådnelse i stedet for at kompostere.
Der er dog flere ting, som man kan gøre for at få den lukkede kompostbeholder til at fungere godt vinteren igennem:
Læs mere i artiklen »Den lukkede kompostbeholder« >
Den mest juleagtige plante i haven må næsten være kristtornen med dens mørkegrønne blade og røde bær. De er smukke at bruge i vaser og i julens dekorationer, både med og uden røde bær. Står de med røde bær nu, skal man måske sikre sig dem i tide, for fuglene spiser dem, og de kan være væk i løbet af kort tid.
Der kan være stor forskel på, hvorvidt der er røde bær eller ej på den kristtorn, man har stående i haven. Hvis man har en stor kristtorn uden bær, er det antagelig en plante, som kun sætter hanblomster. Man kan selvfølgelig også have en hunplante, som mangler bestøvning fra en hanplante. Enkelte planter kan være tvekønnede. For at afgøre det, skal man se på blomsterne i maj.
Normalt skal man have mindst én hunlig plante i egen have og i nærheden en hanlig til bestøvning. Hvis man skal ud og købe kristtorn, kan man i planteskolen få råd og vejledning omkring hun- og hanplanter.
Andet man kan se og spørge ind til på planteskolen er de forskellige sorters udseende. På de stedsegrønne kristtorn er bladene vigtige, deres farve og om de er tornede og bølgede eller mere glatte. Der findes også sorter med gule, hvide og sorte bær.
For at få røde bær på kristtornen skal man både have hun- og hanplanter. Foto: Heidi Kirk Nissen
Hvis man gerne vil have en kristtorn med røde bær, er det sikrest at lave en aflægning af en, som allerede har bær. Hvis man kan bøje en gren ned og lægge lidt jord og en sten, lille flise eller mursten over, vil grenen slå rod i løbet af et års tid. Kristtorn kan også formeres ved stiklinger.
Kristtorn sår sig villigt. Måske kan man finde nye små planter under store gamle kristtorn. Men med hensyn til røde bær, så er man jo her lige vidt, da man ikke kan se, om det er hun- eller hanplanter før senere. Man kan dog plante flere og så håbe, at nogle af dem er hunplanter og fjerne nogle af hanplanterne senere. Men husk, at der også skal være en hanplante. Der skal normalt være to for at give røde bær.
Læs mere om kristorn i artiklen »Kristorn« >
Det er de færreste, som er selvforsynende med julens grantræ, og der sælges da også juletræer på stort set ethvert gadehjørne, ligesom der er masser af små og store plantager, hvor man kan få lov til at udvælge sig familiens juletræ og selv fælde det.
De fleste juletræer er konventionelt dyrkede og både kunstgødet og sprøjtet i rigt omfang for at få den flotte grønne farve og fejlfrie udseende. Det gælder særligt den populære Normannsgran.
Vil man gerne undgå den slags, kan man købe et økologisk dyrket juletræ. De er lige så smukke som de konventionelt dyrkede, men behandlet på en langt mere skånsom og miljøvenlig måde og derfor også lidt dyrere.
Der er en del, der reklamerer med økologiske juletræer på skilte eller i lokalavisen, men ellers kan man google og finde hjemmesider, hvor der er lister over forhandlere af økologiske juletræer, så man kan finde en i nærområdet. Mange af stederne kan man samtidig købe økologiske fødevarer i stedets gårdbutik.
Se Økologisk Landsforenings liste over økologiske juletræer her >
Se Økowebs liste over økologiske juletræer her >
Der er efterhånden også muligt at bestille et økologisk juletræ online og få det leveret til døren i store dele af landet. Nemmere bliver det ikke.
Nogle steder kan man endda få dem til at hente træet igen efter jul. Det sidste skal man dog lige overveje først, da et brugt juletræ kan gøre stor nytte som vinterbeskyttelse for både planter og dyr i haven efterfølgende.
Julen giver mange gode fridage i år, og kan man finde tiden mellem arrangementer, er det dejligt at hygge sig med at planlægge næste års have. Finde alle noterne frem, der blev skrevet i årets løb med gode råd og husk-nu-næste-år tip til en selv, og få skabt overblikket over, hvad der skal flyttes, indkøbes eller skabes af helt nye projekter.
Måske trænger staudebedet til en omplantning og nye planter med højde, måske skal haven tilpasses klimaforandringerne, eller måske skal man lave den første køkkenhave med alle de overvejelser og glæder, det medfører.
På Havenyt.dk kan man finde masser af inspirerende artikler til alle mulige haveemner. Det er bare at bruge søgefeltet, så kommer der den ene artikel frem efter den anden, og så kan man for eksempel læse om:
Klimatilpasning af haven >
Store stauder >
Anlæg en køkkenhave i græsplænen >
Når drømmene går på langfart til næste års have, er det oplagt også at finde inspiration i bøger med idéer, gode tips og flotte billeder af planter, der kan være med til at skabe drømmehaven.
En af de bøger kan være den nye »Sommerblomster – Fra frø til fryd« af Lotte Bjarke, hvor hun deler ud af sin store glæde og erfaring med sommerblomster, der kan dyrkes i både nye og gamle staudebede, krukker på terrasser og altaner, ja alle steder hvor man ønsker farver, dufte og masser af blomster.
Bogen giver vejledninger og gartnertricks til forspiring, såning direkte i jorden, prikling, knibning og alt det andet hyggelige arbejde, der skal til for at få haven fuld af blomstrende og farverige sommerblomster. Bogen indeholder også gode råd til at samle frø af sommerblomster, så de kan forskønne haven mange år frem, til at lave en skærehaven, så huset kan fyldes med buketter fra sommer til efterår og til at tørre blomsterne, så de også kan bruges til at pynte med i den blomsterfattige vintertid.
Billeder er der mange af, som der også skal være i en inspirerende havebog. Der er forklarende billeder, der støtter op om vejledningerne til, hvordan man gør de forskellige ting i processen med at dyrke sommerblomster og smukke billeder af de forskellige sommerblomster i bogens plantelister. I listerne kan man også finde forslag til sommerblomster, der er tørketålende, duftende, insekttiltrækkende, spiselige m.m.
»Sommerblomster – Fra frø til fryd« er udgivet på forlaget Linnea i november 2019.
En anden god havebog er »Permakulturhaven – – om flerårige grøntsager, skovhaver og gravefri dyrkning, selvforsyning og en levende fremtid«», der indeholder masser af inspiration til en bæredygtig have.
Bogen kan du få ganske gratis til dig selv eller en anden glad gavemodtager, hvis du køber et gavemedlemskab til foreningen Praktisk Økologi som julegave.
Det er Praktisk Økologi, der står bag Havenyt.dk og nyhedsbrevet her, og ved at købe et medlemskab, støtter du også bevarelsen af Havenyt.dk.
Men der er også mange andre fordele.
Giver du et gavemedlemskab af Praktisk Økologi, giver du nemlig også modtageren af din gave:
Alt det – og bogen «Permakulturhaven" (normalpris 240 kr.) – får du for kun 410 kr.
Det er et godt og grønt juletilbud, og det udløber snart, så vil du give en julegave, som er grøn, meningsfuld og som vil kunne glæde gavemodtageren hele næste år, så skynd dig at købe et gavemedlemskab af Praktisk Økologi.
Køb et gavemedlemskab og give en julegave med mening >
Gavemodtageren vil både få et flot gavekort og et eksemplar af det nyeste medlemsblad, så der er noget at lægge under juletræet og hygge sig med i juledagene.
De flotte kugler på vedben er smukke i julens dekorationer. Foto: Heidi Kirk Nissen
En sidste kaprifolieblomst lyser op i decemberhaven. Foto: Heidi Kirk Nissen
Der er virkelig mange penge at spare, hvis man har stedsegrønne grene, som denne ærtecypres, i egen have. Byt eventuelt med naboer, hvis I har forskellige arter i haverne. Foto: Heidi Kirk Nissen
De små bellis er nogle af de sidste blomster i græsplænen, som kan holde til, at nattefrosten kommer forbi. Foto: Heidi Kirk Nissen
Vær glad for din køkkenhave, hvis jorden er dækket af et lag plantemateriale som for eksempel visne blade, der holder jorden beskyttet gennem vinteren. Foto: Heidi Kirk Nissen
Fuglene spiser glædeligt løs af æblerne, om det er de dårlige fra kasserne eller nedfaldsæbler, der stadig ligger på jorden
Den åbne kompostbeholder kan med fordel overdækkes i vinterhalvåret for at minimere udvaskningen af nyttige næringsstoffer. Foto: Heidi Kirk Nissen
Der kan stadig høstes sennep i haven. Smagen er meget mild på denne tid af året. Foto: Heidi Kirk Nissen
De sidste stjerneskærm bærer præg af årstidens blæsende og kolde vejr, men da konkurrencen ikke er stor fra andre blomster, bliver de i høj grad påskønnet. Foto: Heidi Kirk Nissen
Efter det gode hasselnøddeår er der mange nødder til juletiden. Foto: Heidi Kirk Nissen
Hold øje med eventuelt græsukrudt i haven, der stadig er i gang med at blomstre. Måske skal der luges endnu engang inden årets udgang.
Tænk også dyrelivet ind i næste års have. Fugle er både til pryd og nytte, og en fuglekasse kan være en fin julegave. Foto: Karna Maj
Bogen »Sommerblomster – Fra frø til fryd«.
I permakulturhaven dyrker man ofte flerårig grønsager som eksempelvis flerårig kål. Den står også flot her i december. Foto: Heidi Kirk Nissen
Giv en grøn julegave med mening – Giv et medlemskab af Praktisk Økologi. Foto: Heidi Kirk Nissen