Havenyt uge 50, 2018

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Ugen bliver vinterlig med nattefrost, sne, slud og kold vind. Perfekt til at julehygge indendørs, men mindre rart at være ude i.

Pakker man sig godt ind, kan det dog være dejligt med en tur i haven, hvor man kan hvile hovedet lidt fra juleræset og i den åbne vinterhave få øje på små glæder som rosernes røde hyben, konturerne af de stedsegrønne og deres kogler og bær.

Glæder som man også kan tage med indenfor og bruge til at friske en efterhånden lidt trist juledekoration eller adventskrans op med.

Oplevelser i vinterhaven

Men det er ikke kun alle de stedsegrønne, der er flotte lige nu. Hvis man har plantet de rigtige arter, er der buske, som blomstrer. Jo mildere et sted man bor, jo større chance er der for at have blomstrende buske i december. De tre klassikere er vinterjasmin med de gule små blomster på lange, tynde grene, oktoberkirsebær og kejserbusken med de sart lyserøde blomster. De er alle tre hårdføre.

Kejserbusken er en af de vinterblomstrende buske, der lyser flot op i haven i den mørkeste tid på året. Foto: Heidi Kirk Nissen

I milde egne af landet kan man desuden se frodige buske med store gule blomsterstande, det er en Mahoniakrydsning. Hebe står også med flotte lilla blomster. De er midt i deres bedste blomstringstid. I krydderurtebedet eller i drivhuset blomstrer måske en rosmarin med yndige små læbeblomster. Rosmarin blomstrer dog først, når de er et par år gamle.

I blomsterbedet er juleroserne på vej op. Der er primula, som allerede er sprunget ud, og ser man godt efter, kan man finde grågrønne spidse knopper af vintergækker på vej op af jorden. Det hele går måske lidt langsommere de kommende dage, for det ser ud til at vi skal have nattefrost igen.

Høst før jorden fryser

Det er dejligt at kunne hente friske rodfrugter ude i haven, men det kræver, at man kan komme i jorden.

Hvis man har rodfrugter stående i jorden, og de er dækket med et tykt lag blade eller halm, så vil man selv i frostvejr kunne få fat i dem. Der skal mange frostdage til, før jorden er så afkølet, at den fryser nedenunder et tykt beskyttende lag blade eller halm.

De vinterhårdføre rodfrugter som pastinak, skorzonerrod og jordskokker dækker vi dog normalt ikke, og her kan jorden hurtigt fryse og forhindre os i at få fat i rodfrugterne. Så tag en god portion op og læg dem eventuelt i sand et frostfrit sted, når der varsles længerevarende frost.

Hvor mange man skal tage op, er svært at sige. Det afhænger af familiens behov og frostperiodens varighed. Det er ærgerligt at få taget både for lidt og for mange op, for så snart jorden tør op igen, er dem, der stadig står derude, de mest velsmagende, friskeste og sprødeste.

Det er også en god idé at tage en forsyning af porrer op. Frossen jord holder også godt på dem, og frosne porrer er ikke særligt interessante at tage ind. I hvert fald skal de tøes langsomt op et køligt sted, inden de skal bruges.

Tjek de gemte grønsager og frugter

Det er en god idé jævnligt at tjekke tilstanden af de gemte grønsager og frugter – især løg og æbler. Både løg og æbler bliver ofte angrebet af råd under opbevaringen, og det kan smitte de andre afgrøder, som ligger klods op ad. Derfor bør man se kassernes indhold efter jævnligt og fjerne rådangrebne løg og frugter. Ved samme lejlighed kan man sikre sig, at musene ikke har fundet vej til æblekasserne.

Undlad at komme de rådangrebne løg på komposten, da det kan smitte via komposten til de kommende års løgafgrøder. Rådne æbler er til gengæld en delikatesse for fuglene.

I øvrigt har æblerne bedst af at stå ude et sted, hvor de er beskyttet mod regn, så længe der ikke kommer mere end let nattefrost. Inde i et udhus er der (for) tørt, og de mister hurtigere spændstigheden. Holdbarheden er et problem i milde efterår, og allerede nu er sorter, som normalt holder helt til jul eller ind i det nye år, ved at få rådpletter.

Drivning af juleroser

Juleroser er dejlige, og vi opfatter dem generelt som en juleblomst, selv om de normalt først blomstrer senere ude i haven. Nogle år titter de små blomsterknopper dog op gennem det brune bladdække allerede i december.

Hvis man har mange, kan man overveje at grave op til drivning. Graver man en blok juleroser op nu, kan den drives i blomst til nytår. Måske endda til jul.

Læs mere i artiklen »Drivning af juleroser« >

Juleroserne er så småt begyndt at komme frem i de mildeste egne af landet. Foto: Heidi Kirk Nissen

Husk at drive med forsigtighed, hvor planterne langsomt vænnes til varmen og det tørre indeklima indenfor. De skal stå køligt om natten og ikke over en varm radiator om dagen. Når de er afblomstrede, kan man i en mild periode flytte dem ud i drivhuset, så de gradvis igen vænnes til vintertemperaturer. Til foråret kan de atter plantes ud i haven.

Læs mere i artiklen »Juleroser« >

Brug frostsikre krukker

Julen rykker nærmere, og på terrasser, ved hoveddøre og i gårdhaver er det flot at pynte krukker med gran og andet pyntegrønt. Bøgegrene med vissent løv, visne hortensiablomster, grene med røde bær og japanske lygter er flotte at stikke ned mellem alt det grønne.

Men det er vigtigt kun at bruge de krukker, som er frostsikre. Alle andre krukker skal tømmes og sættes indendøre, inden jorden i dem fryser, så krukkerne måske sprænges, når jorden udvider sig.

Har man stedsegrønnne træer og buske, som man uden at vansire kan skære store grene af, kan de i større blomsterkummer og -kasser stikkes ned, så det kommer til at se ud som om, de er beplantet med stedsegrønne buske. Det ser ikke kun flot ud, men fuglene bruger også den slags steder til at sidde i læ i den kolde vintertid.

Dæk den åbne kompostbunke

Livet i køkkenhaven er stille i december. Der hentes lidt grønsager til maden og ryddes måske stadig lidt op. Men nede i jorden og ikke mindst i komposten er der stadig liv. I alle tilfælde så længe vi har milde temperaturer.

Det er en god idé at dække den åbne kompostbunke mod nedbøren, som der falder en del af i vinterhalvåret. Uden overdækning vil en del af næringsstofferne udvaskes, som ellers skulle gøre gavn for næste års afgrøder i havens bede.

Har man ikke allerede overdækket kompostbunken, bør det gøres snarest muligt. En overdækning er også med til at give lidt lunere forhold i bunken og dermed øge omsætningen i vinterhalvåret.

Hjælp den lukkede kompostbeholder

Hvis man blander grønt køkkenaffald med haveaffald i en lukket kompostbeholder, opstår der sjældent problemer om sommeren, men når der ikke er mere haveaffald at blande i, og kulden sætter ind, så opstår der let problemer, hvor det våde køkkenaffald går i forrådnelse i stedet for at kompostere.

Der er dog flere ting, som man kan gøre for at få den lukkede kompostbeholder til at fungere godt vinteren igennem:

  • Isoler beholderen ved at vikle en vintermåtte eller lignende om den
  • Tilsæt ikke mere affald, end ormene kan følge med til at spise det. Det er en fodring af orm, ikke en affaldsbeholder
  • Lad det grønne affald dryppe af i en sigte inde i køkkenet
  • Tilsæt tørt strukturstof, så indholdet ikke bliver så vådt og snasket.

Læs mere i artiklen »Den lukkede kompostbeholder« >

Røde bær på kristtorn

Det kan næsten ikke blive mere juleagtigt, end når sneen lægger sig på kristtornens blade og røde bær. De er smukke at bruge i vaser og i julens dekorationer, både med og uden røde bær. Står de med røde bær nu, skal man måske sikre sig dem i tide, for fuglene spiser dem, og de kan være væk i løbet af kort tid.

Der kan være stor forskel på, hvorvidt der er røde bær eller ej på den kristtorn, man har stående i haven. Hvis man har en stor kristtorn uden bær, er det antagelig en plante, som kun sætter hanblomster. Man kan selvfølgelig også have en hunplante, som mangler bestøvning fra en hanplante. Enkelte planter kan være tvekønnede. For at afgøre det, skal man se på blomsterne i maj.

Normalt skal man have mindst én hunlig plante i egen have og i nærheden en hanlig til bestøvning. Hvis man skal ud og købe kristtorn, kan man i planteskolen få råd og vejledning omkring hun- og hanplanter. Der findes sorter, som er hunlige, og man kan købe gode sorter, der er hun- og hankloner.

Hvis man gerne vil have en kristtorn med røde bær, er det sikrest at lave en aflægning af en, som allerede har bær. Hvis man kan bøje en gren ned og lægge lidt jord og en sten, lille flise eller mursten over, vil grenen slå rod i løbet af et års tid. Kristtorn kan også formeres ved stiklinger.

Kristtorn sår sig villigt. Måske kan man finde nye små planter under store gamle kristtorn. Men med hensyn til røde bær, så er man jo her lige vidt, da man ikke kan se, om det er hun- eller hanplanter før senere. Man kan dog plante flere og så håbe, at nogle af dem er hunplanter og fjerne nogle af hanplanterne senere. Men husk, at der også skal være en hanplante. Der skal normalt være to for at give røde bær.

Læs mere om kristorn i artiklen »Kristorn« >

Køb et økologisk juletræ

Det er de færreste, som er selvforsynende med julens grantræ, og der sælges da også juletræer på stort set ethvert gadehjørne, ligesom der er masser af små og store plantager, hvor man kan få lov til at udvælge sig familiens juletræ og selv fælde det.

De fleste juletræer er konventionelt dyrkede og både kunstgødet og sprøjtet i rigt omfang for at få den flotte grønne farve og fejlfrie udseende. Det gælder særligt den populære Normannsgran.

Vil man gerne undgå den slags, kan man købe et økologisk dyrket juletræ. De er lige så smukke som de konventionelt dyrkede, men behandlet på en langt mere skånsom og miljøvenlig måde og derfor også lidt dyrere.

Der er en del, der reklamerer med økologiske juletræer på skilte eller i lokalavisen, men ellers kan man google og finde hjemmesider, hvor der er lister over forhandlere af økologiske juletræer, så man kan finde en i nærområdet. Mange af stederne kan man samtidig købe økologiske fødevarer i stedets gårdbutik.

Se Økologisk Landsforenings liste (2017) over økologiske juletræer her >

Se Økowebs liste (2016) over økologiske juletræer her >

Der er efterhånden også muligt at bestille et økologisk juletræ online og få det leveret til døren i store dele af landet. Nemmere bliver det ikke.

Nogle steder kan man endda få dem til at hente træet igen efter jul. Det sidste skal man dog lige overveje først, da et brugt juletræ kan gøre stor nytte som vinterbeskyttelse for både planter og dyr i haven efterfølgende.

Sidste chance!

I dag er sidste chance for at handle, hvis du vil give en julegave fuld af haveviden og haveinspiration i form af et medlemskab af Praktisk Økologi, foreningen bag Havenyt.dk.

Kender du en, der vil blive glad for:

  • Seks numre af et populært medlemsblad med masser af inspirerende artikler
  • Mulighed for at få gratis rådgivning til haven af en havementor
  • Chancen for at deltage i lokale netværk med frøbytte, fælles havedage mv.
  • Lov til at være aktiv på årsmødet eller bare lytte til det inspirerende foredrag, som i år var med Camilla Plum
  • Rabat på Mere Liv i Haven festivalen, hvor man på en enkelt dag får både nye havevenner og masser af ny haveviden.

Så er det bare at give et medlemskab af Praktisk Økologi!

Er der flere penge i gavebudgettet, kan man gøre gaven ekstra flot med 3 smukke plakater, et haveforklæde eller hele årgange af tidligere års medlemsblade til en særlig rabatpris.

Køb et medlemskab og giv det som årets bedste julegave >

P.S. Vores ekspeditionshavenisser kan kun nå at sende gavekortet og velkomstpakken med der nyeste medlemsblad, hvis du bestiller det i dag!

Her er du: Forsiden > 2018 > Havenyt uge 50, 2018

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider