Efteråret er en dejlig tid. Der er så meget hygge over at bygge bål, drikke the og lave snobrød. Rydde lidt op i haven, tørre urter, høste græskar, samle æbler, bage kager og lægge til lager. Jo efteråret er en travl tid!
Der er mange nedfaldsæbler lige nu; brug dem, selv om det godt kan virke lidt overvældende.
Det er stadig lunt, plænen vokser også stadig, det er svært at nå at få den tør nok, til at kunne slå den imellem bygerne. Med mange nedfaldsæbler og blade bliver det bestemt ikke lettere. Men så længe det er så lunt som nu, vokser plænen altså stadig!
Græsset vil ikke lade sig tæmme, det skal slåes mindst en gang endnu. Det er dog svært når det er så vådt hele tiden.
Morgenerne er meget våde, og alt er tungt af dug; der skal gummistøvler på hele tiden nu, og det har regnet så meget, at der på mange jorde er problemer med at komme af med vandet. Når solen kommer frem, kan du se, om vinduerne er pudset godt, for den lave efterårssol skåner intet, når den endelig brænder igennem.
De flotte farver er slet ikke til at stå for, har du ikke nok farver i haven, er det det nu du kan gøre noget ved det.
Endnu engang vil jeg gerne sige tak til alle de af vore læsere, der har valgt at give os et gavebidrag via vores hjemmeside__ eller MobilePay til 72132, det er så vigtigt for Havenyt.dk’s virke og økonomi, at vores læsere støtter os. Vi vil så gerne, kunne blive ved med at være til stede og give alle mulighed for at få let adgang til en masse god haveviden.
De mørke aftener kalder på supper med vinterurter og bagte grøntsager af vintergræskar, pastinak, persillerod, majroer, kålroer, knudekål, gulerod og skorzonerrod. Rodfrugterne vokser stadig hen over efteråret, så f.eks. selleri kan nå at blive en del større.
Det er bare én af de skønne ting ved selv at dyrke sine grønsager. Du har det, du har – og så bruger du bare det! Det giver en fin variation i maden, og du kan være sikker på, at det er sæsonens råvarer, du har med at gøre.
Benved. Flotte frøkapsler på de nøgne grene.
I sidste halvdel af juli er der nogle, der har sået et par rækker med majroer, ræddiker og orientalske bladgrøntsager, så er du heldig, er der nu mange fine afgrøder.
Majroerne har fået en god størrelse i september, men de kan også blive stående og vokse videre. På den her årstid bliver de ikke træede, og de løber ikke i stok. De kan opbevares lige som andre rodfrugter langt hen på vinteren.
Ræddiker smager meget som radiser, de kan høstes nu, og skæres i skiver, eller snittes fint til salaten. Den karakteristiske smag mildnes, hvis de varmes op.
Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker flagermus. I dag er det svært for disse skønne og spændende dyr at finde et sted at holde til; at sove vinteren igennem. Måske har du lyst til at bygge en kasse til flagermusene, det er nemt at gøre – måske lidt hyggearbejde til din yndlingsmusik? Find inspiration til dit projekt her__
Egeløvet har en helt speciel duft på denne årstid. Prøv at nulre dem imellem fingrene eller hæng et par grene op i stuen.
Det er tid at komme i gang med at få plantet hæk. Hvad skal du vælge af planter, for der ér virkelig meget at vælge imellem.
Hækplanter findes i mange højder og typer. Men prisen afhænger af både højde, alder og kvalitet. Du kan få både barrodede og pottede hækplanter eller planter med klump. Der er et system som angiver formeringsmetode, alder og højde. Højden angives i cm og oftest i intervallerne: 20–40, 40–60, 60–80 og 80–100 cm.
Planternes alder angives med tal, adskilt af skråstreger. Det første tal angiver antal år som frøplante, det næste som priklet, og det sidste, hvor mange år som udplantet. Der kan f.eks. stå 0/½/50–80. Planten er således ikke sået, men har stået som priklet i et år, udplantet i to år og er nu mellem 50 og 80 cm høj.
Det er ikke altid en fordel at vælge den højeste. En mindre og godt forgrenet plante med et veludviklet rodnet, er oftest at foretrække for en lang ranglet plante.
Kastanjer er der mange af – igen – i år. Hvad bruger du dine til?
Du kan vælge at springe ud i det, og det gør mange, at plante en allerede klippe hæk på 4–7 år. Det er en plante, der er formet som hæk, og har været klippet langs siderne i et par år, og sælges i højder på 1,2–2,2 meter. Antal planter pr. m er afhængig af art. Er det en god løsning? Ja, hvis naboen har lagt sit hegn ned, og du nu ufrivilligt bliver »gæst« i deres stue i tide og utide. På den anden side er denne type af hæk ofte lang tid om at etablere sig på det nye sted, og den skal vandes, og plejes godt en årrække. Det skyldes, at planten har mange grene og blade, og til trods for at den har et fint rodnet, skal planten finde sig til rette, og din have er sikkert noget anderledes end den planteskole, den kom fra.
Efteråret er en skøn, farverig tid, men nogle haver kan alligevel se noget triste ud. Nogle planter får flotte efterårsfarver, og det giver dejligt liv i haven på en årstid, der ellers snart lover vinter og kulde.
Hvis du gerne vil have en spændende efterårshave, så er det en god ide at overveje at vælge træer og buske med efterårsfarver, hvis du skal have plantet nyt. Måske kan du skifte nogle lidt mere kedelige træer og buske i haven ud.
Se forslag til træer og buske med høstfarver, som i størrelse egner sig til at blive plantet i almindelige haver.
Så er der farver for alle pengene…
Der er ikke så meget tilbage; et par små tomater i drivhuset og et par enkelte bønner. I køkkenhaven er der snart kun vintergrøntsagerne tilbage; det hele er forbi alt for hurtigt. Men inden det hele virkelig ér forbi, er det en god ide at lave en status over køkkenhaven i år. Hvad var godt, og hvad var skidt? Fik I spist det hele? Eller var der noget, der bare ikke var nok af? (hos os altid hvidløg)
Det kan godt betale sig at lave en status over årets dyrkning. På den måde er det meget nemmere for dig at lave en god plan for næste års endnu dejligere køkkenhave, med de ting du ved virker og bliver spist – og så lige et par nyheder; for det er dejligt at prøve noget nyt.
Det er dejligt at sove i haven, men det er endnu bedre at sove ude i den helt store have, i Danmarks have! Det er der flere og flere, der gør. Det er blevet ikke bare moderne, men en trend at sove ude i små hytter eller i offentlige skove. Savner du et par hurtige tips til, hvad du skal have med? Det har Naturstyrelsen klippet sammen til dig her
De sidste squash blomster er kommet i hus, de steges på panden og nydes i stilhed.
Bispehue er en fin staude der kan blive til hele tæpper, også de har meget smukke farver på denne årstid.
Der er farver at finde i alle hjørner.
En skøn værtindegave, en hjemmelavet lille chili plante. Nu håber jeg at den kan holde sig i live til foråret.
Benved er lige til at tage ind i stuen, brug den i en vase eller direkte på dugen.
Hortensiaen holder godt ud på efteråret, men også her har regnen taget hård på blomsterne.
Husløg er nemme og fine hele året, de kan også klare sig krukker i et lille hjørne.
Det er utroligt som de vilde ukrudts planter kan vokse sig store, her er det en agertidsel på næsten 2m der tårner sig op mod den smukke oktober himmel.
På trods af at sommeren ikke har været så varm, er druerne spiselige, selvom det tykke og sure skind trækker mundvand.
I de vilde hegn kan du også finde forskellige slags humle, måske nok til at lave egen øl?