Havenyt uge 1, 2017

Af Fanny Møller, tidligere redaktør på Havenyt, Landsforeningen Praktisk Økologi

Nytårsaftensdag brugte jeg et par timer ude i haven med at rive blade…hvilken dag det var! Stille og lækker. Lyden af riven, et par småfugle i hækken, hunden der blev ved med at komme med bolden og hestene på marken. Det var så mildt at det virkede helt unaturligt, meget mere som marts end som slutningen af december. Selv dyrene var ret forvirrede, for imellem bladene, langs bedene var der en lille håndfuld frøer, der hoppede rundt; ikke sløvt og forstyrret, men friske og kække. Bladene voksede hurtigt til kæmpe bunker, hele 3 trailer fulde. Bladene blev så lagt ud i bedene og lidt ovenpå mit kvashegn – så havde jeg også fået lidt appetit til aftenens festmåltid.

Sne er der ikke meget af for tiden.

Jeg kan mærke, at jeg skal passe på ikke at blive grebet af forårsfornemmelser og begynde i køkkenhaven. Skal vi satse på at vi ikke får frost og sne? Eller er det bedst at holde sig på det sikre og nøjes med at pusle rundt og lave små reparationer. Vejret lover ganske milde temperaturer med lidt nattefrost. Umiddelbart er der ikke meget hvid vinter i sigte.

Drømmer du om at så?

Er det et mareridt eller en drøm? Det er så mildt at det virkeligt lokker – det bedste valg er måske at så en række radiser i drivhuset. Jorden er så varm, at radiser kan spire, du skal bare huske på, at de er der, så de også får lidt vand. Hvis det milde vejr fortsætter, kan dine forårsfornemmelser give lidt tidligere radiser. Det er livsbekræftende at se noget spire frem her midt på vinteren, og det lover så meget dejligt for den kommende sæson.

Hvis du overvejer at begynde at så indendørs, skal du huske, at det kræver vækstlys for at få gode planter ud af det. Planterne vil desuden nå at blive så store, at de kræver omplantning og dermed også et større areal med vækstlys, inden de kan flyttes ud i drivhuset, hvor der måske skal etableres opvarmning, hvis det bliver et langt og koldt forår. Det kræver en vis investering, hvis du vil starte med at så nu, i forhold til sidst i februar, hvor du udemærket kan så f.eks. chili uden ekstra lys.

Genbrug juletræet

Hvornår skal træet ud? Det er meget forskelligt, hvad traditionen er i de forskellige familier, men mange steder er det her lige efter nytår, at træet må af med sin pynt – så kan det nemlig være, at der også stadig er et par nåle tilbage på det. Der er ingen grund til smide træet ud, du kan bruge det til at dække de sartere planter mod frost. Vi har haft en meget mild vinter indtil nu, men vi skal huske på, at det nemt kan vende.

Vi skal som regel hen i det tidlige forår, hvor frost veksler med klart solskin, at grangrene yder deres største beskyttelse, og gør mest gavn. Så det er bare at komme i gang. Lange grangrene kan stikkes ned i jorden, så de arrangeres eller bindes rundt om sarte buske.

Lad ikke træerne gå til spilde, men genbrug dem. Foto: James Farley

Hvis du ikke har nok fra juletræet, kan du ofte få lov til at hente nogle af de grene, som ligger i områderne i skovene, hvor der er klippet pyntegrønt inden jul, eller der er gang i fældning. Måske ligger der stadig en stak usolgte juletræer nogle steder – de må være billige her efter nytår. Måske vil naboerne gerne have afhentet deres… det er bare at tage fat og få det meste ud af det.

Er du ikke til at rode rundt med naboens juletræ, kan du drapere fiberdug rundt om sarte planter for at beskytte mod vinterklima og forårssol, men det skæmmer havens udseende langt mere end grangrene. Du kan også købe store poser af fibermateriale til at trække ned over sarte større planter og mindre buske, men igen er det bestemt ikke kønt. Kunne vi bare være sikker på, at der kom sne, der ville dække dem lidt.

Leg dig glad

Vi må aldrig holde op med at lege og at udfordre os selv; byg en legeplads til dig selv, børn og børnebørn, Du kan få gratis inspiration til det her

Træfældning om vinteren

Hvis træet skal bruges til brænde, er det bedst at træet fældes her i vinterperioden, hvor vandindholdet er lavt. Det er altid en god ide at få fældet i en periode, hvor jorden er frossen. (Men det ser det ikke ud til, vi får lige med det samme) Derved undgår du nemlig at ødelægge jordstrukturen. Lige nu er jorden ikke dækket af sne, og du vil kunne danse udenom bedenes planter. Det er dog strakt sværere at overtale afsavede grene til det samme. Træfældning giver god varme, et arbejde alle i familien kan være med til. Husk hvis træet skal kløves, at splinter kan skyde langt, og børn skal derfor være på god afstand.

Inden at du saver stammer og grene til brænde, skal du måske overveje, om de kan bruges praktisk eller dekorativt i haven. Stykker af stammen eller tykke grene kan f.eks. bruges som siddepladser rundt omkring en bålplads eller måske blive til et naturligt klatrestativ. Er der hule træstammer, kan de tilplantes med blomster, en noget rustik dekoration, der er meget hyggelig i de fleste haver.

Det kræver kun ét råddent æble

2016 var et meget flot æble år, og rigtig mange haveejere har stadig mange kasser med gode vinteræbler. Det er en god ide ikke kun at holde øje med, at æblerne ikke står så de fryser, men også at fjerne eventuelt rådne æbler, da de kan smitte alle de æbler, de rører ved. Desuden udskiller de rådnende æbler ethylen, så andre frugter og grønsager i nærheden får kortere holdbarhed. Og så er der musene, som også tit er et problem i æblekasserne, her er det bedst at lade katten få frit spil!

Pas godt på dine æbler.

Fuglene i haven foretrækker æbler, hvor rådprocessen er i gang, så alle dine rådne æbler skal bare ud i haven til dem. Solsortene er på pletten, så snart der er synlige æbler på græsset eller på foderbrættet. Vi har haft en lun vinter, så det kan være, at musene og fuglene slet ikke har gjort kål på nedfaldsfrugten. Men når du selv lægger æbler ud, kan du placere dem, så du kan se fuglene fra de lune stuer eller køkkenvinduet.

Følg elgene og krondyrene i Lille Vildmose

De store planteædere, heriblandt elge og krondyr, skaber forstyrrelser, når de æder og tramper på vegetationen. Sådanne forstyrrelser er med til at holde vegetationen åben og giver plantefrø gode spirebede. Elgene og krondyrene er et vigtigt bidrag til den naturgenopretningsproces, som er igangsat i Lille Vildmose.

Elgene og krondyrene der blev sat ud i Lille Vildmose i sommeren 2016, har fået GPS-halsbånd på, så forskerne og forvalterne kan følge dyrenes bevægelser. Men som noget nyt kan alle naturinteresserede følge med i dyrenes gøren og laden via Lille Vildmosecentrets hjemmeside.

Byg fugleskjul af juletræet

Hvis du ikke allerede har genbrugt juletræet til at dække planter, som ikke er helt hårdføre i vort klima, eller har lovet det bort til de lokale spejdere, så kan du give det til fuglene. Du lægger træet ned et sted, hvor der er lidt læ, f.eks. op ad en væg, så fuglene kan bruge det til at sidde i læ under. Især hvis vi får sne, vil de små fugle sætte pris på det.

Fuglene har brug for let adgang til både læ, foder og vand, hvis de skal kunne klare en kold periode, med de meget korte dage har fuglene kun lidt tid at skaffe sig føden.

Mumie jagt

2016 var et år, hvor mange havde godt med frugt, men mange var også plaget af Gul monilia. Det viser sig ved at der, på dine træer hænger æbler, der i løbet af få dage rådner med karakteristiske hvide cirkler på det rådne område, så har du haft besøg af svampen; gul monilia.

Hvis ikke du allerede i sommer og efteråret omhyggeligt fjernede alle rådne æbler, efterhånden som de gik til, så sidder der sikkert et antal meget små indskrumpede æbler ude på dine træer. Størrelsen på disse mumier er meget varierende, og som så ofte i denne verden, er det ikke størrelsen det kommer an på. Nogle er måske stadig nogle centimeter i diameter, andre er helt sorte og tørre og kun en halv til nogle få centimeter store. Det er en rigtig god ide, at du fjerne alle, som du kan få fat i uden at knække grene, da svampen overvintrer i mumierne som mycelium. Hermed kan du prøve at begrænse smitten, så der bliver færre rådne æbler næste sæson. Hvis ikke fuglene har spist nedfaldsæblerne på jorden, så kan der også her ligge æbler inficeret med gul monilia, bl.a. de helt sorte, rådne æbler. Læs mere i artiklen Gul monilia

Løgblomster i stuen og bagefter i haven

Mens vi alle længes efter lange dage og mere grønt i haven, er der mange, der luner sig ved at have løgblomster inde i stuen eller i en dekoration ved døren. Mange af løgene kan bruges i haven bagefter, der kan går et par år før de rigtig giver blomst, men du kan da altid prøve.

Nyd at få lidt blomster ind i varmen, de holder meget længere hvis du stiller dem køligt om natten. Foto: Pixabay

Måske har du allerede haft en del løgblomster i blomst hen over julen. Det kan være hyacinter, juletulipaner eller de smukke, store amaryllis. Hvis de nu er afblomstrede, og kun står tilbage med bladene, så skal du træffe valget mellem at smide dem i skraldespanden eller forsøge at genbruge dem. Mange af dem kan genbruges ude i haven og med amaryllis kan du dyrke løgene frem til ny blomstring næste år. Læs mere i artiklen Amaryllis kan blomstre igen

Find nyt på nettet

Vi kan næsten ikke vente med at komme i gang igen, men der er altså lige et par uger, til at vi kan komme rigtig i haven igen. Men derfor er god grund til at nyde at købe frø ind. Lave lister og prøve nogle nye bedsammensætninger, dette gør sig gældende både i køkkenhaven, i altankassen og prydbedene.

I butikker og havecentre er frøposerne endnu ikke på hylderne, men du kan starte lige nu på frøfirmaernes hjemmesider. I forhandlerguiden her på Havenyt.dk kan du finde mange danske frøfirmaer og et svensk, og de fleste steder er 2017 sortimentet ved at være på plads. Det frister at lade de mange konkurrerende firmaer tilsende dig et hav af kataloger, men det er meget papir og tryksværte. Måske er det nok at nyde dem på nette og eventuelt bare printe dem ud, du ender med at købe.

Her er du: Forsiden > 2017 > Havenyt uge 1, 2017

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider