Så kom der sne – i meget varierede mængder. Dele af landet fik sne til støvlekanten, mens det kun blev til et tyndt lag tøsne andre steder. Vintervejr med temperaturer lige over og under frysepunktet, sne og slud samt en del blæst gør også denne uge til en omskiftelig affære.
Hvor frosten rammer hårdest, kan det være en god idé at flytte vinterdækket og grave en favnfuld porrer og en spand gulerødder og andre rodfrugter op, hvis der da er flere tilbage. De nyopgravede gulerødder er knasende sprøde, og de står stadig med grøn top, så de er nemme at finde i vinterdækket.
Der skal også holdes øje med alle de opbevarede afgrøder, så frosten ikke ødelægger det, som vi har planlagt at spise de næste måneder.
Forårsblomsterne klarer til gengæld vintervejret med stil. Man må beundre de små erantis, der den ene dag står fuldstændig fanget i sne og is, og den næste dag i tøvejr og solskin ser helt normale ud og lyser op med de flotte gule blomster. Det samme gælder rød og stinkende nyserod, mens de hvide juleroser tager lidt mere kosmetisk skade af vintervejrets udsving.
Det er forbløffende, hvor meget forårsblomsterne kan holde til. Så snart det tør igen, vil den lille erantis rette sig op og ryste sne og is af sig. Foto: Heidi Kirk Nissen
Hvis man kan få de tidlige alpevioler, Cyclamen coum ssp. coum eller Cyclamen parviflorum til at trives i haven, kan man også her midt på vinteren ikke kun glæde sig over de kønne, lilla blomster, men også nyde de smukt marmorerede, grågrønne blade.
For nogle haveejere er det ikke nok at nyde forårsblomsternes vækst i haven. De vil også selv være med, og nu hvor dagene mærkbart bliver længere, og lyset vender tilbage, så begynder det at krible i fingrene for at komme i gang med at forkultivere.
Det er dog for tidligt at så endnu, medmindre man bruger plantelys og ikke mindst har masser af plads med varme og lys allerede i marts til de mange planter, som hurtigt vokser til og kræver plads.
Det er vigtigt at understrege særligt for de nye havedyrkere, at det ikke er nødvendigt at begynde at forkultivere allerede nu. Om en måneds tid kan man så alle slags planter i vindueskarmen til forkultivering, og chilierne og de første sommerblomster kan sås fra sidste del af februar.
Mange haveentusiaster kan dog ikke vente, til der er naturligt lys nok. De vil have store planter til tidlig udplantning, så de er allerede i gang med at så de første frø og lave de første stiklinger.
Men det kræver, at man investerer i de rigtige forhold med varme og lys i den rigtige kombination. Man kan altid få frø til at spire i en varm stue, men at få dem til at blive til pæne planter og ikke nogle lange, svagelige planter, der knækker for et godt ord, det kræver tilskudslys i form af plantelys i det rigtige antal timer og mængde.
Det kræver desuden, at man har et sted at gøre af planterne, indtil det bliver varmt nok til at sætte planterne ud i et uopvarmet drivhus. Her er man igen henne i investeringer med varme og lys i en del af et isoleret drivhuset eller en lys udestue, hvor man har mulighed for at styre både lys og varme. Man forstår virkelig betydningen af begrænsningen kunst, når man taler om antallet af forkultiverede planter.
Hvis man vil starte tidligt og skal ud i at overveje, hvilken slags plantelys, man skal investere i, kommer man sandsynligvis omkring LED-plantelys. Det er dyrt i anskaffelse, men billigt i brug. Dels har lysdioderne en meget lang levetid, dels er energiforbruget lavt, så miljøet belastes mindst muligt.
Der er de senere år kommet mange nye plantelys på markedet. Nogle er helt enkle og fylder ikke meget, når de pakkes væk. Andre er deciderede plantehuse, som gøres til dekorative objekter i stuen. Når man investerer i plantelys, skal man dog huske, at lyset har en rødlig eller blålig farve, og at der i nogle modeller er en mærkbar summen fra blæseren i armaturet.
Har man en sådan model, er den måske ikke så velegnet til opholdsrum, men kan bruges i bryggers, kælderrum, gæsteværelser og måske i kontor og soverum, alt afhængig af ens tolerancetærskel.
Der findes efterhånden mange modeller og former for plantelys fra det simple til det avancerede. Her er en dekorativ udstilling fra Magasin i København. Foto: Heidi Kirk Nissen
Man kan købe LED-armaturer i butikker, men der er også masser af muligheder for at bestille via nettet. Det er vigtigt, at det er plantelys, og det fås i forskellige kombinationer af rødt og blåt lys. De professionelle planteavlere vælger sammensætningen i forhold til planteart, men her dyrker man jo også et helt drivhus udelukkende med samme art.
På denne tid af året er der altid en livlig debat i Havenyt.dks forum om plantelys. I dem bliver der ofte delt en masse gode råd og erfaringer om valg og brug af plantelys. Man kan gratis oprette sig som bruger af forummet og deltage i snakkene eller bede de erfarne plantelys-entusiaster om gode råd.
Se mere om plantelys i Havenyt.dks forum >
Er man en af dem, der venter med at starte forkultiveringen lidt endnu, kan man bruge ventetiden til at finde ny inspiration til, hvad der skal sås af nye spændende afgrøder og blomster i år.
De fleste haveejere er på udkig efter nye arter og sorter, og der skrives mange og lange ønskelister i disse uger.
Hvis du har spiredygtige frø fra sidste år liggende, så kan der måske blive råd til lidt flere nye sorter. Tjek lageret og lav eventuelt en prøvespiring af de gamle frø.
Læs mere i artiklen »Test om dine frø er spiredygtige« >
Heldigvis er der rigtig mange hjemmesider, hvor man kan bruge adskillige fornøjelige timer på at kigge på frøsortimenter. Man kan i Forhandlerguiden finde de forhandlere med frø, som vælger at annoncere på Havenyt.dk.
Se Forhandlerguiden og få inspiration til frøkøb >
Der er mange steder, hvor man kan købe frø, men det kan være svært at gennemskue, hvad man får for sine penge. Som hovedregel er F1-frø dyrere end de frøfaste sorter, da frøfirmaerne har større udgifter til at producere F1-frø.
Men det er jo ikke altid, at F1-sorter er bedre i haven end de frøfaste sorter. Ofte er de frøfaste sorter at foretrække i haven, hvor vi i modsætning til gartnere, der skal levere store mængder ad gangen, ikke er interesseret i, at alle grønsager er klar til høst på samme tid. Frøfaste sorter har også den fordel, at man selv kan tage frø.
Men selv når det er den samme sort, er der varierende priser. Frø, som er økologisk eller biodynamisk dyrket, er oftest lidt dyrere, men prisforskellen er ikke uoverskuelig. Frøene er dyrket uden brug af sprøjtemidler, og det er sorter, som er udvalgt, fordi de klarer sig godt til økologisk dyrkning.
Men selv om det er samme sort, og de måske også er økologiske, kan der være prisforskelle. Det skyldes oftest mængden af frø i poserne. Når man skal sammenligne priser, skal man derfor se på mængden af frø i en pose. Desværre opgiver nogle firmaer mængden i antal frø og andre i gram, og så bliver det svært at gennemskue. Ikke mindst når frø af samme sort kan findes i flere størrelsessorteringer.
For nogle haveejere kan det være en fordel med få frø i posen og en lavere pris, mens andre har fordel af at købe poser med mange frø i. Det afhænger helt af, hvor stort ens dyrkningsareal og -behov er. Af og til får man også frø af så varierende størrelse og med så mange små frø imellem, at man føler sig snydt, men det er heldigvis sjældent.
Og så er der jo endelig det allervigtigste – hvor godt frøene spirer. Det kan der desværre være stor forskel på. Her er der dog normer for spireevne, som frøpartier af de forskellige grøntsagsarter skal overholde, når de testes inden salg. Til eksempel behøver kun 65% af gulerodsfrø at spire ifølge normen. Men hvis det er frø med god spireenergi, er spireprocenten heldigvis ofte langt højere end normen.
Hvis man skal bruge mange frø af en bestemt sort, er det en god idé at finde et frøfirma, som har større pakninger end de poser, der er beregnet til haveejere. Man kan også gå sammen med andre haveejere og købe frø i større portioner og dermed spare penge.
En af de planter, som der ofte bliver afprøvet nye sorter af rundt omkring i haverne, er tomater. Der kommer hele tiden nye sorter på markedet, men de gamle sorter er ofte blandt de mest velsmagende. De har også den fordel i forhold til nye F1 sorter, at man selv kan tage frø af de sorter, som man godt kan lide og vil have igen næste år.
Hos Frøsamlerne er der en kæmpe viden om frø og mange af de gamle sorter. Det er ikke en webshop, men er man medlem, kan man få masser af viden og spændende frø, der ikke fås i butikkerne.
En af de webshops, hvor man kan finde rigtig mange tomatsorter er hos Bjarne’s frø og planter. Her kan man også finde mange chilisorter og eksotiske frø. Vil man gerne have økologiske frø, kan man kigge i Camilla Plums webshop, hvor der også er massevis af frø til tomater i alle mulige farver og faconer.
Tomater er nemlig ikke bare tomater. Nogle er bedst rå som snack eller i en frisk salat, andre er gode bagte i ovnen, mens andre igen først udfolder deres fulde potentiale, når de kommer i gryden og forvandles til tomatsauce.
I det seneste nummer af medlemsbladet fra Praktisk Økologi, der står bag Havenyt.dk, kan man blive meget klogere på tomaters mangfoldighed.
I en af artiklerne i bladet får man både dyrkningstips til at få succes med tomater og anbefalinger på en række gode sorter. Sorten Amish Rose har eksempelvis vundet mange test og beskrives som havende en fabelagtig smag og konsistens, mens Cuban Flower er en kæmpetomat, der giver frugter på 500–1000 gram og kan høstes helt ind i november.
Læs mere om det seneste medlemsblad her >
Der er også andre muligheder i haven end at dyrke planter. Man kan holde dyr, og dyrene vil blive en værdifuld del af haven og ikke mindst en glæde at have med at gøre.
Holder man bier, får man både honning og bedre bestøvning af frugt og bær. Holder man høns, får man æg og gødning til at komme med i kompostbunken, så den hurtigt omsættes. Holder man kaniner, kan man få eget kød på bordet og masser af god gødning til haven. Disse tre typer af dyr kan man godt holde i byhaver, når blot man tager hensyn til naboerne. Bor man på landet og har god plads, er der selvfølgelig langt flere muligheder for dyrehold.
Har man planer om at få bier, høns eller kaniner i haven, er vinteren et godt tidspunkt at planlægge og måske bygge eller købe bistader, hønsehuse og kaninbure.
I Havenyt.dks Forhandlerguide kan man finde fuglekasser, bure mv. >
Man kan også satse på de vilde dyr, som er mindre forpligtende, da de passer sig selv. De vilde fugle tiltrækkes af passende redekasser og træer og buske, insekter af insektvenlige blomster, egern af nøddetræer osv.
Få mere inspiration til havens dyreliv i de forskellige kategorier under »Dyr i haven« >
Hvis man er begyndt at vinterfodre havens fugle, er det vigtigt at fortsætte, da de meget hurtigt bliver afhængige af den nye fødemulighed. Fuglene skal have fedtkugler, fedtholdigt fuglefoder og solsortene lidt æbler. Lad være med at købe fuglefrø med alt for meget korn i. De ligger bare tilbage på jorden og spirer i foråret. Det er olieholdige frø, der er mest brug for i kolde vintre.
I de fleste haver er der også stadig frø i de visne frøstande, hvis man har ladet dem stå. De giver mad til fuglene og er flotte med rim på. I en have med stor mangfoldighed og mange visne frøstande og bær kan man godt få en stor og varieret fuglebestand uden at fodre. Men det er vigtigt, at fuglene har adgang til vand, især når det fryser.
Julerosens knopper skal nok holde til frost og sne. Der skal ikke meget varme til, før de vokser videre. Foto: Heidi Kirk Nissen
Grønkålen skal der ikke tages meget hensyn til, selvom der kommer mere vintervejr. Måske en opbinding, hvis der loves hård vind, så de høje planter ikke vælter. Foto: Heidi Kirk Nissen
Det er næsten ikke til at vente med at så de første frø. Men har man ikke plantelys, så vent til midten eller sidst i februar med at så de første chili. Foto: Heidi Kirk Nissen
Spirerne strækker sig mod lyset og bliver lange og ranglede med risiko for at knække, hvis de sås så tidligt, at der ikke er dagslys nok. Foto: Heidi Kirk Nissen
I denne uge kommer vi nok til at opleve snebyger, der dækker haverne med et lag sne, der hurtigt smelter bort igen. Foto: Heidi Kirk Nissen
I Havenyt.dks forhandlerguide finder man webshops, der sælger frø, plantelys og alt andet til en god start på årets forkultivering. Foto: Praktisk Økologi
Det er sjovt at finde frø på nettet, men der kan nu også være noget særligt ved at komme på besøg i en velassorteret frøbutik. Foto: Heidi Kirk Nissen
Det er spændende at afprøve nye sorter, men husk også at dyrke rigeligt af yndlingssorterne om det er en bestemt slags sommerblomst, bønne eller tomat. Foto: Heidi Kirk Nissen
En af årets tomatnyheder i Camilla Plums Webshop er Blue Keyes. En cherrytomat der bliver næsten sort, når den gror i sol. Foto: Fuglebjerggaard
Høns er nemme dyr i haven, som bringer glæde og nytte både med æg og gødning. Foto: Heidi Kirk Nissen
Man kan også bruge nogle af de lange vinteraftener på at bygge et insekthotel. Der findes mange anvisninger på nettet. Her er et af de mere pyntelige fra Chelsea Flower Show 2017. Foto: Heidi Kirk Nissen
Fuglene tager godt for sig af de frø og bær, der er tilbage i haven. På kort tid blev bærrene på efeuen ribbet. Foto: Heidi Kirk Nissen