I september er der masser af lækre frugter og bær, som kan spises direkte fra buske og træer. Brombærene er sorte og søde, der er røde og gule efterårshindbær, mens det i år nok ikke er ret mange, som kan sætte tænderne i modne figner på grund af den hårde vinterkulde. Måske er der allerede modne druer i drivhuset og på friland, og de tidligste æbler og pærer er modne. Og så er der stadig blommer og måske også mirabeller. I september er det en god ide at gå på smageture i andres haver for at se, om der er frugt- og bærsorter, som man kan overveje at plante i sin egen have. Hvis man er så heldig at have plads til flere bærbuske og frugttræer. Har man ikke tid til at passe en køkkenhave, så kan en frugt- og bærhave være en god ide.
Efterårshindbær er meget flottere end sommerhindbærrene. Skadedyrene går normalt kun på sommerhindbær, selv om der undtagelsesvis kan dukke en enkelt lille larve op. Nemesis om efteråret er fugtigt vejr, som ødelægger de flotte bær. Foto: Karna Maj
Der er frugter og bær både til morgenmaden, til at komme med i børnenes madkasser og til en dejlig kaloriefattig dessert sidst på dagen. Hvis man ikke kan overkomme at spise havens overflod her og nu, så det er en god ide at sylte og fryse bær ned, og plukke de æbler og pærer ned, som kan gemmes. Men først når de er plukkemodne. De første nedfaldsæbler er dem med ormeangreb.
Tomaterne modner fortsat i drivhuset og på friland. Hvis de står i drivhusjorden fremmer det den søde smag og aromaen og minimerer tendensen til at sprække, hvis man holder igen med vandingen. Måske har man allerede ikke vandet i uger, planterne har mange steder selv kunnet hente vandet uden for drivhuset. Der kan fortsat høstes masser af bønner, hvis man har sået flere eller sene hold. Vintergræskarene hari år ikke haft en helt optimal sæson, men med de varme sensommerdage, kan de antagelig nå at modne i år.
Det gælder om at nyde sensommeren og de smukke sensommerblomster i fulde drag – det går mod efterår, selvom vi stadig har dage, hvor det er lunere midt på dagen end i juni. Blæsevejr slipper vi heller ikke for midt på ugen, og det kan være et problem, hvis man har frugttræer med modne æbler, blommer og pærer.
Belønningen for havearbejdet er til at få øje på i øjeblikket. Masser af friske dejlige grønsager, som man ved er dyrket på en god måde. Og så sparer det på husholdningsbudgettet. Foto: Karna Maj
Hvis man har bær og frugt i haven, er der lige nu masser til syltekrukkerne. Desværre har vi ofte for travlt til at udnytte alle disse gratis ressourcer, og selv om det i kroner og ører godt kan betale sig, hvis man har tiden. Det er en god følelese at udnytte naturens ressourcer og gemme bare en del af havens overflod til senere brug.
Vi kan jo sagtens købe en dåse syltede pærer for næsten ingenting – hvis vi holder CO2 regnskabet ude. Men hvad ved vi om, hvordan disse pærer har været dyrket og hvilke gifte, de er sprøjtet med? Når vi sylter vore egne pærer til dessert, ved vi, hvor de kommer fra. Vi kan høste dem på det optimale tidspunkt og koge dem, så de bliver lige nøjagtig så sprøde eller bløde, som vi helst vil have dem. Og vi kan komme en ægte vanilliestang ved, hvis vi har lyst.
Det samme gælder, når vi sylter asier: Kan vi ikke lide peberrod, kan den udelades, og vi kan komme en ekstra håndfuld skalotteløg i eller masser af friske dildskærme fra haven. Eller måske har moster Gerda en fantastisk opskrift, som man kan arve.
Hvis tiden er knap, kan vi vælge at lave de ting, som vi holder mest af, som ikke kan købe i en tilfredsstillende kvalitet, eller specialiteter som f.eks. syltede figner med kanel, laurbær, chili og stjerneanis – hvis ellers man har nogen i år. Det kan også være syltetøj tilsat f.eks. lidt cognac.
Til den søde tand er der lige nu nok at tage af i have og hegn: Brombær, blommer, æbler og pærer. Til den sure side kan vi lave syltede agurker og asier samt pickles af grønsager som blomkål, bønner, gulerødder, løg m.m. Eller syltede modne cherrytomater med hvidløg og lidt chili. Og hvis der er overflod af krydderurter, kan vi gemme dem ved at lave pesto af dem.
Man kan også vælge at tørre æbler og blommer til sundt slik eller til at komme i salaten m.m. Man kan tørre i ovnen ved maks. 70° C med ovndøren på klem, eller man kan bruge en tørremaskine, som er specielt udviklet til formålet. Det er vigtig at æbleringe og stykker kun er 3–5 mm tykke, og blommer skal halveres. Det tager 6–8 timer at tørre æbler og næsten et døgn at tørre halverede blommer i en tørremaskine.
I artiklen Gem havens afgrøder ved at tørre dem kan man læse mere om tørring af havens forskellige afgrøder. Se forhandlere af tørremaskiner og tørreskabe i forhandlerguiden under Mad i haven
Hvis man vil tørre æbler, er det en god ide at købe en æbleskrællemaskine, som lynhurtigt kan skære æbler op i ens tykke skiver. Foto: Karna Maj
For at få æbleringene lige tykke til tørring, kan man bruge en genial æbleskrællemaskine, som bl.a. kan købes hos Dansk Hjemmeproduktion. Den tager i samme arbejdsgang kærnehuset ud, skærer æblet op i ringe og kan desuden om ønsket skrælle æblerne. Æbleskrællemaskinen kan man finde til næsten halv pris i en knap så gedigen udførelse – prøv at søge på Google.
En æbleskrællemaskine er ikke mindre genial, når der skal gøres æbler i stand til æbleflæsk og æblemos – det går bare så hurtigt i forhold til at skrælle og skære. Og børn er vilde med at bruge den. Æblemos laves i øvrigt bedst og lettest ved at fylde en bradepande med itubrækkede æbleringe i et tykt lag og lade dem bage til de er passende møre. Man kan så tilsætte sukker efter behag. Hvis man vil spare på de tomme sukkerkalorier, kan man bage de mere søde æblesorter sammen med rosiner. Måske en god måde at bruge de tidlige sorter på, som nu er ved at være lidt melede i konsistens.
Under æble- og pæretræer kan man nu finde nedfaldsfrugt, og straks melder tanken sig, at nu skal der plukkes, inden de alle falder ned. Men undersøg lige æbler og pærer og for den sags skyld også de hasselnødder, som også er begyndt at ligge på jorden. De første frugter og nødder under træer og buske er nemlig ormstukne eksemplarer, og det er netop grunden til, at de falder ned. De små larver skal ud af frugten/nøden og ned i jorden, hvor den overlever som puppe vinteren over, hvis fugle eller høns ikke finder den. Det kan derfor være en god ide at fjerne nedfaldsæblerne under frugttræerne.
Æbler og pærer modner hurtigere, når den lille orm sidder derinde og gnaver. Og det kan man vælge at tage fra den positive side, nemlig at man får modne frugter 1–2 uger før, hvis man altså kan leve med, at der skal skæres lidt af æblet.
Det er vigtigt her i modningsfasen at holde øje med æbler, blommer og pærer, da de kan angribes af gul monilia, som er en svamp, som på få dage får frugt til at rådne fuldstændig. Fjernes sådanne rådne frugter ikke, kan de smitte de frugter, som de sidder i tæt kontakt med. Efterlades de rådne frugter på træet, tørrer de i løbet af bare en uges tid ind til frugtmumier, hvor smitstoffet overvintrer og næste år smitter de ny æbler. Nedplukkede æbler smittet med gul monilia udvikler sig i kasserne til helt sorte æbler, og de smitter de æbler, som de rører ved.
Her er det for sent. Det brune æble med de karakteristiske hvide ringe er angrebet af gul monilia, og det har allerede smittet æblet, som det rører ved. Heldigvis et mindre med skurvangreb, men det kunne lige så godt have været flere store flotte, det havde smittet. Foto: Karna Maj
Sommeræbler som Annanas, Guldborg og Summerred kan man ikke få ret meget længere holdbarhed ved at plukke ned. De skal spises og bruges fra træet. Det er først de senere sorter, begyndende med sorter som Fiippa, Spartan, Ingrid Marie og James Grieve, det kan betale sig at plukke ned til at gemme.
Inden man begynder at plukke, skal man undersøge, om æblerne er plukkemodne. Afprøv i de kommende uger med jævne mellemrum, om frugterne på de forskelllige træer er plukkemodne. Det gør man ved at løfte æblet lidt og og dreje det opad – slipper det ved dette lette drej, så har træet forberedt sig på, at frugten er ved at være moden. Prøv altid på sydsiden af træet, hvor de er først modne. Og tjek, at det ikke bare slipper, fordi det er ormstukkent.
Det er vigtigt ikke at plukke frugten, førend den er plukkemoden, da sukkerkoncentrationen ellers ikke er høj nok, og aromastofferne ikke er fuldt ud dannede. Det er forskelligt fra æblesort til æblesort, hvor lang tid, det er nødvendigt at vente. F.eks. må Filippa, som er slem til at falde ned ved selv moderat blæsevejr, fordi æblerne sidder yderst på grenene, ikke plukkes for tidligt, da æblerne så aldrig får den samme aroma som plukket ved tilpas modenhed. Ingrid Marie er sur og uspiselig, når den er plukkemoden, men udvikler efter plukningen alle de fine smags- og aromastoffer og bliver også tilpas sød. Men det er vigtigt at få plukket frugten, når den er plukkemoden, da den ellers ikke kun dratter ned og får stødpletter, men bliver overmoden og kan ikke holde sig frisk og saftspændt så længe.
Nedfaldne Filippa æbler kan det betale sig at samle op i kasser til modning, da de modsat de fleste andre æbler ofte ikke rådner i stødpletterne. Eller i hvert fald i mindre omfang.
Lige nu er gedehamsene, som vores såkaldte hvepse korrekt hedder, i en vild jagt efter sukker. Hvor de sommeren igennem er gået mere efter protein, dvs. leverpostej- og ostemadderne, så går de nu kun efter sukker. Syltetøj og saftevand kan man ikke have i fred. Heldigvis er der få uger til de forsvinder.
Nedfaldsfrugt og modne frugter på træerne hjemsøges lige nu af de mange gedehamse, størst skade kan de dog gøre på vindruer, så dæk i tide med insektnet.
På den anden side skal man lige huske, at de æder store mængder skadedyr, bl.a. kålsommerfuglenes æg og larver. De kan afpatruljere et helt kålbed og holde det fri for kållarver. Man kan se, at de flyver rundt mellem bladene. Selv en stor kållarve kan de fortære på kort tid.
Gedehams (hveps) på jagt i mellem salatbladene – der var mange gedehamse på jagt på engang mellem salatbladene. Foto: Karna Maj
Det er en god ide at tage handsker på for en sikkerheds skyld, når man samler nedfalden frugt op. Pas især på stor gedehams, hvis stik er kraftigere. De er også på sukkerjagt lige nu, og de anretter større skade end den lille gedehams.
Gulerødder smager rigtig godt nu, og jo mere fugtig jorden er, jo mere sprøde og velsmagende er de.
Men så er der ormene. De tidligste sommergulerødder er der altid en chance for at nå at høste uden alt for mange ormeangreb, da de kun har nået at være udsat for gulerodsfluens 1. larvegeneration, inden de spises. Derimod har de gulerødder, som vi skal spise i sensommeren og til vinter, også været udsat for 2. larvegeneration. Disse gulerødder kan nå at blive næsten helt ødelagt af larvegnav i løbet af efteråret, og man kan ikke gøre noget på nuværende tidspunkt. Har man derimod fået dækket gulerødderne i tide med insektnet eller fiberdug, så kan man høste store og flotte gulerødder helt uden larveangreb. Hvis man dyrker gulerødder på et åbent stykke jord med 8–10 m til nærmeste buske, undgår man normalt også angreb i større omfang.
De steder, hvor man har fået virkelig store nedbørsmængder, skal man overveje, om efterårsgrønsagerne mangler næring, da regnen kan have vasket de fleste næringsstoffer så langt ned, at planternes rødder ikke mere kan hente dem.
Normalt vil man ikke eftergøde i september, da planterne skal nå at modne af inden vinter. For megen kvælstof i efteråret giver for lang væksttid til f.eks. frugttræer og bærbuske, men også roser stauder skal man ikke give sen gødning, da det giver større risko for, at frosten skader dem.
Men der er en række grønsager, som vokser langt ind i efteråret. Det gælder bl.a. hovedkål, rosenkål, porrer, grønkål, selleri, pastinak, knoldfennikel, majroer, rødbeder og persillerødder. Hvis man kan se, at de ældste blade på disse grønsager begynder at blive gule, så er det tegn på mangel på næringsstoffer. Og her er det en god ide at give lidt ny gødning. Den skal være hurtigvirkende, f.eks. helt omsat kompost eller en granuleret kyllingegødning. Begge dele arbejdes lidt ned i overfladen – pas på ikke at ødelægge rodnettet. F.eks har knoldselleri rødder ret øverligt.
Det er ved at være allersidste udkald for at så nye afgrøder i haven. Man kan stadig lige nå at så efterafgrøde, spinat og salat på friland, men ellers er det drivhuset, der skal i brug nu for at kunne dyrke nye afgrøder.
I drivhuset er der stadig masser af søde, dejlige tomater og måske også stadig agurker, hvis ikke agurkskimmel, meldug og spindemider har gjort det af med planterne. De sidste tomater høstes ofte ikke førend midt i oktober, hvor man ikke kan nå at så en ny afgrøde i drivhuset. Hvis man har ryddet agurkerne allerede, eller tomaterne er fjernet efter kraftigt angreb af kartoffelskimmel, kan man så forskellige bladgrønsager direkte, og de vil kunne nå at sætte mange blade i oktober og november i det lidt lunere klima i drivhuset. Det er f.eks. spinat, almindelig rucola, vårsalat, tatsoi, pak choi, namenia, rød (‘Red Giant’) og grøn sennep (Sareptasennep), radiser og salat.
Hvis der ikke er plads i drivhuset nu, kan man så dem i nogle kasser eller krukker ude på friland. Når tomatplanterne fjernes i oktober, kan kasserne flyttes ind i drivhuset, og man kan måske høste lidt bladgrønt allersidst på sæsonen, hvis vi får et mildt efterår/vinter. Men ellers vil de nævnte arter kunne overvintre i kasserne, hvis de dækkes med to lag fiberdug i frostperioder, og de vil så give masser af friske småblade til salatskålen fra marts.
Hvis man har krukker, hvor planterne er færdige, kan man så ovennævnte arter i krukkejorden og dermed få flotte grønne krukker, og måske små blade til salatskålen i november og december. En krukke med dild tæt på køkkenet er en god ide til efteråret. Har man små salatplanter kan man tilplante et par krukker, så det er let at hente salat til madpakken.
Hvis man gerne vil have tidlige kål næste år, kan man så i potter og overvintre dem i drivhuset til tidlige udplantning under fiberdug eller i drivbænk. Det kan give både blomkål, spidskål og broccoli et par uger tidligere end ved forkultivering i foråret. Men det kræver tidlige sorter og såning senest omkring 10. september.
Et af de steder, hvor man kan læse mere om tidlige dyrkningsforsøg og egnede sorter er på havenetstedet Havelyst.dk, hvor brugerne løbende diskuterer erfaringer med at »snyde vinteren« og få tidlige afgrøder. I det et nummer af Praktisk Økologi fra 2011 er der en artikel om at så overvintrende grønsager – skrevet af Peter Norris, som på Havelyst.dk er kendt for sine mange erfaringer med at dyrke i drivbænke hen over vinteren. Havelyst er et lukket forum, hvor man skal være medlem af Landsforeningen Praktisk Økologi for at kunne deltage. Her foregår mange spændende ting – vi er f.eks. ved at skrive en fælles dyrkningshåndbog, hvor medlemmerne lægger deres mange dyrkningserfaringer ind og beskriver sorter.
Det er nu, man kan gøre en indsats for at få færre dræbersnegle i haven til næste år – især hvis man kan få naboerne med på ideen. Det er en god ide med en øget indsats netop nu, så man ikke starter næste forår med et utal af små dræbersnegle.
Uanset om man har få eller mange snegle i sin have, så er det lige nu meget effektivt at gå på sneglejagt efter snegleæggene. De er hvide og ligger normalt gemt i kolonier på 20–30 hvide snegleæg i revner og sprækker i jorden. Måske er de allerede ved at klække og kan så findes som helt små snegle.
Snak med sine naboer om en samlet indsats. Husk at hvert ødelagt snegleæg giver et minus på mange snegle næste år.
Den fugtige sommer har også resulteret i mange nøgne snegle. Man træffer dem allevegne, selv inde midt i salat- og kålhoveder. Får man øje på f.eks. gennemhullede kålblade, så kig nærmere på dem, inden man giver kålsommerfuglene skylden. Ved et nærmere eftersyn kan man se om hullerne er skarpe i kanten efter larvegnav eller uskarpe lavet af snegle – både de nøgne og dem med hus.
Lige nu er det svært at bekæmpe de nøgne snegle effektivt, da der er så mange gemmesteder, men i det tidlige forår kan man lave efffektive sneglefælder med f.eks. kålblade lagt ud på bar jord. Og efterhånden som skjulestederne bliver færre hen over vinteren, så gør solsortene også deres indhug i bestanden.
September er højsæson for høst af frø i haven. Hyppige regnbyger kan få frø til at rådne. Det gælder både frø, som skulle være klar til høst nu, eller som er ved at tørre på planterne.
Hvis der regner i flere dage i træk, er det især galt ved salat og ved de bønner, hvis bælgene har jordkontakt. Det er derfor en god ide at checke de planter, der skal høstes frø fra og evt. binde dem op og fjerne ukrudt rundt om, så frøbælge og -stande holdes mest muligt tørre. Bønneplanter, hvor bælgene er ved at være tørre kan evt. hives op af jorden og hænges op til tørring under et tagudhæng, hvor det er både tørt og luftigt.
Det er derfor en god ide altid at tage en indsamlingsrunde, inden der igen kommer regn. Heldigvis sætter de fleste arter frø over en længere periode, så oftest kommer der på et tidspunkt en periode med godt vejr, hvor man kan høste nye frø. Og udsigten for de næste uger af september lover heldigvis også dage med tørvejr og sol.
Det er vigtigt at få frø godt tørret, inden de gemmes væk. Her sidste tørring på et bord indendøre. Foto: Karna Maj
Mange af landets havecentre og planteskoler deltager den 9. september i Havens Dag ved at holde åbent med ekstra aktiviteter og spændende tiltag. Temaet for Havens Dag i 2012 er »Farver i haven«. Læs mere om temaet i folderen Farver i haven og se hvilke planteskoler og havecentre, der deltager.
På lørdag er der den helt store Chilifestival 2012, hvor alle chilinørderne mødes og udveksler erfaringer. Der er konkurrence om bedste chilisauce og kåring af årets chilihead. Desuden kommer Lene Tvedegaard og holder foredrag. Hun er forfatter til en bog om chili og dyrker chili til salg. Der er mange udstillere med frø, planter, dyrkningstilbehør og chiliprodukter. Chilifestivalen afholdes hos Bjarnes Frø og Planter i Videbæk i Vestjylland. Se mere på den officielle hjemmeside for Chilifestival 2012.
Bor man øst for Storebælt og ikke kan komme til Vestjylland, så fortvivl ikke helt – der er chilismagning hos Gartneri Toftegaard næste weekend.
Nordens største madfestival er i følge arrangørerne Food Festivalen i Tangkrogen i Aarhus i weekenden, eller rettere 7.- 9. september.
Den danske madverden er til stede: over 100 landmænd, avlere, farmere, bryggere, fiskere, fangere, slagtere, 25 madskoler, et hav af workshops og 5 restauranter. Der er også gratis smagsprøver og temaområde for børn og mad. Hvis man vil på madskole, så haster det med at bestille, da der er rift om de populære kokke.
På Food Festival kan man også møde havefolket med fokus på at dyrke egne grønsager. Her kan du bl.a. møde Landsforeningen Praktisk Økologi og Frøsamlerne og få en snak om at dyrke haven økologisk og høste egne frø.
De er stolte på Egeskov Slot – European Garden Heritage Network og Schloss Dyck Foundation har i 2012 valgt Egeskov til Europas bedste historiske have.
Haven på Egeskov Slot er i den barokke stil med træer og hække i de lige linjer, som man kun finder omkring slotte. På Egeskov Slot kan dele af haven føres tilbage til 1600-tallet, og flere af de imponerende hække stammer fra omkring 1730.
Slotsgartner Peter Bonde, der tidligere gennem 13 år var gartner på Fredensborg Slot, har i mange år arbejdet hårdt på at få skabt en flot historisk have på Egeskov.
– Det er en stor drøm, som nu er gået i opfyldelse. Jeg kan kun takke alle mine medhjælpere for deres indsats. Uden dem havde det her ikke været muligt. Men jeg lovede jo også i sin tid, at Egeskov Slot skulle få Danmarks bedste have. Jeg kan dog stadig ikke fatte det. For mig er den pris en sensation.
September er solsikkernes måned, og når de er afblomstrede og danner frø, bliver der vintermad til mejser og musvitter. Foto: Karna Maj
Når de første asters springer ud i september, er det er sikkert tegn på, at efteråret er på vej. Foto: Karna Maj
Når man går morgentur i haven i september, er det næsten umuligt ikke at rende hovedet ind i et edderkoppespind. Foto: Karna Maj
Modne figner er noget, som de fleste kun kan drømme om. De sidste to kolde vintre har betydet tilbagefrosne figentræer og -buske og ingen figner. Foto: Karna Maj
Pluselig står de der med sarte lyslilla blomster, der næsten som i et eventyr er skudt op af den brune jord. Man forstår godt navnet nøgen jomfru, men det officielle navn er høsttidløs. Hele planten er giftig – de grønne blade kommer først til forår og visner ned om sommeren. Foto: Karna Maj
Æbleskrællemaskine laver en lang spiral ud af æblet. Det deles til skiver ved at skære ned gennem hele spiralen med et enkelt snit. Foto: Karna Maj
De første æbler, der falder ned er som regel larveangrebne, men de kan fint bruges til madlavning og til at spise, hvis ikke der er rådangreb. Her Filippaæbler, som ikke får så alvorlige stødpletter i faldet. Foto: Karna Maj
Efterafgrøde sået ca. 20. august. De store planter er boghvede, som spirer og vokser meget hurtigt. De er ammeplanter for de meget mindre jordkløverplanter. Boghvede bliver hurtigt høje og bestanden lysner, så der bliver lys nok til de lave kløverplanter. Foto: Karna Maj
Edderkoppen har sit tilflugtssted i georgineblomsten. Foto: Karna Maj
Når man dyrker gulerødderne under insektnet, får man flotte rødder uden larveangreb. Nettet skal blive over september ud. Foto: Karna Maj
Det er en hårfin balancegang at få sået salat til overvintring, så de lige når at blive store nok, men ikke for store. Det er sidste udkald i denne uge for at så salat direkte på friland til overvintring. Foto: Karna Maj
Planterne modne frøene over en længere periode. Her pesille, hvor de første frø er ved at være modne. Foto: Karna Maj
De varme sensommerdage har fået salaten til at begynde at gå i stok. Lidt ærgerligt, men der er noget majestætisk over salat, som vokser i højden med rekordfart. Foto: Karna Maj
Orange til at være den hotte farve i haven, forlyder det, og hvad er mere oplagt end masser af morgenfruer. Foto: Karna Maj
Der findes rigtig mange forskellige chilisorter – her en stribet. Foto: Karna Maj
Parken ved Egeskov Slot med de flotte lige høje hække. Forrest et kig i den store køkkenhave. Foto: Egeskov Slot