Havenyt uge 49, 2006

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Julemåneden er over os med lys i adventskransen, kalenderlys, pakkekalendere, ønskelister, julefrokoster osv. Her i december er vi mere til hygge end hårdt arbejde – når vi lige ser bort fra, at julen faktisk er hårdt arbejde med alt det, vi planlægger at nå at lave og deltage i. Haven kan heldigvis næsten passe sig selv i december.

Mange haveejere har stadig en del dejlige grønsager i køkkenhaven og æbler i kasser, som det vil være en rigtig god ide at spise masser som modvægt til decembers søde spiser og julefrokosternes fede spiser. Har man ikke selv grønsager i haven, så er der masser af gode danske produkter at købe.

Stadig lidt bladgrønt fra haven

Som man måske har bemærket, så har november været så mild, at der er sat varmerekord. Derfor er der de fleste steder, stadig masser af bladgrønt at hente. Når det gælder rucola er det nu den almindelige rucola, der er masser af – hvis man huskede at så sidst i juli, eller man har ladet planterne kaste frø og selvså. Her i efteråret gror de villigt selv inde under frugttræer, så det er måske her man skal lægge planter med frø næste år, så de selv kan sørge for resten.

Kørvel sået i sensommeren overvintrer grøn, så her kan man allerede godt tage lidt. Der er stadig blade af bladbeder og spinatbeder, og der kan også hentes spinat og spinatbede. Faktisk har det været så mildt her i efteråret, at spinat og spinatbeder stadig danner nye blade. Hvis man fik beskyttet mod frosten i de få dage først i november, hvor der var frost og sne, så kan der måske også stadig hentes lidt salat.

En af efterårets topscorer i både udseende og udbytte er den flotte sennep ‘Red Giant’, men ligesom de andre bladgrønsager smager den ikke af ret meget. Selv rucola har her i december kun en svag afglans af sin ellers fantastiske bidende smag.

Bladselleri er på toppen

Blegselleri er der masser af lige nu og de er smagsmæssigt på toppen. De yderste stængler er ofte hule og kan ikke spises, mens de inderste og senest dannede er rigtig delikate. Det er bare med at spise løs, for når der på et tidspunkt kommer frost for alvor, ødelægges de på friland.

Man kan dog forlænge sæsonen for bladselleri ved at »bygge« et telt henover med vækstbuer og to lag fiberdug. Eller man kan grave planterne op og slå dem ind i drivhuset og dække med fiberdug i perioder med frost. Men vent til der er frost i sigte – måske varer det uger endnu.

Tid til vintergrønsager

Det er i det hele taget nødvendigt at lægge madvanerne om nu og tilpasse sig vintergrønsager. Efter en lang sommer med masser af søde velsmagende tomater fra egen have, fristes man nu heller ikke ligefrem til at spise købetomater – de smager ikke af ret meget andet end vand. Og der er frygtelig lang tid, til vi igen kan høste egne tomater.

Der er på grund af det milde efterår stadig en del bladgrønt i haven, men ellers kan man gå over til at bruge fintsnittet kål i salatskålen. Her kan bruges både rød-, hvid- og grønkål. Det er mere vitaminrigt og sundt end den drevne eller importerede salat, man kan købe. Og man kan lave nogle både meget velsmagende og mættende salater ved at kombinere fintsnittet kål med bl.a. æbler og appelsiner, nødder, mandler, rosiner, tørrede abrikoser og tranebær samt en velsmagende dressing.

Og så er der de dejlige porrer, alle rodfrugterne, kål, kartofler, løg osv. plus alle de gode ting, der er kommet i fryseren, ikke mindst grønne bønner. Hvis man er heldig er der i fryseren eller på glas lidt hjemmekogt tomatpure med masser af hvidløg og basilikum. For selv om det er en god oplevelse af følge årstidens rytme i haven op inde i køkkenet, så er der nu nogle ting, man kan længes efter, når det er blevet vinter.

Køb dansk frugt og grønt

Har man ikke selv flere grønsager og æbler, så er der stadig masser af velsmagende dansk frugt og grønt at købe. Måske skal man lede lidt efter det – supermarkederne vil hellere sælge billigere udenlandsk frugt og grønt. På trods af at de mest velsmagende æbler er de danske, så er der næsten ingen til salg i de store supermarkeder. Det udenlandske er billigere, men der er dokumentation for, at det, der importeres, bl.a. fra Sydeuropa, indeholder væsentlig flere rester af sprøjtemidler. Støtter vi ikke vore danske producenter, så drejer de nøglen om, og ud over sund, dansk frugt og grønt, mister vi også arbejdspladser og får mere forurening i transportsektoren globalt set. Når man køber økologisk dansk frugt og grønt, støtter man både sin egen sundhed, miljøet og vore arbejdspladser.

Måske er julens luksus i virkeligheden at købe de velsmagende danske råvarer lige fra rødkål til røde pigeoner. Der er stadig mange små plantager, hvor man kan købe en kasse danske æbler ved vejen, og der spredt ud over landet gårdbutikker med både frugt, grønt, ænder og flæskesteg til salg. En anderledes juleindkøbstur kunne måske være en god ide midt i julemånedens stress. Hvis man ikke har tid, så er der næsten overalt i landet mulighed for at bestille ugekasser med frugt og grønt leveret til køkkendøren, men det er desværre ingen garanti for, at det er dansk frugt og grønt – her må man spørge, inden man bestiller sit abonnement. De fleste steder i landet kan man endda få leveret en abonnementskasse med økologisk frugt og grønt lige til døren.

Hvidløg med grøn top

Det meget milde vejr i november har mange steder lokket hvidløgene til at sende grøn løgtop op – nogle steder er der hvidløg med 10 cm top. I en normal dansk vinter vil løgene klare overvintringen alligvel. Det samme skete faktisk i 2003, hvor vi også havde et lunt efterår. Men det bør måske få os til at overveje at vente til allersidst i oktober med at sætte løgene, i hvert fald de luneste steder i landet. Det optimale er, at løgene danner rødder, men først danner top sidst på vinteren eller i det tidlige forår, alt efter vinterens hårdhed.

Beskyt stamme og træer

Både harer og mus kan finde på at gnave af træernes bark. Ikke mindst mindre frugttræer er udsatte. Det er derfor en godt ide at beskytte stammerne på det nederste stykke, hvis det er et problem i nabolaget. Der kan købes forskellige løsninger i planteskolerne, og ellers kan selv finde kreative løsninger. Der skulle også være en vis virkning i at smøre stammerne med hjortetakolie.

Rådyrene forgriber sig på både frugttræer, kål og andre grønne afgrøder i haverne. I Den Økologiske Have. har de fundet på at hænge uldtotter på træernes grene for at holde rådyr og harer på afstand. Og det virker – de har brugt metoden i årevis. Uldtotterne skal udskiftes hvert år for at virke.

Lys i haven i den mørke tid – men med måde

Når lyskæderne dukker op og nogle steder næsten forhindrer, at man kan se nattens stjerner, så tændes også diskussionen, om det er i orden at bruge energi i den målestok for sjovs skyld. På alle andre tider af året hænger pressen folk ud for energifråds – men i december hædres de for åben skærm for et astronomisk energiforbrug. Det kaldes dobbeltmoral.

Der er ikke noget at sige til, at der rundt om i haverne i den kommende måned dukker lyskæder op på træer og buske og fakler eller levende lys ved siden af husets indgang. Vi har brug for at skabe hygge midt i alt det brune, indtil lyset igen vender.

Vi glædes ved at se lidt lys på en busk, men det er en god ide at slukke dem om natten og om dagen i de trods alt lyse timer og dermed spare på strømmen – både for elregningens skyld, men ikke mindst for miljøets skyld. Der er også en anden ting, som man bør overveje, inden man pynter hele haven op med lyskæder. En enkelt lyskæde vil næsten alle naboer også kunne nyde, men der er sikkert mange naboer, som vil betakke sig for et lyshav. Der er helt sikkert mange, som gerne vil kunne nyde at gå ud i decembermørket og se op på nattehimlens stjerner – i stedet for på et illumineret nabohus og oplyste nisser i toppen af flagstangen.

Haveting på ønskelisten

I foråret er det let at komme på alle de ting, man mangler i haven. Det er her, man finder ud af, at spadeskaftet jo egentlig er knækket, at drivhuset er for lille, at man mangler nogle flotte krukker, at man godt kunne tænke sig en drivbænk, eller der mangler ophæng til redskaberne – for nu bare at nævne noget. Man kan også ønske sig eller give en haveplan. Så prøv at tænk på haveting, når der skrives ønskeseddel – eller findes på gaver til andre med haveinteresse. Du kan evt. bruge forhandlerguiden har på Havenyt.dk til inspiration.

Vintertiden er til gengæld læsetid, så det er oplagt til jul at ønske sig havebøger eller måske et abonnement på et tidsskrift, f.eks. tidsskriftet Praktisk Økologi med fokus på økologisk havebrug, Haven eller Garden Living.

Her er du: Forsiden > 2006 > Havenyt uge 49, 2006

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider